Den lille café i København er en kærlighedsroman opbygget efter Stolthed og fordom-princippet, det vil sige, at de to unge hovedpersoner indleder med at være rygende uenige og konsekvent får underbygget de tydeligvis forkerte opfattelser, de har af hinanden for kun langsomt at finde frem til den helt store kærlighed. Som den erfarne kærlighedsromanlæser naturligvis ved må komme. Og det er forresten en udmærket skabelon til en kærlighedsroman. Desuden er det ikke romanens eneste force. Den har en særlig kvalitet i en gruppe englænderes besøg i København, og det er en oplevelse at få deres – jævnligt meget begejstrede – version af Nyhavn, Rundetårn, cykeltur og møbeldesign, så her er også lidt guf til den læser der måtte arbejde i turistbranchen.
Kate arbejder med pr, og hendes kæreste har lige snuppet en forfremmelse for næsen af hende, så nu har hun ingen kæreste og ingen forfremmelse. Men hun får en stor chance på pr-bureauet, da en kritisk dansker vil have hendes bud på, hvordan han kan lancere møbler og livsstil i England med brug af begrebet hygge. Hyggen skal tjekkes ud på en rejse til København sammen med seks boligbloggere og indretningsjournalister, den ene af dem en smuk mand der hader pr-folk.
Kate er uvant med opgaven, men forsøger at holde sammen på den lille flok let selvoptagede og ikke specielt samarbejdsvillige skribenter. Men de er naturligvis også mennesker, og det afslører de en efter en i bedste Bridget-Jones-stil med periodisk humor, selv manden med pr-aversionen.
Varme følelser udvikler sig under en tur i Tivoli, journalisterne lærer at bage wienerbrød, og så får Kate en uppercut fra uventet side. Men hun er ikke uden evner, og hun får hjælp fra kreative hjerner.
Sjov, romantisk og underholdende.
Oversættelsen er ok, men der er lidt med hans og sin, ydermere i stedet for yderligere, veldrejet om en gruppe tjenere, hvis figurer synes uvedkommende i sammenhængen – og hvorfor tager Kate fat i nogle lommetørklæder og former dem? Til hvad?
Den lille café i København
Julie Caplin
Oversat af Peter Carstens
413 sider
Turbulenz
Udgivet: 08.06.2020
Birte Strandby
Hej Birte.
Har du læst romanen på originalsproget? Ellers mener jeg ikke, du er klædt på til at bedømme kvaliteten af oversættelsen. Du slynger rask væk ud: “Oversættelsen er ok, men der er lidt med hans og sin, ydermere i stedet for yderligere, veldrejet om en gruppe tjenere, hvis figurer synes uvedkommende i sammenhængen – og hvorfor tager Kate fat i nogle lommetørklæder og former dem? Til hvad?”
Tak for lektørudtalelsen. Hvad er ‘lidt med hans og sin’? Hvad er der i vejen med ordet ydermere? Og er det oversætterens fejl, at forfatteren bruger betegnelser om en gruppe bipersoner, som du opfatter som uvedkommende i sammenhængen? Hvis man vil kritisere andres arbejde, er det som regel bedst at være meget konkret. Du har selv ‘lidt med kommaerne’. 😀 Redaktøren på denne udgivelse roste specifikt og helt uopfordret ‘det meget fine sprog’ i min oversættelse, så det lader til, at den deler vandene.
Peter
Hej Peter,
tak for din besked. Der er fejl i brugen af hans og sin i lighed med ‘Han tog hans hat og gik hans vej’. Der står ydermere, hvor der skulle have stået yderligere, og man siger normalt veldrejet om en kvindes figur ikke om en gruppe tjenere. Og kan man tage fat i nogle lommetørklæder og forme dem?
Venlig hilsen
Birte Strandby
Hej Birte.
Tak for dit ikke-svar. Jeg tager gerne imod kritik, men den skal være saglig. Vil man kritisere andre menneskers sprog, må man for det første sørge for at feje for egen dør, og derefter må man være konkret. Du gentager bare de generaliseringer, du i forvejen har skrevet. Er det bare copy-paste fra din anmeldelse?
Hvis du mener, der er “fejl i brugen af hans og sin i lighed med ‘Han tog hans hat og gik hans vej’, så må du da dokumentere det med henvisninger og ikke bare og slynge generel kritik ud i flæng.
Ja, man kan godt forme lommetørklæder i hånden. De giver sig, og så kan man forme dem, så de passer til det sår, man skal stoppe blødningen fra. Ydermere og yderligere er synonymer. Det er en smagssag, hvilket af ordene man vælger. Og så er det noget forblommet vås at hævde, at en gruppe personer ikke alle kan være veldrejede. “Man siger normalt” er for mig at se ikke noget argument for at gå i rette med andres sprog.
Jeg spørger igen: Har du læst romanen på originalsproget? Ellers mener jeg ikke, du er klædt på til at bedømme kvaliteten af oversættelsen.