Den norske forfatter Bjørn Esben Almaas har fået stor anerkendelse for romanen ”Den gode ven”, der er udkommet på dansk ved forlaget Turbine. Bjørn Esben Almaas debuterede i 2001 med den kritikerroste novellesamling ”Costa del Sol”. Udover romaner har han også skrevet filmmanuskripter og arbejdet med kortfilm. ”Den gode ven” er Almaas´ fjerde bog, og den er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris for 2020.
”Den gode ven” er en mobbehistorie med flere lag. Handlingen skifter mellem to tidsniveauer: Læseren oplever til en start den voksne fortæller med sin kone og to sønner i 2013. Den anden fortælletråd udspiller sig mens han går i sjetteklasse i efteråret 1987.
Jeg-fortælleren er navnløs. I den indledende scene møder vi ham som en familiefar, der er med sin familie ude for at købe gardiner. Her genkendes han af manden Mutt, der ekspederer i butikken, og som viser sig at være en gammel skolekammerat. Umiddelbart studser fortælleren over at Mutt er i job, da han ikke klarede sig så godt som barn og var et mobbeoffer. Mødet med Mutt overvælder ham og han bliver utilpas. Da de kom hjem får han det dårligt. Senere må han tage på hospitalet. Fortælleren undersøges for en hjerneblødning, men har blot reageret psykosomatisk på den angst, som gensynet med Mutt udløser.
I den følgende tid ser fortælleren tilbage på en altafgørende periode i efteråret 1987. Fra august til november 1987 sker der noget med ham; vi hører b.la. at han på et tidspunkt er både gul og blå. Fortælleren stopper med at gå til spejder og simulerer ofte at han er syg, så han kan blive hjemme fra skole.
Dengang gik både fortælleren og Mutt i skole i et miljø, hvor der var megen mobning og ensomhed. Fortælleren opleves som værende en usikker og angst 11 årig dreng. Hans opvækst er på overfladen ret normal, men man opdager hurtigt at han ikke får den fornødne opbakning, støtte og forståelse i hjemmet. Faren er fraværende og moren formår ikke at vise empati og træde i karakter, da han får det skidt.
Hvad der helt konkret skete af ulyksaligheder i barndommen afdækkes baglæns, mens den voksne mands liv bevæger sig fremad i fortællingen. Det nutidige liv bliver mærket af de ar, som fortiden har sat, og som nu kommer op til overfladen igen.
Esben Bjørn Almaas giver os en både rå og rørende barndomsskildring, der rummer megen smerte og sorg. Stemningen er dyster og mørk; det er en skæbnesvanger og lidelsesfuld fortælling skrevet i mol. Desværre er skrivestilen en kende fragmentarisk og forvirrende, hvorfor handlingsforløbet ikke fremstår helt så klart, som det kunne. Imod det kan man indvinde, at forfatteren bevidst ønsker at afdække fortidens hemmeligheder gradvist, hvilket gør han kun langsomt deler ud af informationer om hvad, fortælleren oplevede.
Jeg bifalder fuldt ud, at forfatteren lader nogle ting være åbne for fortolkning. Udfordringen er, når forfatteren bevæger sig på grænsen mellem antydningens kunst og direkte forvirring omkring hvad, der mon menes. I nogle tilfælde efterlader Bjørn Esben Almaas mig absolut glad og tilfreds, fordi teksten har så mange åbne huller, jeg selv må udfylde. Men i mange andre situationer sidder jeg med usikkerhed og undren over, hvad jeg læser og hvordan, sammenhængen mon er?!
”Den gode ven” er en hård beretning om en barndom med svigt og mobning. Jeg-fortælleren vænner sig til at leve med hemmeligheder og fortielser men kommer til at betale en høj pris for dét. Bogens forfatter ønsker tydeligvis at give os en påmindelse om, at den – måske – så tilforladelige eller selvfølgelige mobning i barndommen har tilbagevendende konsekvenser. Barndommens mobning og svigt er lig med lidelse, usikkerhed og angst som forplanter sig. Derfor mister fortælleren sit fodfæste, da han genoplever sit traume mange år efter. At læse om dén slags smerte er selvsagt umuligt at gøre uden at blive bevæget. Derfor er bogen her vedkommende læsning!
Den gode ven
Forfatter: Bjørn Esben Almaas
Oversættelse: Klaus Rothstein
Forlag: Turbine
172 sider. Hardback
Udgivelsesdato: 14. 8. 2020
Anmelder: Nønne Lønne Votborg
