Beretningen om Suraya Sadeeds enestående indsats for at oprette skoler og sundhedsklinikker i Afghanistan.

Sadeed har boet i USA i mange år og nyder i særlig grad den amerikanske drøm. Hun er succesrig ejendomsmægler med materialistisk fokus, da hendes elskede mand pludseligt dør, og hendes liv tager en anderledes drejning. Hun grundlægger organisationen HTAC (Help The Afghan Children) og indleder organisationsarbejdet med en lang og besværlig rejse for at overbringe tæpper til de fattigste i flygtningelejrene, mens hun og hendes følge undervejs må slås med såvel svindel, bestikkelse og den blandede fornøjelse at rejse på kamelryg.

HTACs næste opgave er oprettelsen af skoler. Det begynder med nogle få hemmelige kælderskoler i Kabul, og i 2002 er der mere end 18.000 elever. Det er ikke en lineær udvikling, da der hele tiden er risiko for at Taleban lukker skolerne, og fordi ressourcerne der hovedsageligt kommer fra afghanere bosiddende i USA varierer meget.

Bogen fremstiller mange af de muligheder og problemer, der er forbundet med at bistå et land i vanskeligheder, og det er betagende hvordan Sadeed tager bladet fra munden overfor myndigheder i både USA og Afghanistan. Desuden får vi flyttet et par fordomme om statussymbolet burka, jungleloven i flygtningelejre og udenlandske journalisters opførsel, som da de under et jordskælv betaler dyrt for at få deres udstyr bragt frem med den lokale færge, mens nødhjælpen må vente, fordi nødhjælpsarbejderne ikke har de samme midler til rådighed.

Forfatteren er periodisk rigeligt selvcentreret, men bortset herfra er det en interessant bog om hvad man vel kan betegne som den bedst tænkelige ulandshjælp: Uddannelse.

Suraya Sadeed

Oversat af Lars Rosenkvist

288 sider

Gads Forlag

Udgivet: 23.05.2011

Anmeldt af Pia Fuglsang, bachelor i filosofi