Denne klimathriller blev det internationale gennembrud for Frank Schätzing i 2004, og bogen er solgt til filmatisering i Hollywood.

Det er Nature Strikes Back med spænding som i halvfjerdsernes katastrofefilm, blot langt mere effektfuldt begyndende med stilfærdig dramatik, da en fisker drukner ud for Peru, overraskende for han er en erfaren fisker, men ikke overvældende bemærkelsesværdigt. Dernæst forsvinder enkelte skibe – først små skibe – senere også containerskibe, og pludselig angribes to turistbåde af hvaler og spækhuggere i et forrygende angreb, der både virker planlagt og helt klart har til hensigt at skade. De sære hændelser tager til, gyset opbygges smukt og gennemført, så selv en hardcore science-fiction-skeptiker automatisk sluger det råt, da en fransk kok dræbes af en eksploderende hummer,

I Trondheim studser Johanson over fundet af dybhavsorme, der har udviklet kæber og tænder. I Vancouver undrer Anawak sig over, at hvalerne ikke dukker op, som de plejer. En lille håndfuld forskere undersøger fænomenerne, og konklusionen bliver, at nogen forsøger at genskabe den katastrofe, der lagde jorden gold for 55 millioner år siden for at få verfet den miljømæssige fejltagelse – menneskeheden – af kloden. Det bliver en hård kamp mod en meget uventet fjende.

Romanen følger flere karakterer, nogle troværdige og fornuftige og andre ude af kontekst i romanens virkelighed som eksempelvis den amerikanske præsident, der er småt begavet og har en terrorpsykose.

Havbiologi, geologi og andre relevante områder virker med få undtagelser (spækhuggerangreb er tidligere dokumenteret, og skorpioner kan begå selvmord) omhyggeligt researchet.

Katastrofescenerne er formidable – især hvalangrebet giver saltvandssprøjt i stuen. Advarsel eller surrealistisk kaos – et drøn af en spændingsroman.

Den femte dag
Frank Schätzing

Oversat af Jan og Lene Teuber
941 sider
Forlaget Punktum
Udgivet: 10.06.2010

Birte Strandby