I Traktaten om Den Europæiske Union fastslås, at formålet med EU’s udviklingspolitik er at nedbringe og på sigt udrydde fattigdommen i udviklingslandene. Mere end halvdelen af verdens samlede udviklingsbistand kommer fra EU, og det er i EU man finder de tidligere kolonimagter Frankrig, England, Spanien. Om Brexit får afgørende indflydelse på EU’s forhold til udviklingsbistand vil vise sig.

Ingen bistand kommer gratis, og også EU forlanger noget jfr. Unionstraktaten: Unionen … bidrager til fred, sikkerhed, bæredygtig udvikling af jorden, solidaritet og gensidig respekt folkene imellem fri og fair handel, udryddelse af fattigdom og beskyttelse af menneskerettighederne …

Med bistanden kan EU dermed mindske sikkerhedstruslerne mod EU, reduktion af flygtningestrømmen, skabelse af attraktive markeder og udbredelse af demokratiske værdier.

I 2013 brugte EU 600 milliarder kroner på udviklingsbistand. Tidligere oplevede man, at et land kunne give gammelt maskineri som udviklingsbistand, eksempelvis avanceret udstyr til lastning og losning i havne. Som turist i det pågældende land – for eksempel Nigeria – kunne man så se udstyret stå på havnen og ruste, fordi det var uanvendeligt eller fordi der ikke var ikke var uddannet arbejdskraft til at styre det. Den udgave er blevet erstattet af en række kriterier for, hvornår der er tale om rigtig udviklingsbistand fastlagt i Official Development Assistance, og i overensstemmelse hermed findes der finansieringsinstrumenter stilet mod bestemte lande, mod økonomisk vækst, mod demokrati og mod stabilitet og fred.

Man sondrer i dag mellem multilateral bistand, når pengene gives via internationale (upolitiske) organisationer som FN, og bilateral bistand der betyder, at donorlandet giver direkte til udviklingslandet. I sidstnævnte form kan det ske, at donorlandet har særlige krav i forbindelse med støtten, som for eksempel betingelser om, at modtagerlandet skal købe bestemte varer i donorlandet, eller lade donorlandets ingeniører konstruere den nye havn.

Bistanden kan have form som projektstøtte, budgetstøtte eller sektorstøtte, og det er i stadigt højere grad udviklingslandet, der bestemmer, hvordan midlerne skal anvendes, men der kan medfølge krav om, at eksempelvis sundhed eller uddannelse skal prioriteres.

Bogen der er beregnet for studerende er skrevet i behageligt klart sprog og behandler også samhandlen med udviklingslandene og EU’s tidligere landbrugspolitik, der får hårde ord med på vejen. Der er en liste over anvendte begreber, her er do-no-harm-princippet måske ikke så velkendt, mens de fleste kender Human Development Index, der måler velstand og udvikling i forskellige lande.

Kort og diagrammer supporterer den udmærkede, eksemplariske formidling der gør det vanskelige tilgængeligt forståeligt. Værket kan klart anbefales.

Morten Broberg

299 sider

Samfundslitteratur

Udgivet: 2016

Birte Strandby