Julie er studerende og meget interesseret i fluer. Hun lider af forfærdelige mareridt, der er lige ved at slå hende ihjel, og hun kæmper hårdt for at holde sig vågen. Hun opdager, at den mand der vil myrde hende i drømmene eksisterer i virkeligheden, men på grund af søvnløsheden har hun vanskeligt ved at afgøre, hvad der er virkelighed, og hvad der er hallucinationer.

Magnus er forfatter og bor i samme ejendom som Julie. Julie finder to naboer i ejendommen myrdet, og pludselig er hun og Magnus sammen på jagt efter manden fra Julies mareridt, mens de selv bliver jaget af dæmoner, rockere og muligvis nogle kinesere. Det bringer parret til Tyrkiet, Egypten, Skotland og på værtshus i Svendborg, for det er naturligvis her sektionen Urimelige Usandsynligheder holder til.

Som i bedre Dan Brown stil er vi ude i de helt store dimensioner med risko for, at jorden rammes af en asteroide, og vi får også en rundtur i 10.000 år gamle civilisationer. Som Julie bliver læseren i tvivl om, hvad der er virkelighed og hvad der ikke er. Det giver en helt speciel spænding i forhold til andre thrillere, og det videnskabelige perspektiv der jævnligt dukker op gør både thrilleren mere læseværdig, men sandelig også en anelse tungere at komme igennem.

Romanen minder meget om Michael Larsens thriller Slangen i Sydney fra 1997. Også her er der en speciel hovedperson, hun er ekspert i slanger, mens Julie er ekspert i fluer. Vi er også her ude i store eksistentialistiske spændingskurver, der ligger langt fra den hverdag, romanen beskriver så godt i bogens første del.

Den der falder

Thriller

Michael Larsen

376 sider

Turbine

Udgivet: 18.03.2020

Birte Strandby