Klimaet er noget, vi diskuterer – meget. Men hvad er det egentligt vi beder hinanden om, når vi arbejder på at reducere vores klimaaftryk?

Det spørgsmål besvarer Mette Reinhardt Jakobsen i sin roman om Bitte, der er fast besluttet på at gøre en indsats for at blive bæredygtig.

Allerede fra begyndelsen kommer Bitte på hårdt arbejde. Hun skal fortælle sin søn, at han ikke kan få bacon til morgenmad, og at bilen skal sælges, så han må finde en bus, når han skal besøge vennerne (han tager en taxa). Men Bitte har bestemt sig, og hun har også bestemt sig for at hjælpe sine venner på vej mod bæredygtigheden. Det gør hun blandt andet ved at fortælle de mere rejseglade af Facebook-vennerne, at fly er noget af det værste for klimaet. Hun prøver at skrive pædagogisk og med glade smileys. Det koster hende nogle Facebook-venner, men så kan hun hjælpe naboen. Han er en flink mand og tilbyder hende, at hun må låne ukrudtsdræber og hente oksekød i hans fryser, hvis hun holder øje med hans hus, mens han flyver til Island på ferie for at køre offroader.

Bitte gør en stor indsats, men hun er lidt Nønne/Bridget Jones-klodset, så hun får også anrettet en del skader, og hun går heller ikke af vejen for en fristelse, så hendes første CO2-regnskab bør nok opgøres med en vis skånsomhed.

Den dag Bitte blev bæredygtig er først og fremmest sjov, lagkagesjov og vi-griner-af-hykleren-sjov, men måske er det også en fortælling om, hvorfor vi ikke allesammen forlængst er blevet bæredygtige.

Den dag Bitte blev bæredygtig

Mette Reinhardt Jakobsen

121 sider

Byens Forlag

Udgivet: 2020

Birte Strandby