Den svenske forfatter og kulturjournalist Therese Bohman er på banen med bogen ”Den anden kvinde”. Udadtil kunne det se ud som en banal, klichefyldt roman om en ung kvinde, der forelsker sig i en gift overlæge. At hun tilmed kun er ansat som timevikar i sygehusets cafeteria, hvor hun primært får lov til at vaske op, understreger at hun er nederst i hierarkiet og han er øverst. Men Therese Bohmans roman ”Den anden kvinde” er meget mere end en kliche.
Vi befinder os i den mellemstore svenske provinsby Norrköping. Den unge hovedperson har et vikarjob i sygehusets cafeteria, selvom hun egentlig havde planlagt at læse på universitet som sin venner. Hun har tidligere studeret litteratur, men er sprunget fra. Nu ser hun sig selv som forskellig fra sine – ubelæste – kolleger i cafeteriet. De triste timer på jobbet kommer hun gennem ved at dagdrømme og filosofere over livet. Da hun møder overlægen Carl Malmberg, der er er billedet på velstillet borgerlighed, og da de to indleder et forhold tilsidesætter hun sin realitetssans og drømmer om en fremtid med ham. Samtidig bliver hun præsenteret for den jævnaldrende Emelie til en fest hos tidligere medstuderende. De to klinger godt, og snart deler hun sin hemmelighed med Emelie.
Gennem hele fortællingen fornemmes en knugende ensomhed og tvivl. Blandt vennerne skiller hun sig ud, fordi hun ikke studerer længere. Når hun er på job, kan hun ikke forholde sig til kollegerne, der er ikke er dannede. Hovedpersonen har en længsel og et savn mod noget andet og større; hun længes efter at gøre sig fri fra sin arbejdsklassebaggrund og drømmer om at skrive. Men kan Carl give hende det hun søger?!
Therese Bohman leverer en interessant analyse af klassesamfundet. Dermed løfter bogen sig op fra triviallitteratur om kærlighed og affærer. ”Den anden kvinde” skiller sig samtidig ud i kraft af et raffineret og velovervejet sprog, der til stadighed underbygger handlingen og forfatterens pointe i forhold til klassesamfundet. Derudover overrasker Therese Bohman sin læser med et tvist, i sidste del af bogen, der skærper alvoren.
”Den anden kvinde” er en af de fortællinger, der understreger at kærlighed ikke er uden komplikationer. Den stiller nogle vigtige spørgsmål om klasse, køn og den måde, vi behandler hinanden på. Samtidig føjer den sig ind i rækken af socialrealistiske fortællinger om unge kvinder, der famler rundt og kæmper med tilværelsen. Bogen blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2015.

Den anden kvinde,
Forfatter: Therese Bohman
Oversætter: Liv Camilla Skjød
Sideantal: 216, Hæftet
Gyldendal.
Udgivelsesdato: 24-08-2016
Anmelder: Nønne Lønne Votborg