‘Den anden hånd’ er kun Chris Cleaves anden roman, men han har allerede skrevet sig ind i litteraturen med store bogstaver. Den 35-årige forfatter er uddannet psykologi på Balliol i Oxford, men har hovedsagelig arbejdet som journalist og forfatter. Hans første roman ‘Independent’ fik en superb modtagelse af anmelderne og er blevet filmatiseret med Ewan McGregor og Michelle Williams. Filmatiseringen af ‘Den anden hånd’ er allerede planlagt med Nicole Kidman i den ene af de to kvindelige hovedroller.
Denne fantastiske historie handler om den nigerianske flygtning Lille Bi. Lille Bi er 16 år. De sidste to år har hun været anbragt på et lukket asylcenter for illegale flygtninge. Tiden har hun brugt til at lære et korrekt og ordrigt engelsk ved hjælp af aviser og en ordbog – og med at planlægge hvordan hun kan begå selvmord på hver eneste lokalitet hun befinder sig. Alt drejer sig om muligheden for selvmord, hvis mændene kommer igen.
Ved en fejltagelse bliver hun lukket ud af asylcenteret med sin ordbog og et par trusser i en gennemsigtig plasticpose. Og et kørekort med navn og adresse på en engelsk journalist og hans kone, Sarah, som Lille Bi har mødt på i en dramatisk og tragisk situation på en strand i Nigeria, hvor Sarah købte Lille Bis liv med sin afhuggede finger.
Journalisten har lidt af en traumatisk depression siden hjemkomsten fra Nigeria og begår selvmord samtidig med at Lille Bi opsøger ham og Sarah.
Vi følger Sarahs kamp for at hjælpe Lille Bi i et England, der absolut ikke vil have flere flygtninge til landet.
I tilbageblik får vi Lille Bis uhyggelig historie om forfølgelse, overgreb og mord og olieselskabernes samvittighedsløse brug af morderbander og militser til at omgå alle love og regler.
Historien om Lille Bis konstante flugt er hjertegribende dramatik. Den bringer de fjerne flygtningeskæbner fra den flimrende tv-skærm helt ind under huden på læseren og er et rystenden dokument om ligegyldighed og frygt og om, hvor svært det er at gøre noget for at hjælpe. Det er ikke omkostningsfrit at gå ind i kampen mod uretfærdighed og terror, men det er nødvendigt.
Der er masser af gru og tårer i denne roman, men også venskab og ansvarsfølelse – og en lille smule håb.

Forfatter: Chris Cleave

Oversættelse: Jesper Klint Kistorp
285 sider
Forlag: Hr. Ferdinand
udg.: 14.10.09
‘Den anden hånd’ er ikke til at komme uden om. Læs den!
Jan Vandall