Den afrikanske Forbandelse er en brutal ungdomsroman, der tager afsæt i den danske trekantshandel med slaver mellem Afrika, USA og Europa. Tidspunktet er sidst i 1789, og blandt andet guvernøren for Christiansborg på Guldkysten (nu Ghana), skipperen på det danske skib, doktor Isert og hans hustru er autentiske, omend der ikke er belæg for, at deres skæbner var som fremstillet i bogen.

Hovedpersonen, Ama på 14, er på vej efter vand, da den lille landsby overfaldes af slavejægere. Hendes mor, Ese, forsøger sig med en krigslist, men gennemskues og alle indbyggere med førligheden i behold føres ud til kysten, hvor skibet fra Danmark venter. De bindes sammen med reb om anklerne, og pisken svinges over dem, der går for langsomt. I Christiansborg mødes ‘de blanke’ for at handle med slaverne. Prisen er højest for en ‘helslave’ – en slave mellem 15 og 35 i helbredsmæssig topform. Dette afprøves ved dels et lægecheck og dels ved forskellige prøver såsom at hente en sten efter ‘hente-pind’-princippet. Efterfølgende stuves slaverne sammen – jo mere sammenstuvning, jo større fortjeneste. Kun doktor Isert begynder at opfatte afrikanerne som mennesker, og det kommer til at koste ham dyrt.
Det lykkes Ama at flygte, men for andre går det ikke så godt. For slavehandlerne styres volden alene af det faktum, at en ‘skadet’ vare ikke giver en god pris.

Romanen skiller sig positivt ud fra mængden af ungdomsromaner med et lille stykke pinlig Danmarkshistorie der har godt af at blive genfortalt suppleret med en spændende handling, rigelige suspense-situationer, der dog ikke alle udvikles, og en spiselig slutning.
Den afrikanske forbandelse
Forfatter: Kim Langer

247 sider
Høst & Søn
Udgivet: 24.02.2009
Birte Strandby