Jim Højberg har et indgående kendskab til Afrika og har skrevet en mængde børnebøger med inspiration fra rejser i det store kontinent.  Nu har han udgivet Den afrikanske Arv, beregnet for det lidt ældre publikum.

Den er betegnet som en slægtsroman, men kunne også kaldes for en krimi. Hovedpersonen er Mads Munk, der i 2010 er i Ghana, hvor han blev født. Moderen  rejste hjem, da Mads var et år. Hun forlod sin mand Jens Christian Munk, som er indehaver af et stort entreprenørfirma i Ghana. Mads er uddannet lærer og har intet med firmaet at gøre.

Under en gåtur i Cape Coast bliver Mads antastet af kvinden Abinar, hvilket bliver fatalt for Mads, og det sætter til en vis grad fut i handlingen. Abinar overtaler Mads til at tage rattet i en Toyota, hvor Abinars døde søster Marie placeres, og nu skal de køre Marie til en troldmand, der skal vække Marie til live. 

Der går ikke lang tid, før Mads og Abinar bliver efterlyst for mordet på en gangster, der blandt andet drev det bordel, hvor Marie var tvunget til at arbejde.

De to efterlyste må overvinde mange forhindringer i deres flugt. Da de endelig når til troldmanden, nægter denne at genoplive Marie, da hun er blevet myrdet. Så kan det ikke lade sig gøre …

Flugten fortsætter, og gang på gang ser det ud til, at det er slut for  både Mads og Abinar, men de er heldige, for næsten ud af mørket dukker der altid en hjælper op.

Der er tilbageblik i tiden med Jens Christian Munk i centrum. Her er der utroskab og fødsler uden for ægteskabet, hvilket får betydning for nutiden. Alt imens Mads kæmper for at blive renset for den helt grundløse mordanklage, er der kræfter i gang, for at Ghanas absolut største gangster skal overtage Jens  Christian Munks firma.

Jim Højberg har skrevet en roman i et klart sprog. Det går næsten alt for let for Mads Munk at vikle sig ud af vanskelighederne, så læseren aldrig er i tvivl om at vor helt nok skal overleve. Og historien har en slutning, der ville være Morten Korch værdig.

Den afrikanske arv

Slægtsroman

Forfatter Kim Højberg

195 sider

Udkommet 2023

Brændpunkt

Anmelder Bjarne Gregersen