En lille hurtig historie om at hanke op i sit liv – og droppe overspisningen.

Bogen indeholder 11 kapitler om at være overvægtig, hvordan man kan lære at tackle det, og hvorfor det er nødvendigt at finde tilbage til barndommen, for at kunne klare fremtiden.

Efter forskellige mindre vellykkede forsøg på at slippe af med overvægten, prøver forfatteren med proteinpulver og diæt og en god del viljestyrke. Samtidigt opdager hun, at svagheden ligger gemt i fortiden: Hun har tidligt mistet sin mor, men sammen med far og søskende fastholdes forskellige familietraditioner såsom fælles middag hver søndag, og forfatteren kommer frem til, at netop denne middag er en slags symbol – et forsøg på at understøtte trygheden i familien, og det eneste barndomsminde der er nemt at kopiere over til egen hverdag. Hvorfor det så er blevet til en væsentlig grundpille i hendes egen overvægt.

Kampen mod overvægten – der her lykkes – ligner andre kampe: Et opgør med den meget omsorgsfulde kvinderolle, der tilsidesætter egne behov for at værne om harmonien i familien. Derefter skal fortiden undersøges, hvor gik det galt? Dæmonerne skal ses i øjnene, og så skal man finde noget eller nogen at læne sig op ad, hvadenten det nu er familien eller en diætist, der ved hvad hun taler om.

Der er ikke de store nyheder i bogen, der når frem til 11 bud, der allesammen er hørt før: Fokuser, tro på dig selv, tænk positivt – og så et enkelt lidt nyere men ikke mindre logisk: Motion alene kan ikke løse vægtproblemer.

Beskeden informationsmængde, en del energi, men resultatet er tyndbenet.

Hanne Bistrup

120 sider

mellemgaard

Udgivet: April 2012

Birte Strandby