En dansk journalists beretning om tre meget forskellige kvinder, som hun har fulgt i en periode: Nadia, der mister sin mand, da en selvmordsbomber springer i luften ved den danske ambassade i Islamabad og tager fire mennesker med sig. Årsagen er angiveligt Muhammed-tegningerne.

Den anden er Binte Masood, der underviser på koranskolen for kvinder. Hendes kærlighed er først og fremmest til hendes gud, og hun tvivler ikke mere på sin tro, end den danske journalist gør på sin overbevisning. Det giver interessante, men fra begge sider lidt uforstående meningsudvekslinger om sharia og jihad.

Den tredje er Aliya der underviser og tror på selvstændighed og retten til selv at vælge ægtefælle. Hun er bekymret for Pakistan, hvor underklassen ikke har overskud til at agere politisk, og den meget rige overklasse udvikler ignoranter: En minister anklages for at have en doktorgrad fra et imaginært universitet, og en ung kvinde fra overklassen forbavses over, at hun ikke kan købe sig adgang til Stanford University. Det ville ellers gøre sig godt, når hendes forældre skal finde hende en ægtemand. Ikke fordi hun skal bruge uddannelsen, men der er status i at have en veluddannet hustru til at læse godnathistorie for børnene.

Indgangsvinklen er spændende, og dialogerne guld værd for den nysgerrige. Derimod er sprog og formuleringer af varierende kvalitet, og man kan undre sig over et ugraciøst udtryk som ’deres aura er støbt i arrogance’, selvom betydningen fremgår af sammenhængen.

Der er masser af oplysning, kulturkollisionerne er lærerige, sympatien er til stede, men kontakten forbliver på overfladen og udvikler sig ikke til stor indsigt.

Puk Damsgård Andersen
234 sider
Jyllands-Postens Forlag
Udgivet: 31.08.09