… de havde en drøm, som de troede ville gøre deres liv betydningsfulde. De tog selvfølgelig fejl. Man drømmer ikke, når man er død.

Roman der i lighed med Stanley Kubricks film Full Metal Jacket fra 1987 handler om dehumanization, som den kan se ud under en krig. Krigen foregår i Irak, og hovedpersonerne er amerikanske soldater: John på 21 og Murph på 18 år, der tilskyndes til statsautoriseret mord af den overordnedes ord: Vi beskyder den rotterede … Amerikas befolkning stoler på jer.

John melder sig trods morens protester, og gennem ham oplever læseren krigen i al dens gru – og de billeder, man får på nethinden kan minde om dem fra Saving Private Ryan. Alt imens John fortæller om sin krig, bliver de amerikanske soldaters egne handlinger og synsvinkler stadigt mindre menneskelige. Kun forholdet mellem John og Murph fastholdes i en pligt- og venskabsalliance, indtil Murph bliver dræbt – ikke af en granat, men af noget andet, og John bliver senere draget til ansvar for drabet.

Romanens tid veksler mellem angrebene i Al Tafar i Irak og efterdønningerne i Johns liv i Virginia for at slutte i Fort Knox i 2009.

Gruen serveres med tung indlevelse, og skønt sproget på sine steder grænser sig til det uforståelige:

Tilgivelse kan ikke underlægges et mønster på samme måde, som en gruppe unge mænd kan blive en kalkule for, hvad der ikke vil blive sørget over …

Mellem kysterne skød et ikke-fælles år op …

… der var en slags evolutionær skønhed i hans kompetence.

så får man en klar fornemmelse af både krigens lugte, snavset og umenneskeligheden.
Kevin Powers

De gule fugle

Oversat af Claus Beck
205 sider
Rosinante
Udgivet: 16.05.2013
Fås også som e-bog

Birte Strandby