Vores verden sejler – helt bogstaveligt. Per Stig Møller sammenligner os, den vestlige verden, med et skib der har kurs mod fire isbjerge. De fire isbjerge er demografien, økonomien, økologien og demokratiet. Man kan studse over rækkefølgen, men som en god konservativ finder Per Stig Møller ikke, at det er det økologiske isbjerg der virker mest truende, og her vil den siddende regering sikkert give ham ret.

Per Stig Møller inddrager historien i sejladsen og kortlægger ruten til dagens positioner:

Europa har mistet sin plads som førende kontinent, og de kvaliteter der gjorde Europa stærk, konkurrence, videnskab, forbrugersamfund (som fremgår af eksempelvis Civilization – The Six Killer Apps of Western Power) findes også på andre kontinenter.

USA kæmper for sin egen position og har ikke overskud til at tage sig af Europas, og hvis englænderne forlader EU, svækkes vores vigtigste tale- og forhandlingsorgan. Uden EU er Europa blot en samling lande uden fælles fodslag. Kina og Indien står klar til at indtage nye magtpositioner, Silkevejen er genfundet – og Rusland er en sag for sig.

Angiveligt er den største trussel i Møllers perspektiv den demografiske, det vil sige, det faktum, at hele kontinenter som for eksempel det afrikanske har en stor overvægt af unge, især vrede unge mænd, der er på vej ud på folkevandring. Møller nævner her, at vrede unge mænd har skabt adskillige revolutioner: den franske, den russiske, og deres indflydelse i 30’ernes Tyskland var heller ikke til at tage fejl af.

Økonomien er nok så truende, men så længe der er EU, er der stadigt håb for at udvikle politisk og økonomisk samarbejde med de afrikanske stater og fastholde USA i en bred transatlantisk alliance. Helt konkret kan produktion flyttes fra Asien til Afrika, hvor der flere steder er grobund for en hastig modernisering. Det kræver fokus på traditioner og kultur og uddannelse af lokale. Men med respekt for udviklingslandene og de nye økonomiers behov behøver det økonomiske isbjerg ikke at slå hul i skuden.

Hvad angår klimaforandringerne, så nævner Møller optimistisk, at vi faktisk råder over alle værktøjerne, og foreslår i den sammenhæng, at EU lejer Sahara til solfangere og i øvrigt planter et bredt bælte af træer i Afrika. Her er mange muligheder incl. finansiering af forskning og genoptagelse af Den grønne fond som de rige lande finansierede, indtil Trump droppede Paris-aftalen.

Det grønne segment havde nok vurderet, at en således vellykket kamp mod det økologiske isbjerg ville kunne få det demografiske og det økonomiske isbjerg til at smelte. Det demokratiske isbjerg ville sandsynligvis lide under alle omstændigheder, hvis der fra højere sted – for eksempel EU – blev begået indgreb i eksempelvis privatbilismen og bøfindtaget. Møllers bekymring for demokratiet går nu mere på, hvordan flere flygtninge kan føre til mere overvågning og dermed indgreb i de demokratiske rettigheder.

Mange af Møllers indvendinger virker som om de er opstået under den kolde krig, såsom forholdet til Rusland, men selv om man skulle være uenig i prioriteringen af problemerne, tilbyder De fire isbjerge en fornuftig og veldokumenteret fremstilling af dagens vanskeligheder.

Den førte Venstrepolitik herunder især følgevirkningerne af kommunalreformen, udkantsproblematikken med nedlæggelse af sygehuse, skoler, retsinstitutioner får slag, og efterhånden kan flere vel blive enige om, at det eneste centralisering helt sikkert fører med sig er mere trafik, så det virker helt berettiget, og et afsnit man  nyder bedst, hvis man er af en anden politisk observans.

De fire isbjerge

Om verdens største udfordringer

Per Stig Møller

196 sider

Gyldendal

Udgivet: 2018

Birte Strandby