To kortfilm af Rainer Werner Fassbinder

I den kommende periode vil jeg gøre det til en del af min anmelderpraksis at fokusere på gamle værker af den tyske instruktør Rainer Werner Fassbinder. Jeg vil forsøge at gøre det nogenlunde kronologisk, jeg vil dog begrænse mig i første omgang til hans mest kendte værker. Argumenterne for dette er flere, men indeholder nok primært personlig interesse.
Med hensyn til den service en anmeldelse jo egentlig skal være, så har jeg, hvilket fremgår af mine andre anmeldelser, altid betragtet mit lod i denne service, som værende en mere analytisk tilgang end en egentlig kvalitativ vurdering. Når det kommer til stykket er verden allerede fyldt med kvalitative vurderinger af film, den service som jeg føler, at jeg tilbyder, er i langt højere grad en perspektivering af film i de overvejelser man gør sig efter oplevelsen. Det er også i denne sammenhæng, at jeg finder det helt legalt fra min side at bringe mere fokus på ældre værker. For det første får nye værker rigeligt med opmærksomhed i forvejen og for det andet er der som altid den grundlæggende antagelse om, at alting allerede er gjort. Jeg deler personligt ikke denne antagelse, og jeg tror, selv når det ofte virker irriterende at små børn tror Justin Bieber skrev alle Beatles sange, at de nye generationer altid vil have deres egen ide om autencitet. Det jeg er efter i denne retrospektive søgen er de ting, som ikke er blevet taget videre. Det som ikke senere blev til en kliche, men i stedet blev mere eller mindre glemt, eller også kun huskes i nicher. Jeg ønsker dog også at drage en personlig erfaring omkring film og deres historie, for at blive mere dannet og måske finde min egen ide om autencitet, i det der virker som en uendelig kamp imellem det der bare er underholdende og det som er værd at tænke over.

Grunden til at jeg starter med Fassbinder er, at det er et mærkeligt valg. Det ville ikke være mærkeligt at starte med Truffaut, eller Kubrick, eller Godard. Det ville være mærkeligt at starte med Fassbinder eller Pasolini, hvilket også er grunden til at jeg naturligvis tager Pasolini efter Fassbinder.

Når alt dette så er sagt, har jeg stadig tænkt mig selvfølgelig, at anmelde nyere film også.

Das kleine Kaos

Rainer Werner Fassbinder igangsætter sin filmkarriere i 1966 med tre kortfilm, af hvilke jeg har skaffet to. Efter at have set dem er det min vurdering, at der ingen grund er til at skaffe den tredje.

I Das kleine Kaos følger vi tre mere eller mindre unge tyskere, to mænd og en kvinde, som har svært ved at overleve ved at sælge magasiner dør til dør. De vælger derfor i stedet at lave et hjemmerøveri. Filmen er cirka ni minutter lang, men formår allerede på den tid at gøre den hurtige eskalering af plottet fra sælger til røver mere eller mindre kedelig. Den er hverken godt filmet, eller godt spillet. Det bør dog nævnes at Rainer Werner Fassbinder, som selv spiller en af de tre hovedpersoner, er meget passioneret, selvom han ikke er så troværdig. Han ligner lidt en ung slesk Lars von Trier.

Det mest interessante i filmen er to replikker i starten og slutningen af filmen, sagt af Fassbinder. Før de tre begår hjemmerøveriet siger han, at han ville ønske at der var en gangsterfilm som endte godt, forstået i den sammenhæng at filmen selv er ved at blive lidt gangsteragtig, nu da de skal til at begå røveri. Under røveriet siger han så, at han vil bruge pengene på at tage i biografen. Den underlæggende pointe er selvfølgelig, at han i sin rolle som slesk, forbryderisk Lars von Trier, imiterer gangsterfilm, og at forholdet imellem refleksion og handling er selvforstærkende (bare for at overfortolke). Af andre interessante ting er der, hvordan det rent faktisk lykkes at skabe et minimum af indlevelse i hele fire karakterer (røvere og offer), i løbet af ni minutter.

5/10 (Fordi jeg ikke mistede lysten til det projekt, jeg har beskrevet her)

Der Stadtstreicher

I denne elleve minutter lange kortfilm følger vi en bums på gaden spillet af Christoph Roser, som også spillede en af hovedpersonerne i Das Klein Kaos. Imens han går rundt på gaden og er fattig, finder han pludselig en pistol. Han samler den op og tager den med sig. Dette giver resten af filmen overtoner af selvmord.
Filmen indeholder nogle interessante øjeblikke. Først hvor hovedpersonen efter at have fundet pistolen sætter sig ved et bord i en park, i en flot indstilling, alle de andre borde er tomme, han er alene. Pludselig oplyses det ellers slechte lydbillede af klassisk musik (Bach, tror jeg), som giver scenen en spirituel følelse. Han lægger mærke til, imens han spiser, at folk kigger på pistolen, som han har placeret på bordet. Da han går, smider han pistolen fra sig, men en kvinde samler den op og giver den tilbage til ham som en slags reference til Polykrates ring.

Senere, imens han overvejer selvmord, er der nogle fuldstændigt overdrevne sammenligninger med Jesus. Derefter en scene hvor han spørger en kvinde om han må låne hendes bad til at begå selvmord og synger en sang om Japan og får en ostemad. Til sidst er der to unge mænd som stjæler hans pistol, tilsyneladende bare for sjov.

Det var en interessant oplevelse at se, men også prætentiøs og patetisk. Den umiddelbare sammenhæng jeg kan se i diverse scener peger imod historien om, hvordan samfundet giver en fattig mand illusionen om en mulighed, hvilken grundlæggende er selvmord, men dog en slags forløsning, og derefter brister denne illusion for øjnene af ham. Den fattige mand er som Jesus, fordi det er alle mennesker som lider åbenbart. Sammenligningen her er ligeså overdreven og ligeså ligegyldig, som den er det i Darren Aronofskys The Wrestler fra 2008.

6/10 (Der var tegn på storhed, hvis man gerne vil se dem. Der var nogle gode billeder.)
Alex G. Østergaard