En appetitlig og let læst bog med fine billeder af vindmøller og grønlandske fjelde. Indledningsvis er der en opsamling af alt det, vi ved i forvejen: At klimaet har det dårligt, at tørken truer i Burkina Faso, at indlandsisen smelter på Grønland, og hvorfor Al Gore fik Nobels fredspris. Bogen er skrevet i et personligt sprog, desværre får man også let indtryk af, at vores klima- og energiminister sædvanligvis omgiver sig med  personer, der skal have informationerne i et yderst moderat tempo.

Det fremgår, at fremstillingen af et produkt kræver 6 – 7 gange så meget energi ved produktion i Kina fremfor Vesten, og overførsel af nye teknologier er derfor en af betingelserne, for at klimasamarbejdet kommer til at omfatte alle. I Indien har en halv milliard mennesker endnu ikke elektricitet, og det er naturligvis et punkt der står højt på den indiske regerings liste over projekter. Inderne er blandt dem, der går ind for en fast CO2-kvote pr. borger, og der kan vi tage ved lære: Indere udleder i snit et – to tons CO2 om året.

Der er en nøje beskrivelse af vanskelighederne med at få de store forurenere i tale. Især USA har været svær at få på banen, men den amerikanske selvforståelse har det skidt med at være bagud med noget incl. klimaet, så selvom det er op ad bakke, er der håb forude, og det næste klimatopmøde sigter på en fælles vision omfattende byggestenene: Adaptation og mitigation, teknologioverførsel og finansiering.

Slutteligt er der bemærkninger om, hvorfor ministre stadigt flyver og kører i bil, og lidt om A+++ mærkede køleskabe, så det er noget, der batter.

Det er en rimeligt underholdende bog, men der er meget snik-snak, og man er lige ved at skrige af utålmodighed over den langsommelighed, hvormed problemerne tackles, og det er bekymrende, at Hedegaard selv fremhæver Danmark som et godt eksempel, når vi ved, at vi hører til blandt verdens største forurenere. Hele bogen har en belærende overtone, og det harmonerer egentligt dårligt med, at der fra regeringsside tales kollektivt transport og cykler, samtidigt med at kommunerne får tilskud, der er ude af proportioner med kravene til en konkurrencedygtig bustransport. Samme regering taler også om bygning af broer og motorveje og nedlæggelse af sygehuse, hvilket jo i alle tilfælde betyder, at der stilles forventninger om øget trafik for borgerne, så uanset om Hedegaard ikke har taget sin regering i ed, eller the missing link er et andet sted, så er der umiddelbart vanskeligt at få øje på sammenhængen mellem forsikringerne om, at vi er på rette vej og så de konkrete handlinger.

Men det er naturligvis positivt, at bogen er udkommet, og at både Anders Fogh og Bush har lært at sige klima.

Forfatter: Connie Hedegaard

255 sider

Forlag: Gyldendal