I den tredie billedbog om elefantdrengen Carl og hans familie og venner. Carl er lige som en almindelig dreng, han ligner bare en elefant. Han sover i en seng. Han har tøj på, og han går på to ben, og han taler som en dreng. I det hele taget opfører han sig så meget som en dreng, at man let glemmer, at han er en elefant, hvis det ikke lige var for de store ører og den lange snabel.
Carl har fra første færd været et sødt og fornøjeligt selskab. Carls verden, glæder og problemer ligger i familien, i børnehaven eller med venner.
I bind tre bliver Carl vred og sur. Hans legekammerat Fanny kommer på besøg, og Carl vil have hende for sig selv, for han elsker at lege med Fanny. Carl har laver to pinde med snore i og vil have Fanny med ned til broen og fiske. Men storebror Albert vil drille Carl og inviterer Fanny til at komme ude og sejle på hans hjemmelavede tømmerflåde.
Da de kommer hen til tømmerflåden falder Carl i vandet, og Albert griner ondskabsfuldt. I den situation er det godt, at man har en snabel, og Carl giver Albert en ordentlig gang oversprøjtning, og snart ligger de alle tre i vandet med alt tøjet på og morer sig herligt. Selv lillebror Max bliver inviteret med i vandlegen.
Bagefter binder de en spand til den ene fiskestang og fisker sammen efter ting og sager.
Som det fremgår er historien om Carls vrede en sød fortælling om jalousi og venskab. Og de fleste børn har oplevet det, når nogen har frydet sig over andres modgang.
Tegningerne er store og enkle i deres udtryk, og elefantbørnene er bare som børn. Selv med ørene, stødtænder, snabel og elefantfødderne bliver Carl opfattet som en rigtig dreng – men ungerne vil godt kunne det trick med vandet ud af næsen…
Tekst: Ida Jessen
Tegninger: Hanne Bartholin
36 sider
Høst & Søn
Udg.: 18.05.2012
3 glober