Vi er i Stockholm, vinteren 1932. Depression, fattigdom og arbejdsløshed hersker, og forskellen på rig og fattig er enorm. Flertallet bor kummerligt i centrum af byen, som kun er rig på smugkroer og bordeller.

Den forhenværende bokser, Harry Kvist, bor selv tåleligt, med både gas og brændekomfur, og dele – toilet i opgangen. Han lever af at inddrive gæld. Et job, hvor han ofte får muligheden for at genopfriske nogle af de tricks han har lært i bokserfaget. Han får sine opgaver fra forskellige mennesker ved at annoncere i avisen ”Landsbygdens folk ”. Vi møder Harry i starten af bogen, frysende på et gadehjørne, mens han venter på en mand ved navn Zetterberg, som ikke har betalt for en brugt bil. Da Zetterberg kommer hjem, går Harry op og giver ham et lag tæsk, så alvoren trænger ind, og Zetterberg forstår, at han skal have pengene klar dagen derpå.

Senere på aftenen brænder Zetterberg inde i sin lejlighed. Harry går glip af de 450 kroner han var blevet lovet i provision af gælden. Og dagen efter bliver han arresteret for mordet. Harry er vant til politiets hårde forhørsmetoder. Han har siddet inde før. Denne gang sidder han ikke længe, men bliver løsladt på grund af for få beviser. Og så starter Harry sin egen søgen efter vidner, der kan bevise hans uskyld. Og det bliver til en odyssé i Stockholms krogede gader i den kolde vinter. Jagten driver ham fra lurvede smugkroer, gennem elitære natklubber og til slumkvartererne hvor de allermest forarmede indbyggere bor.

Martin Holméns er historiker, og underviser til daglig i svensk og historie. Og det er tydeligt, at de historiske fakta er på plads i romanen. Tågerne ligger tungt over indre by, der stinker af kulstøv, og byggerodet fra undergrundsbanen fylder i gaderne. Butikker og restauranter ligger i bogen hvor de lå i 30érnes Stockholm. Harry ryger seksørers cigarer, og hans hang til mandlige seksualpartnere er forbudt og må praktiseres i al hemmelighed. Men faktisk kommer forfatterens lyst til at fortælle om de historiske fakta i vejen for bogens handling. Handlingen går næsten i stå i slutningen af romanen, fordi der skal redegøres for alle detaljer. Og selvom tiden var voldsom, bliver der alligevel slået unødvendigt meget på tæven.

Clinch

Martin Holmén

Oversat af Sigurd Toftdahl Terkelsen

Forlaget Turbine

339 sider.

Udkommet 14/2 2019

Maibritt Lindblad