Resten må I selv om, så længe I ikke skyder hinanden over knæhøjde, siger hovedpersonens far til sine to døtre, og med det gamle Rhodesia som legeplads giver det ukontrollabelt megen frihed. Som hovedpersonen selv beskriver det, er det et liv på kanten med konstante trusler fra aggressive flodheste, malariamyg, soldater.

Som 16-årig er Nicola alene hjemme, da en gruppe soldater kommer for at stjæle øl hos familien. Nicola siger, at der ikke er alkohol i huset, men at hun kan byde dem på en kop te, hvorpå de kører igen. Tilværelsen påvirkes også af krig og ikke mindst af forældrenes livssyn og deres særlige forhold til spiritus: …i vores familie traf vi ingen større beslutninger i ædru tilstand.

Måske netop derfor falder Nicola for amerikaneren Charlie, der repræsenterer ro, fred og organiseret eventyr: I en alder af 22 var jeg allerede udmattet…

Hun gifter sig med Charlie i forventningen om et ‘Mit Afrika, men uden flystyrt, syfilis og den danske accent.’

Ægteskabet omfatter ikke barndommens rå overlevelse, voldsomme skønhed og uforudsigelighed, men til gengæld er der sundhedsforsikring og pensionsordning. Charlie og Nicola lejer et hus i Lusaka, Zambia, men forholdet går skævt, og drømmen om livet i Zambia ender med en ulykke.

Alexandra Fuller er en fængslende skribent der underholder og beriger med skarpe kommentarer, og det lykkes hende at udlægge tilværelsen, så man får en fornemmelse af virkeligheden i et land, hvor livet er en brutal affære, og styringen kommer fra England, Sovjet eller Kina. Især beskrivelsen af forældrene er mættet af rå humor. Årets hidtil skarpeste erindringsbog.

Alexandra Fuller

Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt

296 sider

Gyldendal

Udgivet: 06.10.2015