Arbejdet adler

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek blev interviewet om sin nye bog ‘Arbejdets land’, der i fin overensstemmelse med titlen handler om arbejde. Dybvad gør i sin bog opmærksom på en trend, der tydeligvis kan være skræmmende for en god socialdemokrat: når de bredeste skuldre ikke længere bærer de tungeste byrder, men i stedet dropper arbejdet, installerer sig som vinbonde eller fåreavler på Ærø og hjemmeunderviser børnene. 

Dybvad havde allerede fået en del kommentarer for værket blandt andet fra en fåreavler, der gjorde opmærksom på, at den eneste forskel på hans og Dybvads beskæftigelse var, at han aldrig gik på kompromis med fårenes livskvalitet.

Dybvad uddybede sin bekymring for hjemmeskolingen, den kortere arbejdsuge, og det som han betragter som en forkert retning og fremhævede forudsigeligt, at det er produktionserhvervene der bærer økonomien – eller som interviewer Jarl Cordua udtrykte det: Arbejderbevægelsen, det er bevægelsen for, at vi skal arbejde.

Og det basale emne var angiveligt noget med, at arbejdet adler. For eksempel nævnte Dybvad, at de elever i skolen der har fritidsjob, får højere karakterer, og at det måske var en god ide at få erhvervspraktikken tilbage i skolen.

I samme hug gjorde han en indsats for at gøre skattelettelserne spiselige. Disse kommer også til at omfatte de lavest lønnede. I stedet vil man beskatte arbejdsfrie gevinster. 

Måske er Socialdemokratiets problem i virkeligheden, at det kunne være sygeplejerskerne og social- og sundhedsassistenterne der fandt på at stemple ud og rejse på landet.

Spørgsmålet er, om Dybvads bog gør en forskel her. Som almindelig læser kunne man fristes til i stedet at anbefale, at man fulgte op på en anden af Dybvads bøger: ‘Udkantsmyten’, der jo rummer noget så anvendeligt som praktiske råd til, hvordan man revitaliserer udkanten og gør den til provins igen.

Amerika – en forfaldshistorie

På Vidensscenen kunne man følge debatten om Steffen Kretz nye bog: Storm på vej. Steffen Kretz, historiker Nils Arne Sørensen og moderator Marcus Rubin fra Politiken talte om uligheden i USA og perspektiverne for fremtiden.

Nils Arne Sørensen berettede kort om den betagelse, vi i Danmark altid har haft af USA, især i forbindelse med erhvervsliv, forbrug og popkultur. Betagelsen blev kølnet under Vietnam-krigen, der af mange unge blev betragtet som et svigt af idealer, og herefter er betagelsen faldet med Irakkrig, suppekøkkener og stigende korruption. Hvis man vil leve den amerikanske drøm, skal man flytte til Dannmark. I USA er den ikke længere en mulighed.

Steffen Kretz fortalte, at de tre rigeste, Bezos, Musk, Gates, tilsammen ejer lige så meget som de 150 millioner fattigste amerikanere. Kretz nævnte et lille samfund i USA, hvortil man kun kunne komme med privat jetfly, og hvor det månedligt kostede mere end en lærerløn at være medlem i den lokale country club. Disse rige mennesker sender deres børn i privatskole og på private universiteter. De vil ikke betale skat, for de bruger jo ikke de fælles institutioner. Oven i købet har de med deres rigdom gode muligheder for at lægge pres på politikerne, så de måske slipper billigere i ejendomsskat, hvilket så igen forårsager, at der ikke er råd til at vedligeholde statens skoler.

Den iøjnefaldende ulighed skaber frustration og had til det etablerede, og Kretz fortalte, hvordan medierne, herunder Fox News, i stort omfang sørger for misinformation der blandt andet understøtter Trump, uagtet Trump næppe er den redningsmand, han gør sig ud for.

Nils Arne Sørensen blev spurgt, om USA tidligere er kommet gennem en lignende krise, og denne nævnte Rotschild og Ford, men Ford havde jo tacklet uligheden ved at give sine arbejdere en god løn. Han motto var, at Ford-arbejdere skulle have råd til at købe en bil.

Biden der ellers blev valgt på at være alternativet til Trump, forsøger nu at gennemføre reelle forbedringer. Han har lavet erhvervsaftaler med microchipsfabrikker, og man forsøger at genetablere USAs position som verdens førende halvlederproducent. Det skulle give et solidt boost til arbejdsmarkedet. Men de fleste amerikanere ved det ikke. Der er en risiko for, at Trump bliver genvalgt med Meta og andre sociale medier til at sprede vreden, og dermed bliver USA farligere og fattigere. Det kan få demokratiet til at vakle, og det vil uden tvivl også påvirke Europa og Danmark.

Comic scenen kunne man finde Christian Monggaard i samtale med redaktør Thomas Thorhauge og Anders Lund Madsen om den nys udgivne bog om tegneren Claus Deleuran. Det er noget af et pragtværk, og den vejer 3,5 kilo. Samtalen kom i nogen omfang til at handle om udgivelsesprocessen. 

Næsten 40.000 mennesker besøgte bogmessen, men messen syntes at være blevet lidt mere bar, der var god plads på gangene, og man blev opmærksom på den massive mængde af synligt beton – undtagen i børneafdelingen, hvor der var pyntet op med glade farver.

Arrangementerne for voksne var alsidige, men der var færre faglige og politiske indslag. Til gengæld var der rigtigt mange signeringer, og måske er det lykkedes for bogmessen at ændre målgruppe, så det ikke længere er bognørder og det grå segment, der dominerer. I hvert fald så det ud til, at køen for at få signeret sin bog hos Jussi Adler-Olsen var betydeligt længere end den ind til debatten om det amerikanske ulighedssamfund. Hvad man så end kan lægge i det.

Birte Strandby