Bogforum fylder mere end nogensinde. Man bevæger sig over større arealer, og der er kommet flere foredragssale store som riddersalen på Kronborg. Det er en god ting, for nu er der plads til alle tilhørerne, og man sidder ikke midt i bogmessens støj. Men det kræver præcis skiltning at ændre geografien på et arrangement, hvor den største målgruppe er det kulturelle segment = kvinder over 50. Ikke en gruppe der er kendt for sin imponerende stedsans. I hvert fald stødte man ind i flere diskussioner om, hvor hal D mon kunne befinde sig, og om hvordan man fandt Debatscenen. Debatscenen og et par andre scener var i øvrigt på første sal, og også her var der tænkt på god plads og mulighed for forplejning. Det var fint med pladsen, selvom trængslen truede allerede fra middagstid.

Arrangementer fandtes i alle udgaver: faglige, politiske, litterære samtaler, interviews, foredrag, Lars Kjædegaard om sine 42 udgivelser, og de to der måske ikke skulle have været skrevet, Vincent Hendricks om sandt og falskt, sorte og hvide løgne, og Jeanette Varberg om Doggerbanke der engang var beboet af mennesker. Her er alt hvad hjertet kan begære af ny litteratur og ny viden. Lidt overraskende er der også næsten 300 bogsigneringer fordelt på standene. 

Dagens pædagogik

På Temascenen var der pædagogik på programmet. Lene Tanggaard var ordstyrer, interviewer og i et enkelt tilfælde skulle hun også interviewe sig selv om bogen ‘Hvad vi taler om, når vi taler om at lære’, som hun har skrevet sammen med Keld Skovmand. Bogen omfatter et opgør med ordet ‘læring’, som Skovmand betegnede som en invasiv art i den pædagogiske sprogbrug. Men en ting er ordet, og hvad det dækker over, noget andet er hvad der foregår i elevernes hoveder. Det man gerne skulle nå frem til, er udvikling gennem spørgsmål, kritisk undren, nysgerrighed og åndsfrihed.

Skovmand berettede om begyndelsen, Den blå betænkning fra 1967, hvor ‘læring’ første gang dukkede op. Han og Lene Tanggaard var senere begge med i rådgivningsgruppen for Fælles Mål, og det resulterede i en fin rapport med begrænset politisk betydning og i Vejledende Mål, som lærerne efterfølgende skulle tolke.

‘Hvad vi taler om …’ skal blandt andet redde, hvad reddes kan af begrebet ‘at lære’. Man kan lære at lære matematik, man kan lære hvordan man lærer at løbe langt, og forfatteren Bertolt Brecht har skrevet små læringsstykker, men fremover bør man ikke benytte begrebet ‘læring’ uden at forklare sig, i hvert fald ikke hvis Skovmand eller Tanggaard er indenfor hørevidde.

Andre gæster var Alexander von Oettingen og Lars Hende Svenson, der været med til at skrive bøgerne Pissedårlig pædagogik og Pissedårlig inklusion. Førstnævnte handler om blandt andet de nationale test, som vi har levet med i så mange år, men som angiveligt aldrig har gjort noget særligt for børnene. Til gengæld har de haft styrende indflydelse på lærerernes planlægning. Essensen er her, at der er behov for en genopbygning af pædagogikken. På trods af titlen bedyrede forfatterne, at indholdet ikke var provokation men opbyggelige projekter.

Næste mand på banen var Per Fibæk Laursen og med ham Mette Frederiksen (nej, ikke den Mette Frederiksen). De har skrevet bogen Didaktiske dilemmaer. Her er optakten, at lærerprofessionen lider, og fagligheden fjernes fra skolen. Mette Frederiksen har den fordel, at hun er rigtig lærer, og ved hvad der fungerer i klasseværelset. Fibæk var inde på, at det er uheldigt, at forskning, undervisning og uddannelse af nye lærere er tre forskellige ting indenfor pædagogikken i modsætning til eksempelvis medicinstudiet, hvor underviserne også er læger i det virkelige liv. Derfor sniger den praktiske hverdag sig sjældent ind i de pædagogiske, teoretiske overvejelser. Og det er her i springet mellem teori og praktik, at det kan gå galt for nye lærere, til trods for at de er virkeligt godt forberedte.

Didaktiske dilemmaer rummer ni dilemmaer med beskrivelse af indhold, forløb og evaluering. Mette Frederiksen har lagt vægt på, at god forberedelse med held kan suppleres af et repertoire til improvisation, når undervisningen skrider. At tingene skrider er et grundvilkår i skolen, og bogen skal også ses som en redskabsbog til læreren, der jo er krumtappen i skoleudviklingen.

Hvis I siger, vi er voldelige, slår vi jer ihjel.

På stand C2-045 hos Dansk PEN havde Per Stig Møller og Flemming Rose en samtale om ytringsfriheden.

Det begyndte med en definition. Rose sagde, at sandheden, demokratiet og autonomien styrkes bedst med ytringsfrihed. Autonomien er et udtryk for, at vi har brug for at ytre os og leve med konsekvenserne. Ytringsfrihedens tvilling er tolerancen = evnen til at leve med det, man hader. Vi er sikret det første gennem lovgivning, men vores sociale og kulturelle normer har betydelig indflydelse på, hvordan vi ytrer os. Der er flere grunde til, at man ikke ødelægger familiemiddagen med at tale om bæredygtighed, når familien er kommet langvejs fra i bil.

Ytringsfrihed og tolerance blev også diskuteret i forbindelse med identitetspolitikken og dennes liv på universiteterne. Hvor langt kan krænkelseskulturen gå, og hvad gør vi i øvrigt med digitaliseringen, tech giganterne og centraliseringen af nettet?

Rose kaldte det for et moment af moralsk panik, og ifølge Per Stig Møller kan man ikke satse på fornuften: At stole på fornuften er det største slag i luften. 

Diskussionen førte hen over blasfemiloven og naturligvis hørte vi også om Muhammed-tegningerne. De to herrer var enige om, at uddannelse og mere åbenhed overfor dem der er udenfor ens egen boble er vejen frem.

Shakespeare, Wiedemann og Lykkeberg

Katrine Wiedemann og Rune Lykkeberg trak Shakespeare frem på scenen. Hvis man interesserer sig for magtens gestalt – og det gør Wiedemann – så er det interessant at læse Shakespeare med nutidens briller. Magt er teater, og ved at bruge magten kan man risikere, at samfundsordenen går i stykker.

Der blevet taget udgangspunkt i statsminister Mette Frederiksen, Julius Cæsar og folkestemningen. Brutus myrder Cæsar, ikke fordi han har noget imod ham personligt, eller fordi han er tyrannisk, men fordi han kan se, hvad han ville kunne udvikle sig til. Hvis Mette Frederiksen er Cæsar, hvem er så Brutus?

Wiedemann nævnte flere af Shakespeares tragedier, hvor magten er noget man bliver beskidt af at røre ved: Julius Cæsar, Macbeth. Kong Lear blev omtalt, fordi problemet her er at slippe magten igen. Her blev tegnet en linje til Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne, men holder den?

Hos Shakespeare handler det om konger; måske er det blot for at skabe en distance, så vi bedre kan se os selv på afstand. Men hvis man ændrer på magtforholdene, går det dårligt. Shakespeare kan stadigt levere stærke tekster der holder i hverdagen.

Om at skrive – anmeldelser og krimier

På Ny Scene sad Lars Bukdahl, Erik Skyum-Nielsen og Svend Skriver og talte om nødvendigheden af skarpe og underholdende anmeldelser, kunsten at være slagter og at kunne kombinere sin krigeriske energi med faglighed, og på Rød Scene talte Mich Vraa og Morten Hessedahl om Hesseldahls nye thriller Mørket under isen. Mich Vraa indledte med at undre sig over, at Hesseldahl, der som direktør for Gyldendal egentligt forventes at tjene ret godt, alligevel skrev bøger for det var vel noget man gjorde for at tjene penge?

Hesseldahl fortalte på sin side, at det at skrive gav rum til undren og plads til at trække vejret, og at han i øvrigt godt kunne lide krimien, fordi man kunne inddrage og behandle komplekse politiske problemstillinger og samtidigt havde den kontrakt med læseren, at man lovede at opklare forbrydelsen i løbet af handlingen. Det er også i krimien muligt at gøre op med fobier, og her havde Hesseldahl og Vraa nogle fælles: kvotekonger, bæredygtigt landbrug, krænkelsespolitik. Især det sidste var et emne i flere af dagens debatter, for hvordan skriver man en roman, hvis identitetspolitikken vinder? Skal vi have statsautoriserede sensitivity boards der skal vende romaners risici for at krænke?

Vraa beroligede med, at det fortrinsvis var et emne på Østerbro og på visse campusser. Det er helt fint, at minoritetsstemmer løftes frem, men det giver dem ikke patent på sandheden. 

Mørket under isen er udkommet på Modtryk.

Bogforum er en fantastisk oplevelse hver gang, og man kan igen beklage, at det kun er muligt at være et sted ad gangen. Det er dejligt, at der er mere plads, og at der er ‘lufthuller’, hvor der er mindre trængsel og ro til at læse.