Bogen om Rosa er en roman der kunne have tålt lidt mere arbejde med sproget. Her er problemer med brugen af transitive verber, og der anvendes for mange adjektiver uden forsøg på at forklare, hvad de dækker over. Det gælder ord som sjofel, indsmigrende og fjollet, der bruges rigtigt mange gange. Det er en skam, for der er både lidt Madame Bovary og lidt Effi Briest over Rosa: En kvinde der er begyndt at kede sig i sit ægteskab og pludselig får muligheden for en ny forelskelse.

Rosa er godt gift. Hun har tre små børn, og hun har netop overlevet et livstruende kræftforløb og er kommet ud på den anden side. Hendes mand går med til lægen, da hun får frikendelsen, men har for travlt til at deltage i fejringen bagefter. Det finder Rosa skuffende, men samme dag får hun øjnene op for den usædvanligt tiltrækkende pædagogmedhjælper i sin søns børnehave.

Han er forstående, sød, smuk

… og maven var et tydeligt vaskebræt flot indrammet af de små muskler …

og Rosas hele liv kommer til at dreje sig om, hvorvidt hun nu skal give efter for den heftige tiltrækning, der giver hende konstant åndenød, eller om hun skal gøre en indsats for at forblive på dydens smalle sti.

Den unge mand viser sig at være overklasse, arving og alt det man kan forvente af godt elskermateriale, men Rosa kæmper både med sin usikkerhed, aldersforskellen og sine mere eller mindre konstruerede forbehold. Til sidst lykkes det hende at tage nogle beslutninger.

Romanen er godt skruet sammen, og dialogerne er udmærkede, men et par seriøse korrekturlæsninger ville have gjort undere for værket.

Bogen om Rosa

I live men ikke leende

Esther Evar

352 sider

Trykværket

Udgivet: 17.10.2019

Birte Strandby