Lørdag den 16. november er tydeligvis dagen, hvor hele landet har besluttet sig for at gå på bogmesse. Alene køerne ind til messeområdet er vilde, og i år var der rykket rundt på geografien, så indgangene var flyttet og andre områder taget i brug. Det er ikke nogen spøg, når man betænker, at en stor del af gæsterne er bognørder, der kan være uvante med både kunsten at finde rundt for slet ikke at tale om det at være sammen med så mange mennesker på en gang.

Der var gang i arrangementerne, både på scener og på stande, og hvis man kunne abstrahere fra uvedkommende støj, kunne man ved at placere sig centralt følge nogenlunde med i tre arrangementer på en gang. Sjovt at det kan lade sig gøre, men indholdsmæssigt kan det ikke anbefales.

Klimakrisen var naturligvis repræsenteret. Blandt andet af Jørgen Steen Nielsen, der er aktuel med sin bog ‘Som gjaldt det livet’. Jørgen Steen Nielsen er værd at lytte til, især når han taler om demokratiets uformåen og behovet for at tage fat i forbrugernes valgfrihed. Jørgen Steen Nielsen fremhævede det positive i de unges klimaoprør med overskriften: Not climate but system change. Og i den fredelige ende af skalaen foreslog han borgerparlamenter, hvor borgerne og politikerne samarbejdede om løsninger og muligheder fremover.

Professor emeritus Jesper Jespersen var inde på noget lignende, og hans oplæg var skønt meget energisk ikke mere opløftende. Jesper Jespersen brugte Titanic som metafor på klimakrisen: Titanic havde super avanceret teknik og de bedste sikkerhedssystemer, men af Titanics passagerer druknede 20 procent fra første klasse, 50 procent fra anden klasse og 80 procent fra tredje klasse. Hvordan er udsigterne for klimakrisen, den nye Titanic? Teknologien er stadig i top, og det er markedsøkonomien og væksten også, så hvorfor ændre noget? Kan vi genbruge undskyldningen fra Titanic: Vi vidste jo ikke bedre? Jesper Jespersens bog hedder Vækstøkonomi på vildspor.

Birgitte Baadegaard havde sin egen vinkel på krisen og lod den følges med hjemmebagt kage på Aronsens stand. Hendes bog hedder MANIfest for kvinder, og i sin essens vil den også gøre en indsats for klimaet, miljøet og uligheden men med basis i, at vi arbejder for de feminine værdier: medfølelse, omsorg, taknemmelighed. Dermed er Baadegaard på en måde inde på det samme som Jørgen Steen Nielsen og Jesper Jespersen, nemlig at vores verden har fået dækket sit behov for de maskuline elementer: kapløb, magt og penge.

Der var mange gode indlæg, men de færreste nåede over 20 minutter, og en stor del af arrangementerne fandt sted på standene, så publikum stod i klynger og klumper ofte langt ud på gangene. Det påvirker selvsagt koncentrationen, når det foregår i et voldsomt befærdet område, og fordybelse er nok ikke lige et nøgleord på bogmessen, men det får de fleste bognørder formodentlig også i andre sammenhænge.

På Danske Pens stand talte Hanne Vibeke Holst smukt om den politiske roman og dens betydning. Rune Lykkeberg der har grebet det omvendt an, og i stedet for en roman har skrevet en historiebog ‘ Vesten mod Vesten‘, hvor alle romanerne og filmene lægger referencer til, fortalte om sin bog i Auditoriet og havde dagens mest koncentrerede publikum. Peter Mogensen fortalte om sin politiske roman Skyggespillet, der er spændende af flere årsager. Dels har den et godt plot og noget så overraskende som en Venstre udenrigsminister der er tidligere jægersoldat og lidt af en bad-ass, og dels handler den om politiske kriser både i EU og på Borgen. Mogensen fortalte selv, at lederkrisen i Venstre fandt sted, mens han afsluttede sin thriller. Om krisen har påvirket thrilleren eller omvendt, meldte Mogensen ikke noget om.

Forlaget Spring havde inviteret Christian Braad Thomsen til interview om sin Kærlighedens aldre. Romanen handler om en mand der lever et kærlighedsløst liv, en mand der hverken bryder sig om Hitchcock eller film, og herved skulle det være tydeligt, at så er det i hvert fald ikke en selvbiografi. Christian Braad Thomsen bryder sig heller ikke om Lacan, men citerede ham alligevel til ære for Lilian Munk Rösing: Kærlighed er at give, hvad du ikke har til en person, der ikke vil have det.’

Mogens Wenzel Andreasen læste op af guldalderdigterne, som i dagens anledning omfattede Søren Kierkegaard, Niels Dalsgaard fortalte også i år om H. G. Well, og på Kristeligt Dagblads stand fortalte Frej Prahl om sin bog ‘Aargh! Den sunde vrede i familielivet’. For hvad gør vi med vreden? Skal den bekæmpes, eller kan vi rumme den og styre den?

Der var arrangementer for enhver smag, musik, mad, pandekager til børnene og Gurli Gris på slap line. Litteratur er et meget bredt begreb, og trods den heftige trængsel og frygten for at fare vild kan det da godt være, at man kommer igen til næste år.

Birte Strandby