Joanne Harris har efterhånden en halv snes romaner på cv’et. Den kendeste er bestselleren Chokolade, der også fik stoe succes i filmatiseringen med bl.a. Johnny Depp.
Harris nyeste Blueeyedboy er blevet en lidt kontroversiel sag. Den er udformet som en blog-roman, hvor hele bogen er skrevet som blogindlæg, de fleste fra blueeyedboy.
Blueeyedboy er tilsyneladende en 42-årig hospitalsportør fra Yorkshire. Han bor stadig hjemme hos sin mor, en mor der efterhånden som vi kommer ind i historien viser sig at være en ren djævel overfor sine tre sønner. Trusler, tæv og anden mishandling hører til dagens orden. Den mindste, blueeyedboy (B.B.), får flest tæv, og bliver konstant beskyldt for at have spist sin tvilling under moderens graviditet.
I dag lever den socialt handicappede B.B. hele sit liv på sin webside, hvor der ind i mellem kommer kommentarer fra en håndfuld andre stakler.
B.B. har så længe han kan huske levet i en blodig krig med sine brødre, som det åbenbart undervejs er lykkedes ham at tage livet af. Skal man tro hans blogindlæg har han faktisk også taget livet af en hel række mennesker fra landsbyen, som han har haft noget imod.
Begrebet synæstesi spiller en stor rolle i historien. B.B. er følsom over lyde, som hans hjerne automatisk forbinder med forskellige lugte, så han får svimmelhedsanfald og voldsomme migrænesmerter – noget som moren prompte har straffet ham for. En pige har også en form for synæstesi, hun er blind og forbinder lyde med farver, selvom det måske er svindel.
Efterhånden som romanen udvikler sig opdager vi, at man bestemt ikke kan stole på de blogindlæg, som vi læser. Vi kan ikke engang stole på, at personerne er dem, som de giver sig ud for at være. Er B.B. for eksempel den mindste eller den midterste bror? Og hvem er Albertine? Som bogen skrider frem, får vi selvfølgelig mere og mere vished for hvem der er hvem, men alligevel svæver der megen uvished over vandene om sandhedsværdien af de forskellige indlæg.
Det virker troligt, at der er mange dødsfald, men hvem der er ansvarlig for hvilke er det svært at finde ud af. Det er ikke til at sige hvor fiktionen slutter og virkeligheden blander sig med rigtige hændelser.
Selv om romanen måske er rigelig lang, så er det facinerende læsning. Historien snor og drejer sig og er svær at få greb om, men den er fortalt i Harris’ farverige og lyriske sprog. Den er fyldt med forfærdelige forældre og stakkels vanrøgtede børn med kranke skæbner. Der er masser af drama og dødsfald, og ikke mindst slutningen er ganske uhyggelig. Den er helt sikkert ikke chokolade, men er fyldt med Harris’ specielle former for ondskab.
Forfatter: Joanne Harris
Oversættelse: Hanne Bubandt
419 sider
Forlag: samleren
Udg.: 13.05.2011
4 glober