En fortsættelse af Mørkemøder fra 2006 om Memory, Drøm, Hjerne og de andre børn på institutionen Bjerget. Som i den første roman er den underliggende fællesdepression stadigt fremherskende. Kun de meget hemmelige mørkemøder hjælper ungerne til at bevare lidt håb. Håb er også navnet på en tre-årig, som hager sig fast i Memory – først til irritation, men efterhånden opstår en slags gensidig afhængighed.

Som i Mørkemøder er det en slags håbløshedens manifest: I Memorys beskrivelse er børnene gidsler i et fængsel med vogterne (fællesbetegnelse for plejere, hjælpere, lærere) som eneste voksenkontakt. En voksenkontakt der alene repræsenterer manglende forståelse og ydmygelse, og hvad angår den nye vogter, Hilmer – af børnene kaldet Himler – koncentreret ondskab.

Romanen balancerer mellem almindelig hverdag, science fiction og fri Kafkask fantasi. Før samtaler med udefrakommende voksne, sprøjtes børnene med normalspray, der dog ikke virker, hvis man på sig har en genstand fra en elsket person, altså hvis man er i stand til at elske. Høj moral, men så muntert som Dantes helvede.

Som det næsten altid er tilfældet, når den uskyldige hovedperson, hvad enten det nu er Tornerose eller James Bond, står overfor en særligt snedig og ondskabsfuld fjende, så er romanen ganske spændende. Jeg-fortællerens sprog er dog langt fra alderssvarende, mens hans syn på voksne ikke virker ganske usandsynligt for en teenager. Heldigvis røber denne roman, at forandring er muligt, og det er med en vis forventning, man ser frem til næste bog.

Vibeke Marx

Anmeldelse Fyens Stiftstidende den 12. marts 2008
Birte Gam-Jensen

Ungdomsroman

Fire stjerner

OM BOGEN
Vibeke Marx: Bjerget brænder. 197 sider. 199,95 kr. Forlaget Modtryk