Endnu engang udgives et udvalg af Bibelens fortællinger. Denne gang sætter Bibelselskabets forlag fokus på kunsten, når Maja Lisa Engelhardts abstrakte motiver ledsager 50 udvalgte historier fra Det Gamle og Det Nye Testamente. Alle teksterne er fra den autoriserede oversættelse fra 1992.
2014 er året, hvor Det Danske Bibelselskab kan fejre 200 års fødselsdag. Baggrunden for dannelsen af Det Danske Bibelselskab var netop, at gøre Bibelen til folkeeje. Med kunstner Maja Lisa Engelhardts smukke kunstværker præsenteres Bibelen på en åben, indbydende og venlig måde. Kunstværkerne er skabt på basis af kunstneres egen tolkning af kristendommen. Maja Lisa Engelhardt har taget afsæt i de fire elementer – jord, vand, ild og luft – og koblet det til bibelfortællingerne. Der er således ikke tale om illustrationer tilknyttet de enkelte fortællinger, men derimod om, at kunstneren har indfanget nogle centrale tematikker i sine kunstværker – de såkaldte monotypier. Resultatet er en række smukke, abstrakte motiver, der emmer af atmosfære og kraft. Beskueren fornemmer tydeligt, at Maja Lisa Engelhardt har et nært og personligt forhold til kristendommen, når hun i billedform formidler det videre, og søger at tænde vores egen fascination og nysgerrighed. Billederne lykkes flot udi at skabe stemning og øge refleksionen.
Selve bibelfortællingerne er udvalgt af teolog Niels Jørgen Cappelørn, der rammer en fin balance i forhold til at trække de væsentligste tekster frem. Selve bogens layout fortjener også at blive fremhævet. Takket være bogens store format og den velvalgte opsætning af teksten, bliver bibelfortællingerne ganske enkelt mere læsbare. Det klæder på alle måder teksten at være ledsaget af Maja Lisa Engelhardts nonfigurative motiver og være præsenteret i et bogformat, der understøtter læsningen.
Afslutningsvis har Morten Thomsen Højsgaard, ph.d. og generalsekretær i Bibelselskabet, skrevet et efterord – ”Eftertanker” – hvori han kort reflekterer over Bibelen, og fortæller lidt om Maja Lisa Engelhardts motiver. Jeg savner lidt flere ord om Bibelen og kunstens rolle. Kunstneren får også ordet, idet hun deler sine tanker i afsnittet ”Synliggørelse”.
Maja Lisa Engelhardts motiver er så afgjort med til at løfte formidlingen af de valgte bibelfortællinger. Vores fælles kristne kulturelle arv fortjener til alle tider at blive præsenteret behørigt. Det bliver den her!

Gennemillustreret med farvemonotypier

Maja Lisa Engelhardt

Teksterne er udvalgt af teolog Niels Jørgen Cappelørn

276 sider

Indbundet, stort format

Bibelselskabets forlag

Udgivelsesdato: 19. september 2014

Anmeldt af Nønne Lønne Votborg