Yalom er en af verdens førende psykoterapeuter, som også i Danmark har vundet en kæmpe popularitet med værker som Kærlighedens bøddel og andre psykoterapeutiske fortællinger, Terapiens Essens, Som at se på solen, Eksistentiel psykoterapi, Sex, løgn og psykoterapi osv. Han er oprindeligt læge og professor i psykiatri, men nogle ser ham som selve grundlæggeren af den terapeutiske retning nogle kalder eksistentiel psykoterapi, et faktum han ikke helt klapper i hænderne over, kan man blandt andet læse om i denne bog.

Yalom er nu aldrende, og denne bog er hans erindringer. Noget kedeligt liv har han bestemt ikke levet. Det er spændende læsning, om end bogens literære værdi ikke gennem hele bogen helt når på højde med tidligere værker, så er selve hans færden og begivenhederne i hans liv og omgangskredse så tilpas interessante, at man gribes og må læse bogen til ende.

Bogen beskriver både forfatterens familiære og venskabelige bånd, men også hvordan hans karriere har formet sig, samt i hvilke kontekster i hans eget liv hans bøger og artikler er blevet til. Yalom har virkelig en kæmpe erfaring og i denne bog kommer mange ting frem om både patientgrupper han har behandlet, som du måske ikke lige vidste om ham, for eksempel beskrives hans år som militærlæge på Hawaii, hans erfaringer med et retreat i en indisk asram, hans erfaringer med marihuana og andre stoffer, samt hvordan han ’slog over’ fra det naturvidenskabelige felt og blev grebet af filosofi. Der er beskrivelser fra hans talrige rejser rundt omkring i verden nogle af dem tilsat sjove anekdoter, men også endnu flere glimt fra ’rejser’ i form af møder med klienter og alt hvad de har lært ham. Det bliver tydeligt at rejserne i hans terapier med sine klienter betyder meget for ham, som han selv siger tager han stadig tre klienter om dagen, selvom han er over 80 og slet ikke behøver det økonomisk.

I sandhed ender man op med indtrykket af en mand, der har levet et rigt liv, og man får også et indtryk af den hustru, der har stået ved hans side og haft stor indflydelse på livsvejen. Han begriber ikke selv hvordan han kunne blive så populær i specifikke lande med en form for ophøjet ro, som nok lige netop er en del af årsagen til at hans popularitet kunne få lov at vokse. Og der skal man altså lede længe efter hvem der har gjort ham efter. Udgivne bøger og foredrag i USA, hele Europa, Kina, Rusland osv. Han undrer sig over at han er blevet næsten allermest populær i lige netop Grækenland. Og fortæller sjove historier om hvordan han bliver fløjet rundt i private jetfly for at holde foredrag.

Som interesseret i eksistentialismens kulturhistorie lægger forfatteren naturligvis særlig vægt på betydningen af at individet oplever mening i livet. Og han giver en meget smuk beskrivelse af det privilegium det er at have et meningsfuldt arbejde som psykoterapeut. Han skriver om den kærlighed og medfølelse man må føle for sine klienter for at kunne hjælpe dem, og om betydningen af at være autentisk tilstede. Indholdet i bogen virker autentisk og det er befriende at også mindre flatterende fakta nævnes fra forfatterens liv.

Man kan vist roligt sige tak på uendelig mange terapeuters vegne rundt i verden, at vi har måtte følge ham og følge hans arbejde via disse fremragende bogudgivelser, tak for at blive inviteret ind.

Rigtig mange psykoterapeuter vil elske denne bog.

Irvin D. Yalom

Bevægende møder

357 sider

Hans Reitzels Forlag

2018

Gitte Sander