Bent Jensens mammutværk om den kolde krig i Danmark har skabt så meget debat efter udgivelsen, at debatten alene kunne fylde en bog eller en avissektion. Værket er velskrevet, smukt layoutet, iført mange illustrationer og fotos og så nuanceret i sit sprogbrug, at teksten på sine steder grænser sig til det medrivende. Teksten er veldokumenteret, og den af forfatteren kraftigt kritiserede kildetilgængelighed og/eller mangel på samme er pikant markeret med små hammer-og-segl-symboler.

I værket beskrives Den kolde Krigs udvikling fra Stalins ønske om at udvide socialismens front til efter Gorbatjovs magtovertagelse i 1986, Danmarks deltagelse i NATO, den medfølgende fodnotepolitik og især det politiske klima i Danmark. Bent Jensen angiver i værket, at Sovjetunionen var primus motor i Den kolde Krig, og et nærmere blik på fortegnelserne over tilgængeligt militært materiel kan også overbevise om Sovjetunionens militære overlegenhed: 53.000 kampvogne mod USA’s 13.000, 29.000 stykker artilleri mod USA’s knap 6.000, 5,3 millioner soldater mod USA’s 770.000.

Sovjetunionen brugte 8 % af sin ’samfundsrigdom’ (BNP) på militæret, og USA ca. 4 %. Hertil kommer, at Sovjetunionens BNP var ca. 40 % af det amerikanske bruttonationalprodukt. Sovjetunionen havde en permanent krigsøkonomi og ingen fri presse eller offentlig mening, der kunne sætte spørgsmålstegn ved det militære forbrug, mens USA nu som dengang hyldede den fri markedskapitalisme.

I 1980’erne kom det sovjetiske system i krise, angiveligt fordi styrkeforholdet socialisme/kapitalisme havde ændret sig, og USA havde øget sit militære forspring og forbedret såvel økonomi som teknologi. Det skabte øget ideologisk pres grundet Carters menneskerettighedspolitik og Reagans betegnelse af Sovjet som et ondt imperium.

Bent Jensen dokumenterer, hvad mange frygtede men måske ikke vidste: At Danmark var et sovjetisk angrebsmål under Den kolde Krig. Warszawa-pagten havde angivne angrebspositioner mod NATOs forsvarspositioner, og første trin efter en eventuel ’provokation’ fra NATOs side var 527 kernevåbennedslag mod kernevåbendepoter, lufthavne og flådebaser. Angiveligt havde NATO styrker til 30 dages kamp, hvor alene Østtyskland havde kunnet fortsætte i seks måneder. Ydermere var det hensigten, at sovjetiske styrker skulle nå Atlanterhavet i løbet af 16 dage, og Danmark var det flankeland, man ville besætte først på grund af adgangen til Østersøen.

Som historisk dokumentation er Ulve, får og vogtere i særklasse, og det er tydeligt bevist, hvorfor Danmark er NATOs svageste led. Men herefter går forfatteren over til personangreb på danske sovjettilhængere. Det er i nogen omfang berettiget, og som det påpeges, så benytter de danske kommunister i udstrakt grad demokratiet til hylde det socialistiske diktatur. De var desuden dårlige demokrater, elitære i deres selvopfattelse, hurtige til at kritisere bærende institutioner, og med til at undergrave befolkningens tro på det eksisterende samfundssystem. Men kritikken omfatter også i høj grad alle ’nyttige idioter’ og i mange tilfælde meget unge mennesker, der dels har ladet sig påvirke af desinformation, og dels har kunnet se, at alternativet til kommunismen var en markedskapitalisme, der forurenede og udnyttede tredjeverdenslande.

At der med hensyn til marxismens udlevelse i Sovjetunionen var tale om fejlopfattelser ved vi allerede fra blandt andet Jørgen Grimstrups I Folkedemokratiets tjeneste, men det er som om Ulve, får og vogtere har en slagside her. Eller er der ingen vanskeligheder forbundet med markedskapitalismen?

Bent Jensen tager fat i danske venstreintellektuelles forsøg på at nedbryde den danske patriotisme ved at søge at latterliggøre det danske forsvar og at modarbejde danske forsvarsbestræbelser. Venstrefløjen, SF og VS, afviste, at Sovjetunionen udgjorde en trussel mod Danmark og Vesteuropa og hævdede, at drivkraften bag NATO var kapitalisternes frygt for at miste kontrol med verdensmarkedet og den tredje verden, råstofkilder, afsætningsmarkeder, og billig arbejdskraft. Danmarks Kommunistiske Ungdom krævede Danmarks udtræden af NATO, standsning af oprustning og våbenkøb samt samarbejde med Sovjetunionen.

Ulve, får og vogtere omfatter meget personfnidder. En hel række af danske politikere, journalister og andre bliver omtalt for deres mere eller mindre gennemtænkte bidrag til Den kolde Krig på Sovjetunionens side, og alle og alt, hvad kritiseres kan – til venstre for midten – kommer gennem vridemaskinen. Eksempelvis findes der i værket en liste over Lasse Budtz’ kontakter i Sovjet. Nødvendigt/interessant?

Desuden er et afsnit tilegnet udgivelsen af børnelitteratur herunder det, forfatteren kalder den socialistiske børnebog. Det kommer også til at omfatte Bent Hallers Katamaranen. Problemet er her, at en ellers udmærket børnebog præsenteres som bifald til tidens venstreorienterede begejstring, mens de socialistiske børnebøger jo også er et opgør med en gammeldags børnelitteratur, der havde til hensigt at opdrage ungerne efter urealistiske glansbilledformater.

Ligeledes får Jakob Holdts Amerikanske billeder og Forlaget Demos’ Historiebogen grumme knubs med på vejen, men fakta er at de to værker – en billedfremstilling af amerikanerne og en tegneserie – i modsætning til tidens sædvanlige litteratur åbner for flere – tiltrængte – nuancer, og vel næppe er mere indoktrinerende end for eksempel Lille Sorte Sambo eller Kiplings Hvid mands byrde.

Ydermere kan man sige, at djævlen ligger i detaljen, og sproget er stærkt farvet af forfatterens holdninger. Således står der under fotos af Raymond Aron og Jean-Paul Sartre, at Aron er forsker, mens det ikke er nævnt, at Sartre fik tilbudt Nobelprisen i litteratur.

Realsocialismen tabte kulturkampen, fordi mennesker i frie samfund fravalgte muligheden for tilværelsen under et repressivt regime, skriver Bent Jensen så smukt, men det kan også være, at det handlede om det ubevidste valg, fordi det var lettere at læse Readers Digest og se underlødige amerikanske serier, end det var at sætte sig ind i politik.

Et stort projekt og vellykket i det omfang at det drejer om Danmarkshistorie, mens der bruges alt for meget krudt på mere eller mindre historisk relevante personers engagement i Den kolde Krig.

Den kolde krig i Danmark 1945 – 1991

797 + 709 sider

Gyldendal

Udgivet: 2014