Bello er anderledes. Han sidder i kørestol. Når der er udflugt med skolen, har han en hjælper med der løfter ham ud af bussen og taler med ham, når klassen spiser frokost. Bello er ret træt af at få særbehandling. Han har også oplevet, at folk klappede meget mere af ham, da han vandt andenpræmie i en konkurrence på biblioteket, end de gjorde af hende, der vandt førstepræmie.

Det hjælper ikke, at klasselæreren fumler i det, når hun skal forklare om kroppens funktioner, eller når far siger, at Bello er helt perfekt og kan blive lige, hvad han vil være. Bello kan godt gennemskue hykleriet. En dag kører han ud i skoven. Der bliver han fanget af en pige, der nægter at tage hensyn til hans handicap, og det er ikke så dårligt.

Dickmeiss’ små mennesker med de store hoveder og de store øjne pryder siderne og sørger med mange små detaljer for, at billedsiden aldrig bliver alt for harmonisk eller romantisk. I den hyggelige stue hvor far og Bello sidder, er der blandt de mange billeder på væggen et billede af en soldat i krig, og da klasselæreren underviser i kroppen, er der et får, en hund, en abe og et pindsvin blandt børnene. Ydermere står figuren på plakaten med det muskulære system med en hjerne med et kæmpeøje i hånden – i stort set samme positur som Hamlet med sin fars kranium. Selv den smukke skov er lidt spooky med et ansigt i træet, mange afbrækkede grene og en drømmefanger. Der er nok af samtaleemner for oplæser og børn, og Bello er en fin indgang til at tale om at være anderledes, og samtidigt lykkes det Dickmeiss at placere ‘anderledeshed’ på samtlige sider.

Bello

Mette Eike Neerlin

Illustreret af Otto Dickmeiss

40 sider

Høst & Søn

Udgivet: 08.03.2019

Målgruppe: 5+

Birte Strandby