Hvad var det egentligt Beatles gjorde, da de satte verden og Danmark på den anden ende dengang i 60’erne? I Beatlemania beskrives tiden op til den store omvæltning i musikkulturen, der blev til en omvæltning i ungdomskulturen og måske også var afsæt for den frigjorte hippiekultur og optakten til kvindernes nye status i arbejdslivet.

Drømmene fra 1950’erne handlede om biler, køleskabe og villaer. De unge forventedes at have samme drømme og materielle ambitioner som forældrene og deres drømme blev ikke taget alvorligt. Det gjorde Beatles heller ikke, og Beatles blev af de fleste danske medier dømt til en kort, forglemmelig levetid. Kun Vi Unge og B.T. tolkede på lidt mere end skrigeriet og håret.

Halvtredsermusikken var Tommy Steele, Elvis, Cochran, Jerry Lee Lewis, Cliff Richard, men i begyndelsen af 60’erne aftjente Elvis værnepligt, Cochran døde, og Beatles dukkede op og signalerede med deres fremredte, non-konforme hår en ny og mere frihedssøgende ungdom. Deres musik giver unge mulighed for at få luft for energi, og de gamle får en chance for at få luft for forargelse. Senere kommer The Rolling Stones, The Who, og Peter Belli og Cesar med Storkespringvandet på hjemmebanen. Ungdomskulturen bliver et oprør mod racisme, kold krig, Vietnam og voksnes ligegyldighed.

Det første nummer Twist and Shout var kun en uge på den hjemlige hitliste, men She Loves You blev hittet over alle hits i 1964, det år hvor gruppen spillede i K. B. Hallen under megen skrigeri.

At ungdomskulturen blev så slagkraftig skyldes også, at der i den vestlige verden var flere unge end nogensinde, de store årgange fra 1940’erne var ved at blive voksne. Antallet af studentereksaminer steg fra 3.500 årligt i 1955 til 22.000 årligt i 1975. Der var flere unge der fik uddannelser og fritidsjob, og dermed fremkom et nyt købedygtigt publikum

Beatlemania beskriver musiklivet, hvordan adgangen til at høre og købe musik og muligheden for selv at producere musikken øges, og hvordan det blev fuldt op af en ungdommelig frihedstrang der påvirkede andre områder.

I Beatlemania diskuteres, om Beatles nu basalt udgjorde en venstreorienteret eller en højreorienteret bevægelse. Umiddelbart ville man sige en venstreorienteret. Der er intet i gruppens sange der antyder noget i den retning, så måske handler det mere om, hvordan man efterfølgende tolker – for eksempel hvordan et krigsførende USA undgår at spille Imagine. Beatlemania er rigt illustreret incl. billeder af en ung Otto Brandenburg og en yngre Mylius. Samlet får man et bredt og lidt diffust portræt af en vigtig musikscene i en brydningstid.

Rasmus Rosenørn

Beatlemania

100 sider

Aarhus Universitetsforlag

100danmarkshistorier.dk

Udgivet: 17.05.2018

Birte Strandby