Ungdomslitteraturen er fyldt med plagede teenagere. Det er hårdt at gå fra barn til voksen, og udover usikkerheden, det manglende selvværd, de stadigt mere uforstående og håbløse forældre, så er der også noget skyld og skam at slås med. Noget af det er i teenagerens fantasi, og andet er velbegrundet, som i ungdomsromanen ‘Bare os to’.

Mark og Magnus er venner. De går i klasse sammen, svømmer sammen, træner sammen, gør praktisk taget alt sammen. De er også enige om stort set alt, skønt Magnus er lidt længere fremme i skoene, og måske lidt mere samvittighedsløs. De har opbygget deres eget træningssystem, men en dag går Magnus til en fest, hvor Mark ikke deltager. Og det bliver værre. Magnus finder sammen med Emma, og Mark lider alle helvedes kvaler over dette besynderlige og dårligt timede forhold til en pige. Mark og Magnus er ikke helt så meget sammen mere, og i panik udfordrer Mark Magnus til en krævende svømmedyst, der skal finde sted til Sankt Hans.

Til Marks store ærgrelse tager Magnus Emma med til dysten. Hun sakker bagud på cyklen, snaver med Magnus, og så går svømmedysten i øvrigt slet ikke, som Mark forventede.

‘Bare os to’ har autentiske karakterer, og man køber umiddelbart Marks kampe med skyld og jalousi. Det samme kan man sige om hans overvejelser om venskabet, som måske næsten er et kærlighedsforhold. Mark personificerer stort set enhver mulig skyldfølelse. Det er næsten ikke til at bære, men det lykkes ham at udvikle sig og finde nogle udveje, så han kan leve videre med sig selv.

Bare os to

Kåre Bluitgen

174 sider

Forlaget Tøkk

Udgivet: 2019

Birte Strandby