Gribende roman der afslører det, medierne ikke fortæller om Indien, verdens største demokrati, og landet der huser en tredjedel af verdens fattige. Netop fattigdommen er et livsvilkår i slumbyen Annawadi ved Airport Road i Mumbai. Her lever indbyggerne i de små hytter af affaldssortering, hvis man kan kalde det for at leve, når det er under ’livsvilkår der saboterer iboende anlæg for at handle moralsk’.

Gennem romanens hovedpersoner, indbyggere i slumbyen, får læseren et indblik i et særligt miljø, et sted hvor børnearbejde som regel er forbudt. Det betyder konkret, at små børn der arbejder bliver sat i fængsel. I Annawadi dør unge piger ofte under mystiske omstændigheder, ’eftersom de fleste familier ikke havde råd til de ultralydsscanninger, der gjorde mere velstående familier i stand til at komme af med deres besværlige pigebørn, allerede inden de blev født.’
Det lykkes en af bogens personer at få en eksamen som lærer, men fastansættelse på en kommuneskole er udelukket, fordi hendes familie ikke råder de store summer, der skal til for at bestikke skoleforvaltningens tjenestemænd.
Bestikkelse er vejen frem. Det anvendes overfor tjenestemænd, der betragter det som en del af lønnen. Bestikkelse kan dels give særlige rettigheder til at samle affald i lukrative områder, dels kan det holde politiet på afstand, og det kan lette adgangen til subsidier og mikrolån.

Romanen handler om den hårdtarbejdende teenager Abdul og hans liv i slummmen, om hans nabo, den etbenede Fatima, der sætter ild i sig selv og skyder skylden på Abduls familie, angiveligt fordi de har mere held med affaldssorteringen end hun – og om Sunil der er bange for, at hans vækst er gået i stå, fordi han er underernæret.

Forfatteren er indisk gift og har med tolkehjælp researchet i fire år. Resultatet burde udløse en mere intens kamp mod fattigdom fra verdenssamfundets side.

Katherine Boo
Oversat af Martin Aitken
302 sider
Gads Forlag
Udgivet: 04.06.2012