To historier om Ayse der går i dansk skole og har kurdisk baggrund.

Den første er Ayses pyjamasfest

Ayses veninder, Anne og Louise, vil holde pyjamasfest, men Ayse må ikke deltage for sine forældre, fordi hendes mor regner med at der kommer drenge, og hendes far forventer, at der er øl involveret. Pigerne er ikke så gamle, men øl og drenge er nogle af Ayses forældres fordomme, fordi de jævnligt ser danske drenge købe øl.

Ayse har opgivet at deltage i festen, men Anne og Louise har en plan: De vil mødes hjemme hos Ayse og blive til deres forældre kommer og henter dem. Så kan forældrene blive præsenteret for hinanden og på baggrund af nye gode indtryk komme frem til, at en pyjamasfest er en udmærket og uskadelig oplevelse for pigerne. Det er en fin plan, men pigerne har glemt at tage højde for, at forældre til tweenagers generelt er pinlige. Historien ender både værre og bedre end forventet.

Også den anden historie Ayses røde tørklæde tager fat i en standardfordom. Ayses mor klipper Ayses hår, og Ayse synes, at den nye frisure får hende til at ligne en puddelhund. For ikke at blive til grin i skolen tager hun tørklæde på næste dag. Veninderne synes, at det er ret tjekket, men den omsorgsfulde danske lærer ryger helt op på mærkerne i forventningen om at skulle forsvare Ayses rettigheder overfor undertrykkende forældre. Denne historie er også interessant, fordi tre skolekammerater tager en diskussion om deres tørklæder. En er overbevist muslim, en anden skjuler sine stritører.

Fortællingerne er nydeligt suppleret med farvede illustrationer af Ayse og hendes omgivelser i hjemmet og i skolen.

Let og underholdende læsning om de små kultursammenstød. Lignende indgangsvinkler kan findes hos Malene Fenger-Grøndahl i bøgerne Kan man spise softice med pinde? og Anna og Aisha-bøgerne.

Özlem Sara Cekic

Illustreret af Runa Steppinge

96 sider

Gyldendal

Udgivet: 10.06.2015

Genudgivelse af letlæsningsbøger i serien Vild Dingo