Kai Jeppesen bliver uddannet kemiingeniør. En del af uddannelsen foregår i Berlin, hvor han forelsker sig i Valerie. Det er gensidigt og det varer hele livet, selvom det unge par møder megen modstand. Kai tager imod et jobtilbud i Colombia, hvor Valerie ikke har mulighed for at komme over før flere år senere. Herefter tager de til Tasmanien, og Kai bliver leder af et bryggeri. Det er lige da 2. verdenskrig bryder ud, flere af de lokale behandler Valerie uvenligt, og det kommer til ubehagelige konflikter. Herefter flytter parret til Indonesien, der kort efter invaderes af japanerne. Valerie flygter til en landsby i bjergene, og Kai sørger først for at springe sin virksomhed i luften, så den ikke falder i japanernes hænder. Herpå bliver han interneret og tortureret, fordi japanerne forventer, at han vil røbe, at han er ’australieren’, og at han har sprængt fabrikken i luften. De oplevelser han har som interneret får ham til at melde sig til den indonesiske modstandsbevægelse, og han skyer ingen midler for at genere japanerne.

Parret finder hinanden igen og får efter krigen mulighed for at komme tilbage til Danmark. Kais helbred er stærkt svækket, og den danske stat behandler ham mildest talt dårligt. Senere kommer de til Shanghai, kort før den kinesiske borgerkrig i 1949 og efterfølgende tager han imod et job i Venezuela, hvor Valerie og han render ind den stedlige nazisme. Det lykkes dem at undslippe nazismens kløer og de kommer i stedet til Cuba, hvor Castro netop er kommet til magten.

Det første kapitel er ikke fængende, men det er til gengæld de næste og især gengivelsen af livet i Indonesien under japansk besættelse, flugtforsøgene og beskrivelsen af hvordan en fredelig mand bliver morder, er bjergtagende læsning, og de historiske milepæle giver en fin baggrund til den store kærlighed.

Jakob Nørr
287 sider
mellemgaard
Udgivet: 03.12.2012
Biografisk roman

Birte Strandby