I denne tredje del kommer det til en ny krig. En mystisk kvinde kommer med et tilbud, som Auraya ikke kan sig nej til, selvom hun udsætter sig for risikoen for at blive gudernes fjende. De Hvide sender Síyeerne på togt, og Auraya får af guderne lov til at følge med på betingelser, som kun vanskeligt kan overholdes.

Emerahl søger videre efter gudernes hemmelighed og Mirar indtager sin plads blandt drømmevæverne i dette besynderlige univers, hvis tid teknisk set er fortid – fjern fortid, men forsynet med praktisk magi. Eksempelvis kan Síyeerne kunsten at varme sten. Desuden skaber personernes telepatiske evner gode forbindelser mellem karaktererne, men sandelig også problemer i forbindelse med drømmekædning, der ikke tillader løgne, heller ikke overfor uvedkommende.

Efterhånden i den tredje og sidste bog bliver man ganske hjemmevant i den mærkelige verden med de mærkelige begreber. Heldigvis røber ordlisterne bagest i hver bog, at taul er et klædningsstykke, florim et beroligende middel og plat et tohjulet køretøj.

Sædvanligvis er fantasy rettet mod børn og unge, og måske vil de også føle sig tiltalt af den anderledes verden, men der er ikke noget naivt eller ”børneadresseret” over omtalen af sex i forbindelse med Emerahls hverv som luder og hendes desillusionerede og kyniske brug af egen krop eller Aurayas omtale af sin elsker. Tværtimod bliver man i tvivl om, hvorvidt romanerne er stilet til børn og unge, en tvivl der i øvrigt bestyrkes flere gange undervejs i såvel beskrivelser som dialoger.

Generelt er det en spændende, men lidt svært tilgængelig verden, og det er ikke en serie for børn.

Auraya – den hvide Præstinde III
– Drømmevæveren
Forfatter: Trudi Canavan
Oversat af Ingrid Terkelsen
182 sider
Forlag: Tellerup

Birte Strandby