Forfatterne til denne bog danner par og er henholdsvis psykolog og psykiater. De har ønsket at undersøge forholdet imellem terapeut, klient og den teoretiske og metodiske referenceramme i praksis, samt hvad der ligger bag, at psykoterapeuter vælger en bestemt metode at arbejde med, om det er personlige bevæggrunde, der styrer dette valg, eller om det er metodens dokumenterede effekt.

Forfatterne kommer bagom og kigger ind i forskellige psykoterapeutiske værksteder for at undersøge, hvordan der ser ud. Hvilket er interessant, blandt andet fordi mange undersøgelser viser, at det, der virker i psykoterapi, er snarere kvaliteten af relationen og kontakten imellem klient og terapeut, den terapeutiske alliance, samt faktorer som klientens motivation og ydre omstændigheder i klientens situation, samt terapeuten som person, end det er selve metoden.

Forfatterne har altså sat sig for at tage et nyt afsæt og har først bedt en række psykoterapeuter optage en session med en klient på video, hvorefter de har gennemgået videoen med terapeuten og drøftet, hvad terapeuten tænkte og klinisk ræsonnerede undervejs og efterfølgende.

Metoderne der præsenteres i bogen er: Acceptance and Commitment Therapy ACT, gestaltterapi, hypnoterapi, intensiv dynamisk korttidsterapi ISTP, medfølelsesfokuseret terapi CFT, mentaliseringsbaseret terapi MBT, mindfulnessbaseret kognitiv terapi MBCT, Relations Fokuseret Terapi og narrativ terapi. Her kan man jo blive helt forpustet, men metoderne er velvalgte ud fra de mange hundrede psykoterapeutiske afgreninger, der efterhånden findes.

Bogen er velskrevet. Den giver en indføring i nogle hovedprincipper i hver enkelt metode, og det er velgørende at forfatterne yder hver enkelt terapeut, der portrætteres, behørig respekt. Det er tydeligt, at der har været en ægte interesse forbundet med at forstå den metodiske kontekst terapeuten arbejder i og leve sig ind i, hvad terapeuten oplever. I de fleste af portrætterne kan man umiddelbart følge terapeutens ræsonnementer og man bliver mindet om, hvor mange, der sidder rundt omkring i landet og på hver deres måde yder et seriøst bidrag med henblik på at hjælpe mennesker med deres psykiske udfordringer.

Bogen viser i en vis grad hvordan terapeut, klient og metode gensidigt modellerer hinanden og det bliver også tydeligt, hvordan mange terapeuter arbejder metodisk og i et krydsfelt af at bruge flere forskellige metoder.

Bogen er tankevækkende og god, egner sig for studerende eller mennesker, der gerne vil orientere sig i forskellige metoder, hvor den giver et godt indblik i metodens overordnede baggrund og hvordan et eksempel på metodens anvendelse kan se ud i praksis. Efter min mening går bogen dog ikke helt nok til biddet i sin undersøgelse. Der går for meget metode-interesse i den til at den bliver et egentligt svar på de spørgsmål forfatterne i starten stiller sig. Snarere end at svare bliver bogen et glimrende diskussions- og reflektionsoplæg.

De mere personlige bevæggrunde, som ligger bag terapeuternes metode- og interventionsvalg, når bogen ikke i dybden frem til, og det, der personligt foregår i terapeuten ignoreres i høj grad til fordel for et metodefokus. Du kommer således ind i kliniklokalet og hører om de mere overordnede bevæggrunde hos terapeuterne, men ikke i det dybere personlige refleksioner. Hvilket på sin vis er logisk, for hvem ville sige ja til at udkomme så blotte i en bog, som andre skrev, – og ville det overhovedet være etisk at skrive bogen så. Men samtidigt gør det også bogen en smule kedelig at læse, hvis man kender til metoderne. Det tendere at blive så blankpoleret korrekt, en lille smule overfladisk og meget akademisk, at det også bliver lidt uinteressant i forhold til det ædle formål projektet begynder med.

Hvorfor ikke spørge terapeuten om, hvad relationen til hans underviser betød for hans metodevalg. Eller hvordan han kom i kontakt med metoden, hvilket indtryk metoden gav og hvad der hængte sig mest fast ved brugen af metoden og hvorfor. Spørge terapeuten om, hvordan det føles for ham personligt at intervenere sådan. Spørge ham om der er noget, der bekymrer ham ved at gøre dette i forhold til netop denne klient. Spørge ham om, hvordan det ville være, hvis han ikke måtte bruge nogen metode en dag, men blot skulle være tilstede som sig selv. Spørge ham om han selv har gået i egenterapi i metoden og hvilket udbytte det gav, spørge om hans personlige udvikling havde betydning for metodevalg og metodeskift. Og så videre. Der var rigtig mange veje, man kunne gå, for at få mere at vide om emnet.

Metode er nødvendigt for at kunne påstå, at man seriøst bedriver psykoterapi, men kan også blive en krykkestok i mødet med menneskelig lidelse, både i sig selv og i klienten. Måske er psykoterapiverdenen generelt ikke klar til at vise verden en anden side af medaljen end den evidensbaseret metodiske, men det kan godt virke for sikkerhedsbaseret, at tegne et billede som om, at dybere dele ikke findes i terapeuten som menneske. Der tales om terapeuternes værdier, men i en intellektualiserende kontekst, hvad med kroppen, hvad med de mere personlige erfaringer og følelserne.

Med andre ord er bogen er god i forhold til at få indblik i forskellige metoder, og den tager et skridt på vejen, men jeg ønsker personligt at der udkommer flere bøger omkring det væsentlige emne, forfatterne tager fat på, og at disse vil tage flere modige skridt og også inddrage klientperspektivet på sagen.

Lone Algot Jeppesen og Leif Vedel Sørensen

256 sider

Mindspace

2013