At kysse med døden er en meget personlig beskrivelse af indre processer omkring det at få konstateret en kræftsygdom og gennemleve sygeforløbet. Man kan nærmest kalde det en selvbiografi, udtrykt i symbolsprog, skrift, digte og billeder.

Forfatteren beskriver sygdomsforløbet gennem et års forløb med årstidernes skiften, og med en ganske klar beskrivelse af væsentlige indre psykiske temaer, der rejser sig, samt de tilknyttede dilemmaer, samt indre konflikter og modpoler, der rejser sig.

At kysse med døden bliver lige såvel til spørgsmålet om at tage livtag med livet, og de store spørgsmål søger svar, samtidigt med at en transformerende proces tager form. Hvilket i mine øjne er noget af det der er smukkest beskrevet i bogen.

Bogen er meget ærlig og præcis, giver sig ikke ud for at være mere end den er, og måske derfor kan man kun holde af den, da den meget klart skildrer hvordan sansninger, oplevelser i relationer, oplevelser i og af kroppen, drømme, tanker og følelser som frygt, undren og forvirring danser med hinanden og samler sig i øjeblikke, der bliver til forskellige udtryk – som et stykke tekst, et digt eller et billede.

Beskrivelserne er ligetil at læse og fuldt ud forståelige, og bliver derved nærværende. Ofte er billedsproget poetisk, hvilket er dejligt, om end det i passager kan blive så svulstigt og ånden så søgende, at det næsten bliver vulgært eller smerteligt. Den dissociative oplevelse springer én i øjnene og stressen smitter, og det bliver en slags lettelse for læseren, da forfatteren endelig kommer af med sin stomipose og køber en havkajak og blot lader sig glide igennem vandet ved solopgang, og en befrielse at høre, at armene stadig har kræfter at trække frem med.

Bogen kan anbefales til mennesker, der har eller har haft alvorlig livstruende sygdom inde på livet, mange vil kunne spejle sig i oplevelserne. Men også til studerende indenfor social- og sundhedsfag, samt kunstterapi, som gerne vil forstå bedre, hvad det er for processer, man går igennem som alvorligt syg. Terapeuter indenfor oplevelsesorienterede og kunstterapi-retninger vil kunne relatere til bogen.

Linda Fogsgaard

176 sider

mellemgaard

2015

Anmeldt af Gitte Sander