Amanda Lagoni, der er parterapeut og sexolog, skriver i ”At elske er ikke en følelse” om den voksne kærlighed, der kræver individuelt ansvar, aktive tilvalg, vedvarende øvelse og gode vaner. 

”At elske er ikke en følelse” er en fagbog, der primært henvender sig til par, der ønsker hjælp og inspiration til at tage bedre hånd om deres parforhold. Den er et glimrende redskab til at forstå sig selv og sin partner. Bogen klæder læseren på til at forstå parforholdets mange faldgruber. Den hjælper med konkrete øvelser, der kan forebygge konflikter, lige så vel som der er øvelser, der har til hensigt at støtte parret i den videre proces, hvis man er ramt ind i problemer. 

I denne bog er der både fokus på kommunikation, samarbejde og sexliv i et parforhold. Det er forfatterens hensigt at belyse alle de facetter, der er med til at skabe et lidenskabeligt, godt og bæredygtigt parforhold. På denne måde får læseren forhåbentligt den nødvendige viden, der kan være med til at forhindre at man som par glider fra hinanden. 

Bogen kan dog også læses af singlen, der søger en ny kæreste og ønsker at tilegne sig mere viden om parforholdets gåder. Med denne bog i hånden, vil man givet vis bedre kunne kaste sig ud i en ny kærlighedsrelation, der bliver god og givende. 

Det understreges at bogen, i sagens natur, ikke kan erstatte terapi. Læseren skal se den som et indblik i parterapeutens værksted. Det er samtidig en værdifuld hjælp til par, der af den ene eller anden årsag ikke har mulighed for at søge terapeutisk hjælp. Håndbogens øvelser spiller en vigtig rolle. Forfatteren slår fast, at ”Mange kommer i parterapi og forventer, at parterapeuten kan fikse deres parforhold. At det er nok at møde op. Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Du bliver ikke en dygtig pianist af at møde op til undervisningen, hvis du ikke øver i den mellemliggende dage og uger”. Det er hele bogens pointe. Man må og skal være villig til at arbejde aktivt med bogens øvelser – og det betyder netop, at man er parat til at arbejde med sig selv og sit forhold. Der skal investeres tid og opmærksomhed i projektet. 

Amanda Lagoni betoner igen og igen, at man er nødt til at prioritere sit parforhold. Hun er fortaler for, at man laver en – skriftlig – kærlighedskontrakt i hvilken, man konkretiserer hvordan, man hver især definerer parforholdet og dermed afstemmer forventningerne. Dét er med til at skabe tydelighed og tryghed. 

Bogen består af i alt syv dele: Kærlighed er et valg, Kærlighed i praksis, Seksualundervisning for voksne, Kommunikation i parforholdet, Utroskab, Familieliv og parforhold samt Parforholdet, version 2.0. Derudover indeholder bogen et credo, et forord, et tak samt en fyldig litteraturliste. 

Amanda Lagoni skriver i et letforståeligt sprog og kommunikerer tydeligt sit budskab. Terapeuten har klare holdninger til hvad, hun mener virker i et parforhold og hvordan, man bør tackle forskellige situationer.

I denne parforholdsbog tager hun afsæt i erfaringerne fra sin konsultation, hvor hun overvejende møder heteroseksuelle par. Hun forsøger dog hele vejen igennem at minde om variationerne og nuancerne i de forskellige måder, man kan leve og tænke på. Det gælder alt fra hvordan man kommunikerer til seksuelle præferencer. 

Bogen kan læses fra ende til anden. Det er oplagt at gøre, da der er så megen vigtig viden at hente. Men man kan også slå op i håndbogens indholdsregister og finde specifik hjælp i hvert af de syv afsnit. Jeg savner dog et decideret stikordsregister bag i bogen. Det ville gøre det lettere at genfinde forskellige øvelser og råd. 

Amanda Lagoni har skrevet en uhyre nyttig og brugsorienteret fagbog, der varmt kan anbefales. Stoffet er pædagogisk formidlet. De mange eksempler fra virkeligheden – cases hentet fra Amanda Lagonis konsultation – gør stoffet let at forstå. Det er umuligt at læse bogen uden at blive klogere.

Kærlighed er en kompleks størrelse, der kræver en stor og varig indsats. Med Amanda Lagonis kloge ord får du hjælp og råd til bedre at kunne navigere i kærlighedens vildveje. Du får indsigt i forskelle ml. kønnene, den vigtige kommunikation, erotik, sex, forældreskab, utroskab og meget mere! Hele vejen igennem giver forfatteren konkrete råd til hvad, man kan gøre i praksis. Det være sig tips og tricks til sexlivet, hjælp til den svære kommunikation og input til hvordan, man prioriterer hverdagen som par og børnefamilie. Bogen er en vigtig reminder om, at det at elske også er at udholde, håbe, tåle og tro på hinanden. Det er ikke blot en følelse, hvilket bogens titel indikerer. 

Med denne gennembearbejdede bog om parforhold, seksualitet og kommunikation får den voksne læser en vigtig påmindelse om, at kærlighed først og fremmest er et individuelt ansvar. Kærligheden bygger på et individuelt ønske og en individuel investering i tosomheden. Kærligheden vokser ikke ud af ingenting! Du får her en fair og reel parforholdsbog, der er fyldt til bristepunktet med nyttige guldkorn. 

At elske er ikke en følelse

Kærlighed, erotik og kommunikation i parforholdet

Forfatter: Amanda Lagoni

Forlag: Grønningen 1

320 sider. Indbundet

Udgivelsesdato: 22. 1. 2021

Anmelder: Nønne Lønne Votborg