Noget af det vand, du lige drak til maden, passerede engang gennem Sokrates’, Djengis Khans og Jeanne d’Arcs nyrer.

Sædvanligvis ligger astrofysik noget uden for de emner, vi ellers beskæftiger os med på bogvægten.dk, men da Astrofysik for travle mennesker viser sig at være både særdeles underholdende og informativ også for mennesker der ikke normalt interesserer sig for astrofysik, kommer her alligevel en anmeldelse.

En del af tiltrækningen ved bogen er Neil de Grasse Tysons begejstring for sit fag, for de universelle love og for det behagelige ved at være naturvidenskabelig forsker og beskæftige sig med et felt med uforanderlige naturlove; i modsætning til psykologer, der ikke har mange faste holdepunkter for deres faglighed.

Med begejstringen følger et betydeligt talent for at gøre stoffet tilgængeligt, så vi efter endt læsning har en ide om, hvad mørkt stof og sorte huller er, og hvorfor Newtons tyngdelov kunne hjælpe os til månen og tilbage, men ikke fungerer, når vi skal forklare de sorte huller i universet. Sorte huller og mørkt stof er stadigt omfattet af gåder, og der er andre vanskeligheder, når det gælder forståelsen af universet, såsom det længstvarende uløste problem i astrofysikken: galakserne i eksempelvis Comahoben. De bevæger sig med hastigheder der overstiger hobens hastighed. Derfor burde de forlade hoben, og hoben blive opløst, men den er mere end 10 milliarder år gammel.

Men ellers begynder vi ved begyndelsen for næsten 14 milliarder år siden, med det vi kalder big bang. Denne voldsomme ekspansion der satte gang i universet og er skyld i, at vores klode stadigt drejer rundt. Vi kommer kort forbi elektromagnetisme og lysets brydning i en prisme, og der er oven i købet en gennemgang af vigtige grundstoffer, jern, aluminium, helium og plutonium der blev anvendt i forbindelse med amerikanernes produktion af atombomben. Et pund plutonium kan give ti milliarder kilowatt-timer i varmeenergi, det vil sige nok til at holde en pære hvidglødende i 11.000 år. (Så hvorfor dog bruge det på ødelæggelse?)

Her er meget mere om tid, rum og lys beskrevet med en lethed, der gør det til ren tegneserielæsning.

Astrofysik for travle mennesker

Neil deGrasse Tyson

Oversat af Henry Nørgaard

224 sider

Gyldendal

Udgivet: 2018

Birte Strandby