Arthur Bruhn er 12 år, nørdet og lidt ensom, men det fixer AKT-Povl der er lærer på Arthurs skole. Arthur skal blot tænke over sine superkræfter, og det gør han så. Sammen med Yama fra klassen, der bliver hans bedste – og eneste ven – går de efter at finde det, de er supergode til. Yama er fantastisk til at style, og Arthur er muligvis god til at forklare ting. Det vil de dokumentere med en video – og med hjælp fra Arthurs far, der har adgang til det nødvendige udstyr. Arthur forklarer i videoen, hvorfor test i skolerne er noget rod.

Egentligt når videoen ikke at blive færdig, men på grund af sære omstændigheder går den lige pludseligt viral, og den falder på et tørt sted. Lærerne er begejstrede, og inden Arthur får set sig om, inviteres han til at deltage i en tv-debat om test med undervisningsministerens departementschef som den anden debattør. Det er et stort projekt for Arthur, der jo lige har været en ensom nørd.

Første kapitel foregår efter begivenhederne, og som læser kastes man ind i bogen uden mulighed for helt at vide, hvad der foregår, men det opklares i andet kapitel. Der er kompletterende illustrationer med blandt andre den evigt spisende AKT-lærer.

Bogens skurk er undervisningsministerens departementschef der bestemmer over skolerne; ministre kommer og går. Departementschefen synes, at test er det bedste. Undervisningsministeren skal besøge Arthurs skole, og i den anledning er der ryddet op, sære børn og lærere er sendt på udflugt, og de andre børn holder sig uden for synsvidde.

Ministeren og departementschefen drikker champagne i rektors børnefrie områder. Som en reaktion på det uengagerede besøg, hvor ingen ser eleverne, er Arthurs video nærmest at betragte som et politisk statement, og måske oven i købet et som virkelighedens lærere og elever kan tilslutte sig.

Underholdende roman til tweenagers med humor.

Rasmus Alenkær

Arthur Bruhn og superkræfterne

172 sider

Luc Publishing

Udgivet: 01.08.2017

Målgruppe: 10 – 15 år

Birte Strandby