Et barn bliver fundet dræbt i en vuggestue på Christianshavn. Det er et modbydeligt mord, og det ser ud til, at barnet er blevet tortureret. Mads er den uuddannede pædagog, der finder barnet, og politiet er hurtig til at afgøre, at han havde styrken og muligheden for at begå mordet, omend han ikke har noget motiv.

Den lidt for hurtige og lidt for medieglade politichef, der får buret Mads inde, hedder Tange, og hans kollega, der opfatter uoverensstemmelserne i opklaringen, hedder Møller.

Møller ligger på sygehuset efter en hjerteoperation, men får ad omveje påbegyndt sin egen uautoriserede opklaring med god hjælp fra psykologen Sanne. Hun kan fastslå, at Mads er forstyrret, men ikke så det nødvendigvis gør ham til morder.

Sanne har flere vanskeligheder, dels har hun selv mistet et barn. Dels har hun et habilitetsproblem, idet hun er psykolog for det døde barns mor, og dels har hun tidligere haft en affære med Møller, og der er optræk til en gentagelse.

Det lille team overvejer, om det kan handle om en optakt til seriemord, om det overhovedet er en person, der har tilknytning til vuggestuen, og om der kan være tale om hævn?

Sanne gennemskuer til sidst, hvem der er morderen, men da er det ved at være for sent.

Der er et godt tempo i krimien, Sanne er troværdig og sympatisk som hovedperson, og der er mange interessante personer og klip fra københavnermiljøet. Mads er en lidt mere besynderlig karakter og ikke helt nem at følge, og er det troværdigt med sex på en stue på rigshospitalets hjerteafdeling, når den ene af parterne er hjertepatient?

Der er flere irriterende sproglige småfejl: Mens de opstemt tog hende i betragtning betyder her noget med vurdering, og at kende sin besøgelsestid er noget andet end at kende besøgstiden, selv i sygehusmiljøet.

Carsten Nagel

382 sider

Tellerup

Udgivet: 01.20.2012

Krimi