Markedskræfterne er det stærkeste og bedste, USA har givet til verden …

Verden er under ombygning, og lige nu ved vi ikke, hvad det ender med. Får vi afskaffet kapitalismen og opbygget en verden der tager hensyn til miljø og mennesker? Eller ryger demokratiet sig en tur, og ender vi med finanssektoren som diktatorisk magt?

Det har Sven-Åge Westphalen skrevet en sand gyser om. Her er skurkene blandt andre nogle af verdens største banker. De har indledt et samarbejde, Frihedens Konsortium, der skal støtte finanssektoren og forhindre lovgivning der hæmmer samme sektors arbejde. Til det praktiske ansætter de en dyr og dygtig mand, der forstår at bearbejde organisationer, bestikke politikere, rekruttere journalister og oprette tænketanke med citerbare forskere.

I en bedre sags tjeneste forsker Lennart Sjöbjerg i de skadelige virkninger fra mobiltelefoner. Han kan for eksempel påvise, at risikoen for hjernekræft stiger med 520 %, hvis man taler i mobil dagligt. Det viser sig at være et skidt emne at skrive om, for ingen vil trykke Sjöbergs artikler. Til gengæld kan man pludselig finde artikler om Sjöberg, der fortæller om stof- og alkoholmisbrug, og han får vanskeligt ved at begå sig i forskerkredse.

Sjöberg finder sammen med Alex fra Risø og Pascaline fra Rostock Universitet. Pascaline har opdaget besynderlige problemer med Deutsche Banks servere, men da hun går til pressen med det, bliver hun gjort til grin og hendes forskning underkendes.

Mere mystisk bliver det, da nyindkøbte computere pludselig begynder at sætte ud; efterfølgende sker der nogle mærkelige busulykker forskellige steder på jordkloden, og siden stiger dødeligheden voldsomt blandt mennesker med pacemaker. Vores tre forskere får mandat til at undersøge hændelserne nærmere, og de får god hjælp af Alex’ bror der dels er en dygtig hacker og dels er medlem af en hemmelig gruppe, der blandt andet har beskyttet Assange, indtil han kunne rejse til Rusland.

Romanen har en enestående spændingsopbygning og mange fine detaljer. Sproget er ikke fantastisk, og det første møde i Frihedens Konsortium lyder mest som et klip fra saloonen i en dårlig cowboyfilm.

Der er mange karakterer at holde styr på, både fiktive og ikke-fiktive som Snowden og Naomi Klein. Der er også solide politiske budskaber, troværdige konspirationsteorier – og kampscener.

Antropocæn

Menneskets tidsalder

Sven-Åge Westphalen

523 sider

byens forlag

Udgivet: 2018

Birte Strandby