Alfabetbog om Anton og hvad der kan ske, når man ikke kan finde sine briller.

I 1967 udkom Halfdans ABC med Ib Spang Olsens tegninger. I 1989 udkom Snudens ABC af Flemming Quist Møller som hjælp til Snuden, der havde lidt svært ved at lære bogstaverne, og i 2011 udkom Sigurds ABC, der føjede sang og musik til alfabetet. Hvor de tre alfabetbøger boltrer sig i mere eller mindre uforglemmelige, velrimede digte, så er Antons Briller ligger mellem Citronerne mere pædagogisk end poetisk.

Men som det hører sig til i en alfabetbog, er der mange bogstavrim: blanke brandgule børnebriller og fuldstændig fantastisk faretruende fuld fart. Der er desuden en vis rytme, så teksten forlenes med hyppig vellyd og desuden er let at huske.

Illustrationerne er søde. Der er en lille kinesisk drage, der spyer ild og en zebra. Som ekstra bonus er her to ord der begynder med z, hvilket er over gennemsnittet for alfabetbøger. Illustrationerne er holdt i stilfærdige pastelfarver, og hvis man sammenligner med forgængerne, repræsenterer Inger Tobiasens alfabettræning ikke helt den samme kaskade af lyd og kulører. Til gengæld er den indrettet så den er let for begynderlæseren. Det centrale bogstav er fremhævet også selvom det er inde ordene. Og så er Antons Briller… en fortsat historie om Anton, der falder fordi han ikke kan se uden sine briller og ryger tværs gennem jorden, hvor han møder en kinesisk pige, som han leger med. Siden ryger han ud i det Ydre rum på en Xylofon, men han ender hjemme hos sig selv, og han finder også brillerne.

Inger Tobiasen

40 sider

Turbine

Udgivet: 07.08.2014