Anton af Katholt

Sølvtungen

Mørkegrå skyer marcherede over Katholt. Deres march havde stået på i flere uge. Kong Vinter tillod ingen hvile. Regnen og vinden ville varsle hans komme indtil december, hvor han ville trække sin hvide kappe over landet. 

Vinden for gennem de våde enge og fik væggene til at knirke. De gamle planker var blevet penslet i foråret, men nu bed efteråret til med sine susende piskesmæld og kolde vandstænk. Anton og Alfred havde samlet rigeligt med brænde og Alma og Line havde fået lappet tæpper og polstret puder. Det var ikke første gang de havde levet sådan et vejr. Atter ville plankerne modstå stormene og atter ville forrådet strække sig til foråret. Der ville endda være nok til en gæst. 

Katholt fik sjældent besøg af ukendte på denne årstid. Det skete dog af og til at vejen til byen blev en stakkel for meget. Trods sin iltre natur var Anton gavmild. Han havde tit fortalt Alma, med en bitter røst, om hvordan ikke alle fortjente hjælp. Alligevel hjalp han når muligheden bød sig. Som han sagde var det ikke med hans gode vilje. Han så ingen forpligtelse overfor de som fejlede i livet, men han erkendte sin egen forpligtelse overfor Gud. 

Sølvtungen havde Anton kaldt denne stakkel. For han havde sproget i sin magt. Han var kommet i slidte støvler og gennemblødt tøj. Ikke ad vejen, men ud af skovbrynet. Væltende over gærdet som en slagen mand, havde Line hørt ham og fundet ham i det høje græs, nær køerne. Han lod ikke til eje noget og trods de mange ord han kunne afsende i minuttet, sagde han intet om hvor han kom fra, eller hvor han skulle hen. Normalt ville Anton have givet kost og logi og stærke opfordringer i højest et par dage. Han kunne endda finde på at agere bud og lade en vandrende sidde med i hestevognen ind til byen. Hvis det var belejligt. 

Sølvtungen havde opholdt sig på Katholt i fire dage. Det var en rekord. Anton havde udtrykt overfor både Alma og Alfred og Line og endda Tyttebær-Maja, hvor ubelejligt han syntes at det var. Kun i indirekte termer havde han sagt det til Sølvtungen selv. For Anton kunne ikke rigtigt tale med manden. De kunne udveksle ord, men på en eller anden måde fik Sølvtungen altid sin vilje. Det satte Antons gavmildhed og temperament på prøve. Det mærkede de andre på gården. Alle undtagen Alma virkede endda som om, at de delte Antons holdning. Alma forholdte sig tvetydigt til sagen. Altid formildende som hun var, søgte hun blot at dæmpe konflikter. Anton fandt det alligevel mærkeligt, at hun ikke ville erklære sig tydeligt enig med ham i at Sølvtungen skulle drage videre. Selv i privaten afveg hun, når han bragte det op. Privaten som jo, af samme årsag, også var blevet indskrænket. 

Nu sad de alle ved ilden, med tæpperne om sig og kiggede på hinanden. De samme ansigter, de samme øjne med de samme dvælende gløder. Var det ikke for Sølvtungen, havde de ikke brug for at tale sammen. Af alting nød Anton det bekendtes ro mest. Det var tydeligt at se på hans ansigt når de stramme, dybe linjer mildnedes for en stund. Ligesom det var tydeligt at se dem blive spændte og sammentrukne, når Sølvtungen talte. Der var ingen ro at finde i det ubekendte.

Denne aften afbrød Sølvtungen stilheden. Han havde været borte i et stykke tid. En lykkelig omend kortlivet stund for Anton. Pludselig kom han vadende ind i stuen, drog en stor flaske fra sin kappe og smækkede den på bordet ved vinduet. “Jeg drager videre i morgen” sagde han. Anton kiggede på Alma. Det var som om han ville savne noget at være vred over, men så bredte et smil sig på hans læber. “Læg børnene i seng” sagde han. Alma rejste sig uden at sige noget. En slet skjult nervøsitet sås på hendes ansigt og facon. Ingen spurgte til det. Emil og Ida accepterede termerne og forlod stuen sammen med deres mor. 

Da Alma vendte tilbage havde Anton budt både Alfred og Line til bordet med ham selv og Sølvtungen. “Det er tunge sager” sagde Anton. De drak alle. “Er det vin?” spurgte Alma og satte sig. “Det vides ikke” sagde Sølvtungen med et smil. “Det er både sødt og bittert” sagde Alfred. Alma takkede nej til koppen, da Anton tilbød. Han noterede sig et blik der blev udvekslet mellem hende og Sølvtungen, men tænkte ikke videre over det. Måske han følte sig tryg. 

Efter at have drukket lidt blev de alle meget glade og meget stille. Line ragede lidt på Alfred under bordet, sådan som hun plejede. Det var ,som om at den tomhed der normalt driver samtale var blevet udfyldt. Ingen sagde noget. De smilede blot til hinanden, og ord forekom ganske unødvendige. Det var på mange måder den stilhed som Anton altid havde drømt om. Snak og tale var alligevel bare fejltagelser for det meste. Det at have noget at snakke om, betød at der var noget man manglede, og kommunikation var sjældent en god kompensation. Ofte ledte det bare til mere kommunikation. Anton tænkte om der var noget særligt i Sølvtungens flaske, men hans tanker blev afbrudt af en voldsom trang til at komme på toilettet. 

Han rejste sig fra bordet med et sæt og var lige ved at vælte. Hele hans krop svajede, når han stod op. Overraskelsen var tydelig at se på ham. Han gik, som om hans krop ikke var hans, som om han var blevet sat i den og først nu skulle lære at styre den. Han vaklede ud af stuen. Han glemte alt om overtøj og lys. Han rev døren til stormen op. Vinden kastede kolde regndråber på hans pande og hals og forsøgte sig også med at piske mudder op fra jorden. Halvt gående, halvt glidende og helt gennemblødt fandt han vej til dasset. Først da indså han, at han ingen lampe havde med sig. Han kiggede længselsfuldt tilbage på huset. I det varme lys fra vinduerne anede han Alma smile til Sølvtungen. Han tog sig til maven med den ene hånd og åbnede døren til dasset med den anden. Han vendte sig sammenknebent og ville træde ind, men hans ene fod gled på det våde bræt foran døren. Han snublede ind og ramte dassets hårde trækant med panden. Kraften modarbejdede hans sammenknebne krop og strakte ham så lang han var, således at hans mavemuskler kortvarigt trykkede alle de forkerte steder, før han blev bevidstløs af slaget. Der lå han med hovedet i tørvejr foran dasset og benene ude i regnen. Fra Antons røv lød en klang, som et forplumret dommedagshorn imens hans bukser fyldtes med lort.

Morgengrå

Et sted bag de grå skyer lyste solen. Den gav dem det strenge skær der nu stak i Antons øjne. Han tog sig til hovedet. Afføringen omkring hans ben var hurtigt blevet kold, men hans senede lemmer havde sovet igennem mange frosne nætter før. Formiddagens lys havde vækket ham. Anton satte sig op. Hele hans krop var øm og kold og for det meste også våd. Da han tog sin hånd fra panden så han det friske blod på sine fingre. Dasset havde slået ham ud og givet ham ar, men det havde også skærmet ham delvist. Var han besvimet i regnen på denne årstid, kunne han have været død. 

Anton skubbede sine gennemblødte støvler af og rejste sig med et godt greb om sin buksekant. Han løsnede selerne og lod buskerne falde langsomt imens han trak ud i dem. Således kunne han få et overblik over afføringen. Det var over det hele. Også hans hvide skjorte som han havde haft nede i bukserne. Han tog bukserne helt af og sine støvler på igen. Derefter tog han også skjorten af. Kun iført sine støvler trådte han ud fra dasset, med sit belortede tøj i hænderne. Mere medtaget af sin lange nat med naturen var Anton ikke, end at han tænkte på skam først. Han kiggede op på huset. Der var hverken lys eller ansigter i vinduerne. Derefter vendte han blikket ud over engen. Regnen og den kølige dis hindrede hans udsyn. På den anden side af engen var en skov og inde i skoven løb åen. 

Efter at have stået og stirret lidt, gik Anton i gang. Han gik forbi forrådskammeret og om på den anden side af skuret. Ud mod engen var en brønd. Han smed et par sten i bunden af spanden og skubbede den i. Han ventede lidt tid efter han hørte den ramme vandspejlet før han begyndte at hejse den op igen. Hans muskler rystede, og hans tænder klaprede. Han brugte øsen til at få vand op af spanden. Han kiggede ned af sine ben, mave og balder så godt han kunne, imens han hældte det iskolde vand på sig, hvor han kunne se pletter af lort. Den lette regn havde imidlertid gjort noget af arbejdet. 

Rystende lagde han sit tøj over de store sten som udgjorde brøndens fundament. Han hældte vand på dem og forsøgte samtidig at gnide og vride afføringen ud af klæderne med sin ene hånd. Hans fingre krampede i kulden og han tabte spanden. Efter et par forsøg samlede han tøjet i en bunke og tog det med sig. Alle senerne i hans krop var hårde og hans muskler urolige. Hans ånde blev hængende i luften hvor han gik. Hans skamfulde øjne forsøgte samtidigt at kigge på alle husets vinduer imens han nærmede sig. Trods Emils skarnsstreger havde ingen nogensinde set faderen og bonden og herren i sådan en tilstand. 

Der var stadig intet at se i vinduerne. Normalt ville Line ellers have været ude at malke nu. At Anton lod hende og Alfred drikke en gang imellem, betød ikke at skemaet ændrede sig. 

Anton skubbede forsigtigt hoveddøren op. Måske det var tidligere på morgenen end han troede. Han greb fat i en knage i entreen og skubbede forsigtigt sine støvler af. På bare fødder listede han videre langs gangen. Det var ved et tilfælde at han kom til at kaste et blik gennem døren ud til køkkenet. Synet der mødte ham fik ham til at standse op. Med sin kjole trukket langt op over sin skamløst nøgne underdel og sine spredte ben dinglende fra spisebordet, lå Line. Tørrede rester af diverse kropslige fænomener som engang havde været flydende og varme og syndige, kunne ses omkring hendes underliv og på bordets kant. På gulvet foran bordet, med bukserne om anklerne, lå kæmpen Alfred, tømt, slap og slukket. 

Antons ansigt blev rødt. Han kiggede ned som for atter at erkende at han selv var nøgen. Hans husholdning og Guds husholdning havde aldrig været fjernere. Idas alder havde, indtil nu, været den eneste indikation på hvornår en mand og en kvinde sidst havde kendt hinanden på Katholt. 

Anton tog en dyb indånding som skulle han til at råbe, men han lod ingen lyd forlade sine læber. Ikke engang det potentielle suk fra hans udånding. Han listede videre, ind i soveværelset. Her mødtes han af endnu en overraskelse. Emil sov stadig, men Idas seng var tom og ligeledes var hans egen. Alma var ingen steder at se. 

Anton lagde sine kolde, våde klæder på den lille taburet ved siden af sin seng. Hans fugtige fødder klæbede til gulvbrædderne, og gjorde det svært at liste. Han fandt et par tykke uldsokker fra en skuffe. Kun iført sokker vendte han sig imod sengen. Emil snorkede. I foråret havde Anton kaldt det spild af tid, da Alma ville lappe hans gamle bukser. Nu tog han dem fra sengegærdet hvor hun havde hængt dem da hun var færdig. Han tog dem på langsomt imens han kiggede på Emil. Først da han åbnede den knirkende låge til skabet rørte knægten på sig, men faldt så til ro igen. Anton fandt sin kraftige, blå skjorte frem og tog den på. Han stoppede den ned i bukserne og trak selerne over skuldrene. Den snilde og hast hvormed han kunne gøre det indikerede, at varmen var begyndt at vende tilbage til hans krop. 

Da han igen var fuldt påklædt stod han stille lidt og kiggede ud i luften. Hans vrede var kendt både i og udenfor Katholt. Ingen mente at have set de absolutte højder han kunne nå, og ingen tænkte at der kunne være et loft. Anton kunne imidlertid ikke præstere den mængde arrighed, som Line og Alfred havde fortjent. Det var en umulig situation. Da han havde tænkt lidt listede han tilbage til køkkenet. Uanset hvad måtte situationen afvikles, inden Emil vågnede. For Guds skyld. 

Anton havde svært ved at liste rundt i køkkenet. Ikke fordi han ville undgå at vække de liderlige tyender, men fordi hans gennemblødte, forfrosne og tømmermændsramte blik fandt scenen sælsomt dragende. Den fik blodet til at dunke i hans ansigt på samme måde som det nogle gange gjorde ved sengetid efter en dårlig dag, når han i spyttende frustration bad til Gud. Anton tog en kasserolle fra en af hylderne og listede gennem døren ind til stuen. Han lod døren stå på vid gab. Han åbnede også døren fra stuen ud til gangen. Derefter stillede han sig i position inde i stuen og tog sigte. Med en hurtig bevægelse kastede han kasserollen ud i køkkenet og imens den stadig var i luften vendte han sig og gik ud på gangen. Der lød et klirrende brag, og Anton kunne høre Alfred og Line vågne med et chok. Han fortsatte sin færd ind i soveværelset hvor Emil også var ved at vågne. “Bare sov videre” sagde han roligt og lagde en hånd på Emils pande. Emil lukkede øjnene. Anton løftede dynen til sin egen seng og lagde sig. Han lukkede også øjnene, men han sov ikke. 

Line og Alfred rumsterede i køkkenet, og efter et par minutter kunne man høre hoveddøren blive åbnet og lukket igen. 

Anton hev dynen af sig og satte et ben ud af sengen, men gik så i stå. Han tog benet op i sengen igen og lukkede øjnene. 

Borte

“Hvor er mor?” spurgte Emil. Anton vendte sig ind mod væggen. Emil lagde en hånd på dynen. “Hvor er Ida?”. “De må være ude, eller sådan noget” mumlede Anton. “Jeg er sulten” sagde Emil. “Du kan da bare tage noget brød” sagde han. “Men mor plejer at lave grød til morgenmad” sagde Emil. “Det kan du da selv lave” sagde Anton. “Jeg kan ikke nå gryderne” sagde Emil. Anton havde ikke tal på hvor mange gange han havde set Emil få fat i ting der var udenfor hans rækkevidde. Han løftede sig lidt og vendte hovedet så han kunne se Emil i øjnene. Drengen så bange ud. “Okay” sukkede Anton og satte sig langsomt op i sengen. Nu kunne han også høre sin egen mave rumle. 

Anton sad og rørte den kogende havre rundt i gryden. Det var lang tid siden, han havde lavet mad selv. Han kiggede over skulderen hen på Emil der sad ved spisebordet med hovedet bøjet. “De er nok bare taget ind til byen” sagde Anton. “Hvad skal de der?” mumlede Emil. Der var en nærmest forarget tristhed i hans tonefald, som Anton ikke havde hørt før. “Ja, der kan jo være så mange ting” sagde han og kastede et blik ud af køkkenvinduet. Regnen dalede stadig, men nu kunne man se helt ned til skoven. Det var ikke almindeligt at Alma tog Ida med til byen, og slet ikke så tidligt og aldrig uden at sige det først. Desuden ville de have opdaget ham ligge bevidstløs. Han rynkede på næsen og tog gryden af ilden med ildrageren. 

Anton stillede to skåle med grød på bordet og satte sig overfor Emil. Knægten virkede ikke synderligt interesseret i at spise noget. Hans blik var som fæstnet til vinduet. Anton rømmede sig. Emil kiggede på ham og tog så sin ske og spiste en lille bitte smule grød. Anton løftede det ene øjenbryn. “Så du da de gik?” spurgte han. “Mor tog Ida og sagde, at jeg skulle sove” fortalte Emil. “Sagde hun, hvad de skulle?” spurgte Anton. “Nej…” sagde Emil og lod igen sit blik vandre ud gennem ruden. Anton spiste lidt grød og kastede også et blik ud af vinduet. En tanke afbrød ham. “Har du set noget til vores gæst?” spurgte han. “Jeg tror måske, at han tog med mor” sagde Emil. “Ah!” udbrød Anton med et lille smil. “Så var det nok ham der havde travlt… Alma er alt for overbærende!” sagde han. “Måske, men hvorfor tog de så Ida med?” mumlede Emil tænksomt. Smilet forsvandt fra Antons læber. “Joh…” mumlede han. “Det er da lidt mystisk” sagde han og fik den samme tænksomme mine som Emil. “Mon ikke de kommer igen snart.” 

Pludselig tog Anton sig krampagtigt til maven og hamrede en hånd hårdt ned i bordet. Emil så forfærdet på ham. “Hvad har du kommet i grøden!?” brølede Anton. Hans stemme var mærkeligt dyb og forvrænget, som talte han igennem træ der blev flækket. “Du har selv lavet den!” sagde Emil. Anton rejste sig, så stolen væltede bagover. “Din lille hund, hvad har du gjort af din mor!?” råbte han. Emil sagde ikke noget, men rejste sig og løb ud af køkkenet og ud af hoveddøren. Anton kunne se ud af vinduet, at han var på vej ned til skuret. Han trampede ud i gangen og trak sine støvler på. Med en hårdt greb i sin genstridige mave, gik han ud i regnen og fulgte stien ned til skuret. Emil havde for længst lukket det indefra. Anton sparkede på døren og ruskede i den. “Jeg skal kraftedeme nok få fat i dig! Når jeg finder ud af hvad du har gjort ved din søster…” råbte han, men stoppede sig selv. Han tog sig til hovedet og mærkede regnen glide ned over sit ansigt. Han lavede nogle dybe indåndinger og gik et par skridt tilbage fra døren. En lyd begyndte at komme fra hans mund, som om han forsøgte at ramme en tone. Lyden blev til endnu et råb og han sparkede til døren igen, men trak sig så endnu engang. Så sparkede han i jorden, men holdte tilbage halvvejs gennem sparket, som om han ikke mente det. Han kiggede ud på køerne på marken. Nogle af dem var noget tykke i det og virkede urolige. 

Anton vendte sig fra skuret og begyndte at trampe hen imod det lille hus, hvor Alfred boede. Der lød en systematisk, hård bankende lyd derinde fra. Pludselig blev den overdøvet af et højt, skingert skrig. Anton sparkede døren ind. “Hvad fanden foregår der!” råbte han. Lines ben var klemt om Alfreds liv og med sin massive krop pressede han hendes lille figur imod trævæggen. Hvert stød rystede hele huset. Med sin venstre hånd klemte han hendes balle og holdte hende fast imens han penetrerede hende og med sin højre hånd klemte han om hendes hals. “Knep mig! Knep mig!” råbte og skreg hun trods manglende luft. Hendes blodsprængte øjne talte imod hendes vanvittige, lyksalige smil. Alfred pressede hårdt på hendes luftrør med sin tommelfinger. “Kværk mig!” nærmest gylpede hun imens hun kiggede på Anton. “Hvorfor fanden er køerne ikke blevet malket!” råbte Anton. Alfred fortsatte sin aggressive knepning af Line uden at fortrække en mine. Hver gang han bankede sig hårdt op i hende pressede han alt luften ud af hende, og det lød som om væggen snart ville give efter. Med sit greb om hendes hals gjorde han det sværere og sværere for hende at få vejret igen. Hun lod til at elske det.

Uden tøven gik Anton hen til Alfred og sparkede ham hårdt på siden af knæet. “I skal kraftedeme ikke kneppe her!” råbte han. “Du skal lade mig være” sagde Alfred. Anton sparkede én gang til, endnu kraftigere, og denne gang gik Alfred i knæ og trak Line med sig ned. Hendes ryg sled imod væggen. Hun hylede i smertefuld nydelse. Alfred gav ikke slip og fortsatte med at støde så godt han kunne. “Hvad fanden holder du på med!” råbte Anton i forbløffelse. “Knep mig! Knep mig!” råbte Line. Anton løftede sit ben højt og strakte det ud i endnu et kraftigt spark. Han placerede sin hårde lædersål på Alfreds venstre kind, så han væltede på siden med Line stadig spændt om livet. Nu kunne man se at Lines ryg var helt blå og fyldt med blodige rifter, ligesom de begge havde blå mærker og rifter på knæ og albuer og arme og ben. Huden omkring deres lår og lænde var rød af slitage. De havde været igang længe. “I skal arbejde lige nu!” råbte Anton, spyttende af raseri og blev ved at sparke. Endelig gav Alfred slip på Line og for op fra gulvet. “Jeg skal kneppe!” råbte han. Et hovede højere og en del bredere greb han om Anton med begge arme og løftede ham op og smed ham på gulvet. Med sin ømme ryg mod de robuste planker vendte Anton sig hurtigt rundt og satte en lædersål lige på hovedet af Alfreds kæmpe, stive og slidte pik. Alfred tog sig til skridtet og vaklede bagover. Anton ville rejse sig, men Line kastede sig over ham. “Knep mig! Knep mig!” råbte hun og tværede sine bare bryster og sit blodsavlende skræv imod Antons krop. Anton gav hende en lige højre på siden af hovedet, så hun væltede af ham. Han rejste sig med fråde om munden og sparkede ud efter Alfred der stadig ømmede sig. “Hvad har du gjort med Alma og Ida!” råbte han og lænede sig forbi Alfreds udstrakte arm for at slå ham på kæben. I samme øjeblik kiggede Alfred op og modtog slaget med næsen. En næse der mange gange før havde været brækket og nu igen blev det. Han brølede af smerte og tog sig til tuden med venstre hånd imens han viftede ud i luften med højre for at holde Anton på afstand. Anton forsøgte at undvige, men i samme øjeblik greb Line fast i hans ben så han væltede bagover. Anton sparkede hende i hovedet flere gange for at få hende af sig, men hun grinede bare hysterisk. Pludselig var Alfred over ham og greb fat i hans krave og løftede ham op. Måske var Alfred langsom, men hvis bare én af hans næver fandt vej til Antons senede, gamle ansigt, så kunne det være sidste udkald. Han prøvede at vride sig fri, men Alfred løftede ham over gulvet og bankede ham imod væggen. Med kun én hånd holdte Alfred Anton fast imens han trak den anden tilbage for at bygge momentum. Anton slog og sparkede, men kæmpen var urokkelig. Hvorvidt Antons hoved stadig ville sidde på hans krop efter dette, var til diskussion. Lige da Alfred spændte musklerne og satte det kraftige slag i gang, greb Line fat i hans pik. “Knep mig!” råbte hun. Det forstyrrede hans balance og løsnede hans greb i Anton, som lænede sit hovede ud af nævens bane så godt han kunne. Der lød et knækkende brag og grebet i Anton løsnedes helt, så han faldt til gulvet. Med frygtsomme øjne kiggede han op på Alfred der stadig stod. Han havde slået lige igennem væggen og trak nu hånden til sig i smerte. Han brølede som en okse og kiggede på sin hånd imens Line desperat forsøgte at vække hans slappe pik med sine hænder. Han prøvede at skubbe hende væk, men hun holdt godt fast, og smerten fra hans hånd ødelagde hans koncentration. Anton rejste sig og tog træstolen som Alfred havde stående ved sit bord. Han svang den imod Alfreds hovede og så den splintres imod hans skalp. Kæmpen blev helt slap og væltede på gulvet med et stort dovent dunk. “Ikke sove!” udbrød Line og klamrede sig om hans slappe krop og ruskede i hans lem. Med et lille tilløb svang Anton sit ben imod hendes ansigt og ramte hende lige på hagen så hun gik omkuld. Sparket var så kraftigt at han selv væltede bagover og slog hovedet imod det lille bord, så skålene med den  halvspiste grød væltede ned over ham.

Pludselig var alting roligt. Kulden bredte sig ind i hytten fra hullet i væggen sammen med lyden af de tykke regndråber der ramte de høje, utæmmede græsstrå. 

Tyttebær

Anton gispede efter vejret og spærrede øjnene op. Han tog sig til hovedet. Det var anden gang på under et døgn, at han i dansen med sine omgivelser var blevet slået bevidstløs. Line og Alfred var også vågnet. Emil var ved at lægge et tæppe over Line og midt i rummet stod en gammel, krumrygget kvinde i en tyk, grå kjole der var våd i kanten af at være blevet trukket gennem mudderet udenfor. Hendes hår skjult under et stramt, rødt tørklæde. Det var Tyttebær-Maja. Hun havde været væk fra gården i et par dage. Det var hun ofte. Ingen vidste hvor hun drog hen, og de var også ligeglade. Hun kom altid tilbage igen. 

“Du må ikke lade min søn, se mig sådan” sagde Anton og gemte sit ansigt i sine hænder. “Det var ham der fandt jer, og han har set dig værre” sagde Tyttebær-Maja. “Hvad har jeg gjort?” mumlede Line grædefærdig. “I er blevet forgiftet” sagde Tyttebær-Maja. “I kunne ikke gøre for det”.

“Sølvtungen” sagde Anton sammenbidt og forsøgte at rejse sig, men Tyttebær-Maja skubbede ham i gulvet med sin stok. “I er stadig forgiftede, og I skal blive her til jeg kan lave kuren” sagde hun. Anton sagde ikke noget. Hans udånding under stokkens pres mod hans bryst vidnede om hans tilstands tyngde. 

“Kan vi få noget mad?” Spurgte Alfred. “Nej, I kan desværre ikke tåle mad. På grund af giften. Mad vil give jer energi og giften vil gøre jeres energi til utæmmet vrede og lyst” sagde Tyttebær-Maja. Antons mave rumlede. “Hvad med vand?” Spurgte han. “Jeg skal nok skynde mig” sagde Tyttebær-Maja. “Jamen, det kan jo ikke passe” sagde Anton. “I skal holdes svækkede. Vid at den smerte I føler ved at sulte nu intet er imod den smerte, I vil ende med at føle, hvis I lader giften vinde. Ja, hvis jeres udskejelser ikke slår jer ihjel.” Forklarede Tyttebær-Maja. Hun vendte sig imod Anton. “Det er jo ikke et problem, hvis man frygter Gud” sagde hun. “Jeg har aldrig misundt Franciskanerne” sagde Anton. “Er viljestyrke ikke misundelsesværdigt?” spurgte Tyttebær-Maja med et kærligt smil. “Er viljestyrke trods kroppens sult ikke den reneste skildring af en mættet og stærk sjæl? Kan overgivelsen til kroppens midlertidige mangler bøde for de evige mangler i sjælen, som den beviser? Kan mad fylde det tomrum hvor Gud skulle være?” sagde Tyttebær-Maja i et syngende tonefald. Hun kiggede rundt på de stille mennesker i rummet. “Var i ikke gudsfrygtige før, så skal i blive det nu. Det er jeres eneste redning. Den sult i kommer til at mærke, vil være mere end i nogensinde har mærket før, men det samme gælder den straf som venter jer i helvede, hvis i giver efter.”

Således talte Tyttebær-Maja, og så gik hun ud for at skaffe en kur. Hun gav Emil til opgave at vogte over de sultne, sårede mennesker, skulle deres udødelige gudfrygtighed vise sig for let imod deres dødelige lyster. 

Da Tyttebær-Maja var gået, stod Emil og kiggede på dem. “Du må tilgive os” sagde Anton. Emil sagde ikke noget. Efter lidt tid gik han ud af hytten og de kunne høre at han gjorde noget ved døren udefra. “Det er nok bedre sådan” mumlede Alfred. Hans mave rumlede så højt, at de alle kunne høre det. Han mærkede efter på sin ene hånd. Han havde sår langs knoerne og det gjorde ondt når han bøjede håndledet. Anton kiggede op på det store hul i væggen og så hen på Alfreds lidende ansigt. Anton fnøs og kunne ikke lade være at smile lidt. “Kan du ikke tage bukser på” sagde Line irritabelt til Alfred. Anton så, at Alfreds bukser var indenfor rækkevidde. Han greb dem og smed dem hen til ham. Uden at sige noget, begyndte Alfred, stadigt siddende, med stort besvær og megen ømhed at bøje sig forover for at få bukserne om sine kæmpe store fødder og sine lange ben. 

Anton kunne ikke lade være at grine, så meget som Alfred ømmede sig. “Det er sjovt, hva’!?” sagde Alfred fornærmet. “Jamen, hvad fanden er der sket?” sagde Anton. “Ja, hvad fanden er der sket?” mumlede Alfred og trak sine bukser helt op. Før han tog selerne på begyndte han at rode lidt rundt i bukserne omkring sin penis. Han løftede knæene for at spare de andre for synet. “Hvad laver du!?” Udbrød Line. “Jeg skal jo lige se om jeg er okay” sagde Alfred. Anton fnøs igen. “I gik kraftedeme også til den” sagde han. “Åh, jeg skammer mig!” sagde Line og skjulte sit ansigt i sine hænder. Alfred knappede sine bukser og trak sine seler op. “Vi kunne jo ikke gøre for det” sagde han til Line. “Hm” sagde Line og holdte sin gråd tilbage. Pludselig kiggede hun op fra sine hænder med store våde øjne, men også et lille smil. “I det mindste skal vi giftes snart” sagde hun. Anton lo højlydt. “Hvad nu?” mumlede Alfred forbløffet. “Ja, du kan sgu da ikke gøre sådan der med en ærbar kvinde og så ikke gifte dig med hende” sagde Line. “Det virker ikke særlig ærbart at sige knep mig, knep mig igen og igen” sagde Alfred. “Jeg kunne ikke gøre for det” sagde Line. “Nej, det ku’ jeg sgu da heller ikke” sagde Alfred. “Hvad tænker du Anton?” spurgte Line. Antons smil aftog, han kiggede over på Alfred. “Jo, det er nok en god ide at blive gift” sagde han så. “Åh, Gud” mumlede Alfred. “Du vil vel heller ikke have et barn udenfor ægteskab!” udbrød Line. Alfred kiggede chokeret på Line. “Vi har da ikke holdt i hånden!” sagde han. Line grinede, men stoppede hurtigt, da det gjorde ondt i brystet. “Du ved da godt at det ikke er sådan det foregår” sagde hun til Alfred. “Jeg ved skam ikke noget om den slags” sagde Alfred. “Du skal bare vide at jeg er pissegravid med dit barn lige nu” sagde Line. “Det ved du da ikke” mumlede Alfred og kiggede ned i gulvet. “Hvad tænker du Anton?” spurgte Line. “Joo… “ sagde han lavmælt og fik kortvarigt øjenkontakt med Alfred der atter kastede et blik ned på de tørre, slidte gulvbrædder. “… Det er nok meget smart at blive gift”.

“Der kan du selv høre Alfred, og jeg synes faktisk at jeg har betalt en høj pris for det her” sagde Line. “Nåh, synes du det?” sagde Alfred. “Jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver den samme igen, måske har du ødelagt mig!” sagde Line oprevet. “Du kan lige så godt give op, se hvordan hun selv på afgrundens rand er igang med at forhandle” sagde Anton. “Hun er sgu bare oprevet fordi nogen har kneppet hende” sagde Alfred bittert. “Det var dig!” råbte Line. “Men vi kunne jo ikke gøre for det!” udbrød Alfred. “Rolig nu” sagde Anton. Det gjorde dem ikke rolige, men det fik dem til at tie stille. 

Følelsen af ingenting der sled mod mavesækkens vægge, blev forstærket af den tyngende stilhed. Hver især blev de grebet af deres indre. Deres blikke blev tomme og sorte som den uendelige afgrund de mærkede. Line lagde sig på siden. “Vi kommer til at dø af sult” mumlede hun. “Ja, du gør da vist ikke” sagde Alfred og pegede på Lines mave, som pludselig så ud til at være blevet noget større og rundere. “Det må være fordi jeg er så sulten” sagde Line. “Det giver da ingen mening” sagde Alfred. “Jo, jeg har hørt at det godt kan gå til sådan til søs” sagde Anton. “Hvis man er sulten, bliver man mindre” sagde Alfred. “Jeg mener at det hedder skørbug” sagde Anton. “Jeg dør af sult” sagde Line opgivende. ”Vi må bare finde noget mere at tale om” sagde Anton. “Hvis vi taler, så glemmer vi”. De to andre sagde ikke noget. “Hvad har du lavet idag?” spurgte Anton og kiggede på Alfred. “Forseglet min skæbne åbenbart” sagde Alfred modløst. “Ja, ikke idag… Jeg mente… Køerne trænger til at blive malket” sagde Anton. “Ja, vi skal malke køerne” sagde Line og satte sig op. “Nej, vi må finde noget andet at lave” sagde Anton. Line støttede sig til væggen for at komme op fra gulvet. Hendes ben rystede under hende. “Det er synd for dem, hvis de ikke bliver malket” sagde hun og begyndte at gå imod døren med det grå tæppe slæbende langs gulvet. Hun holdt sig til maven. Selvom den rumlede lod den til at blive større. “Du har gjort mig gravid!” sagde hun til Alfred imens hun gik. “Nej, det må være det der skørbug” sagde Alfred og fulgte hende med øjnene. Anton tog fat i tæppet for at stoppe hende, men hun lod det blot glide af sig. “Har du ingen skam i livet!” råbte Anton ved synet af hendes nøgne krop. “De køer trænger til at blive malket” sagde Line bøvsende og hev i dørhåndtaget. Døren ville ikke give sig. Alfred rejste sig, samlede tæppet op og lagde det over Lines skuldre. “Jeg vil bare gerne malke køerne!” sagde Line vredt. “Hvor faen er hendes tøj?” spurgte Anton. “Vi er vist kommet til at rive lidt i det” sagde Alfred. “Kan du få hende væk fra døren!” sagde Anton kommanderende. “Jeg synes faktisk også at køerne skal malkes” sagde Alfred og begyndte at hjælpe Line med døren. Antons mave rumlede igen. “Hende Tyttebær-Maja siger sgu også så meget. Nogle af os har faktisk en gård der skal løbe rundt” sagde han så og rejste sig fra gulvet. 

Med både Anton og Alfreds hjælp lykkedes det at bryde igennem døren. “Nu malker vi bare lige køerne og så kan vi komme tilbage og lide noget mere” sagde Alfred, som om det var en plan. Sammen gik de hen til redskabsskuret og fandt den spand og skammel som Line plejede at bruge. Ude på marken stak Line spanden under den første og bedste ko og satte sig på skamlen. Hendes ånde var tydelige i kulden og regnen satte sig i tæppet der blev køligt imod hendes skuldre. Hverken det eller sulten stoppede hende. Med sine rystende hænder begyndte hun at tvinge mælk fra koens patter. Anton og Alfred stod bag hende og observerede. “Hvad gør vi med mælken?” spurgte Alfred. “Vi gør som vi plejer” sagde Anton. “Men hvad hvis den er blevet dårlig?” sagde Alfred. “Ja, de har jo stået lidt længe, de køer” mumlede Anton og gned sig i skægget. “Vi bliver nok nødt til lige at smage det” sagde Alfred. “Ja, vi kan jo godt lige smage på det. Det mætter jo ikke” sagde Anton. Før de nåede at sige mere tog Line spanden og rejste sig fra skamlen. Uden tøven hældte hun mælken i sig. Anton greb ud efter hendes arm for at stoppe hende, men han var et par centimeter for langt væk og gad ikke træde tættere på. “Den slags kan jeg jo ikke gøre noget ved” mumlede han. “Den er fin” sagde Line og tog spanden fra munden. “Kan vi nu også være sikre på det” sagde Alfred mistænksomt. “Hun er jo en kvinde” sagde Anton. Alfred tog spanden fra Line og drak også selv en del. Efter lidt tid rev Anton den ud af hans hænder. “Vi må ikke blive mætte for fanden!” Råbte han og tog spanden for munden og tømte den. “Den er ikke for gammel” sagde han så og tørrede sit skæg i sit ærme. “Gudskelov, jeg har det meget bedre nu” sagde Line og smilede. “Ja, og der er jo ikke sket noget” sagde Anton. “Måske der er nogle ting som vi godt kan spise” sagde Alfred. “Hvis vi er lidt forsigtige, kan vi jo godt prøve os frem” sagde Anton og kiggede op på huset. Han begyndte at gå og de to andre fulgte med. 

Da de kom forbi skuret hvor Emil’s træmænd stod åbnede Anton døren. Han tog Emils dolk og pillede med noget besvær låsen af døren til skuret, så det ikke kunne låses indefra. Alfred kiggede spørgende på ham. “Hvad skal man bruge det til, tænk hvis der kom en røver!” sagde Anton med et smil og smed låsen væk. Sammen fortsatte de op til huset. 

“Emil!” kaldte Anton da de åbnede hoveddøren. “Vi er ikke forgiftede længere!”. Gangen ind til husets mange rum var mørklagt og Emil var ingen steder at se.

“Emil!?” kaldte Anton igen og trådte ind i den mørke gang. Bag ham var Line og Alfred begyndt at rage på hinanden igen. Anton gik et par skridt længere ind i gangen. Der var helt stille indtil Alfred rev tæppet af Line og tog hende over skulderen. Han vadede lige forbi Anton og skubbede døren til køkkenet op med den ene hånd. I det samme faldt en stor spand ned i hovedet på ham og Line. Alfred faldt til jorden med Line. De blev begge overdynget med tyk og slimet lim fra spanden. De famlede rundt på gulvet i chok. Anton så åndeløst til. Hans bitre øjne lyste i gangens mørke som var han en ulv i det høje græs. Han hørte de hastige, vagtsomme skridt over tumulten og så de små hænder og det blå skjorteærme der kastede et stort, filtret fiskenet ud over Alfred og Line. Det satte sig hurtigt fast i limen og strammede til i takt med at de to baskede efter friheden med alle deres lemmer. De skreg i frustration. Anton hoppede henover dem og så ryggen af Emil der allerede var spurtet ind i stuen. Anton fulgte efter. “Hvor er min datter dit lille svin!” råbte han. Han sprintede igennem det mørklagte køkken og ind ad døren ind til stuen. Han mærkede noget stramt om sit højre ben og lyden af flere af stuens møbler der rykkede sig. Der var blevet spændt en snor ud mellem dem. Anton væltede forover og landede på næsen med den samme kraft og hastighed som for et øjeblik siden havde kendetegnet hans sprint. “EEMIIIL!” råbte han imens luften susede om ørerne på ham før hans ansigt slaskende, knækkende og blævrende trykkedes imod underverdenen. Helvedes flammer brændte i Anton. De rev i hans årer og kogte hans blod. Han knyttede sine næver og stramte sit bid så en flig sprang fra en af hans tænder. “EMIL!” råbte han endnu højere og slog i gulvet for at komme på benene. Han sprang op og blev, som Alfred og Line gennemblødt af våd lim. Foran ham stod Emil med den tunge spand. Trods stuens mørke kunne han se skrækken malet på Emils ansigt. Der var ingen tid til at kaste med net nu. Emil smed spanden og spurtede ud af rummet. Anton tog en dyb indånding før han fulgte efter, for han vidste jo godt, hvor Emil ville løbe hen.

Morgenrød

Det sved i Antons øjne. Det gjorde ham endnu mere rasende, end han var i forvejen. Tyttebær-Maja sænkede roligt flasken som de sviende dråber var kommet fra. Hun forekom ganske rolig, omend bekymring prægede hendes ansigt. Anton løftede sine arme for at gnide sig i øjnene, men det fik ham til at falde bagover. Da hans hovede ramte skurets lerede jord var det som om et lys gik op for ham. Raseriet fortog sig fra hans blik som en tåge der lettede, og han forstod at han lå ned og at han havde brugt sine hænder til at støtte sin krop. Han genkendte Tyttebær-Maja og sin fortabelse. Han havde svigtet sig selv og Gud. Han ville sætte sig op, men noget tungt vejede på hans mave og han løftede hovedet for at se. Klistret til hans lim befængte tøj, som den højeste dom til hans sjæl var det blodige, gennemtævede lig af hans lille søn. Synet passerede ham først som en rodet spejling, et fragmenteret glas. Han var omtumlet og ingen af tingene omkring ham gav mening. Det var som om en revne spredte sig mellem hans øjne. Han lod sit hoved falde bagud, som for at tjekke om loftet stadig var på skuret. Det skur hans søn havde brugt så stor en del af sit liv i. Han løftede sit hoved igen og kiggede på træfigurene der besatte hver eneste vindueskarm og hver eneste hylde. Hver især var de en time eller mere af hans søns energi og hans søns tanker. Han fulgte dem med øjnene, til han så for meget. Emils døde, grå blik. Det stadigt friske blod der dryppede fra hans pande og hans brækkede, flækkede næse og ører. De lystige blå øjne og det kvikke hovede med det lyse hår, de raske legende ben og arme. Det hele var nu et ødelagt hylster. Hvad end der havde været der, var blevet fjernet af rasende, ubarmhjertige kræfter. Anton brølede og forsøgte at sparke sig ud af skuret, ud af situationen og ud af verden. Lige meget hvor meget han sparkede, blev liget hængende på ham. Den kraftige lim forbandt ham og hans søn og holdt Emils blik rettet imod rædslen bag Antons pupiller. 

Da Anton indså, at ingen flugt var mulig lagde han hænderne om sin søns hoved og lænede sig op af skurets, kolde og fugtige trævæg. Tårerne løb over hans kinder og blev fanget i hans dampende ånde, sammen med savlet og spyttet fra hans åbne, skrigende mund. Uden at sige noget forlod Tyttebær-Maja skuret. 

Anton skreg til hans stemme knækkede. Med alle sine kræfter skubbede han så meget luft ud af lungerne han kunne og nægtede at trække vejret igen. Tæt på at besvime væltede han på siden. Med en gispende vejrtrækning måtte han sande, at han manglede viljestyrken. Han satte sig op for at slå hovedet imod trævæggen med stor kraft. Hele væggen rystede og Emils dolk faldt fra vindueskarmen. Anton kastede sig efter dolken. Med den skar han igennem sin skjorte og ind i sit maveskind. Han manglede modet til at lave mere end et overfladisk snit. Trods det førte han snittet rundt på maven og ned langs lænden. Med hver smertefulde centimeter, skar han sit eget tøj af og fjernede således Emils jordiske rester fra sin krop.

Skrigende og grædende og med et langt snitsår der løb langs hele hans krop, rejste Anton sig fra den golde jord. Alt tøj undtagen hans støvler havde han skåret af sig. Ingen af hans ekstremiteter var uden deres del af den blodige linje. 

Baglæns gik han ud af døren imens han kiggede på sin gerning. Han standsede i natten der så småt var begyndt på den udvendige side af døråbningen. De tunge regndråber frøs på hans hud og syrede i hans sår. Hans venstre hånd afsluttede hans bliks trance ved at smække døren til skuret for næsen af ham. Han satte låsen på. “Emil…” mumlede han. “Far er ikke sur mere”. Han lod sine fingre glide fra låsens metal og ned over døren. 

Anton vendte sig bort fra skuret. Regndråberne klaskede ned i mudret og dannede strømme omkring hans støvler. Han fortjente at fryse ihjel. Emil fortjente at leve. Det eneste Anton kunne give ham nu, var en begravelse.

Anton så op og lod regnen piske hans ansigt og krop. Han for sammen da et højt skrig pludselig trængte gennem stormen. Det kom inde fra huset. Hoveddøren stod på vid gab. Han kunne ane det i den tætte regn. Han kunne se gulligt lys derinde. Noget kom til syne i døråbningen. Det var som en kantet og skarp skygge. Helt sort. Ikke menneskeligt af form. Skrattende lyde med bevægelse og et hvislende åndedrag, som et såret dyr. “Hvem der!?” råbte Anton frygtsomt. Det bevægede sig hurtigt langs huset og forsvandt bag regnens slør, ud i mørket. Endnu et forfærdet skrig lød inde fra huset. Anton gik nærmere med tvivlende skridt. I en uretfærdig verden er tiden til at sørge en luksus.

Anton rystede af angst og af kulden der var begyndt at nå ham til knoglerne. Varmen fra huset slog ham i døråbningen. Nu kunne han høre at skrigene fortsatte indenfor. “Nej, nej, nej!” lød en aggressiv mumlen fra Alfred. Anton kunne se at der var blod i entréen som førte ud af huset, hvor han havde set skikkelsen bevæge sig kort forinden. Han tog et skridt over dørtærsklen og ind på de klistrede, røde brædder. Han kunne høre at lydene kom inde fra køkkenet. Med kulden løbende i sit blod vaklede han igennem entreén og kastede et forsigtigt blik ud i køkkenet. Line lå på ryggen på gulvet. Hun var dækket af tæpper og blodet fossede fra hendes underliv imens hun skreg. Mellem hendes ben sad Alfred med sin ene kæmpemæssige næve presset op i Lines skræv. Med den anden hånd stramte han klæder omkring sin arm og sit håndled. Alt sammen for at stoppe blodet. Et stykke fra dem stod Tyttebær-Maja og så til. Hendes ansigt uden én eneste trækning. “Hvad er der sket!?” udbrød Anton. Upåvirket af skrigeriet og blodet og frustrationen vendte Tyttebær-Maja sig og så på Anton der stod nøgen og skælvende i døråbningen. “Sig farvel Anton, og gå i seng” sagde hun. Alfred vendte sig på gulvet og kiggede op på hende. Tårerne skyllede over hans blodstænkede ansigt. “Nej!” udbrød han, da han forstod. “Nej!” råbte han og pressede sin hånd endnu længere op i Line. Hendes skrig havde været gradvist aftagende. Nu var de blot en fortvivlet piben fra hendes blege læber. “Farvel” sagde Anton. Alfred kastede et desperat blik efter ham, men han havde allerede vendt sig bort fra køkkenet. Med hvert skridt han tog imod soveværelset hørte han Alfreds kraftige hulk der fik gulvets planker til at ryste. 

Anton lagde sig i sengen. Han var stadig kold og våd og hans støvler gjorde betrækket beskidt. Lyden af Lines død og Alfreds tab blev svagere. Alene i mørket var Anton ikke andet end to hvide øjenæbler, forankret til de sorte linjer mellem loftets planker. Hans øjenlåg var som reb spændte til bristepunktet af det, som hans øjne havde set. Således lå han med sin sjæl blottet for enhver at se, men der var ingen som kiggede. 

Jord

Anton rejste sig fra sengen og gned sig i øjnene. Det var det tætteste de havde været på at blive lukket, siden han lagde sig. Af lyset under det ternede gardin ved det lille vindue, anede han at endnu en grå dag var i gang.

Han tog sig ikke tid til at tage tøj på. Han gik ud i entreen og direkte ud i den kolde dag. Selvom skyerne skjulte solen måtte Anton holde en hånd op foran sine blodsprængte øjne. Stadig kun iført støvler gik han ned til redskabsskuret for at finde sin skovl. På vejen derned så han Alfred stå på marken et stykke fra brønden. Alfred lænede sig op af skovlen og under ham var en bunke frisk jord. En grav. I den ene hånd havde han en flaske hjemmebrand som han tog til munden da han så Anton.

Anton gik gennem lågen og hen til Alfred. Uden at sige noget tog han skovlen og begyndte at grave et par meter fra hvor Alfred havde gravet. Han havde hverken spist eller drukket i mange timer. Hans krampende, kolde muskler stramtes til opgaven udelukkende af den desperate viljestyrke der brændte i hans skamfulde hjerte. Først da han havde gravet sig ned til hoften begyndte kroppen at sige fra og han rakte sin beskidte hånd frem imod Alfred som gav ham flasken og han børstede jorden af sit skæg og sine kinder før han drak. 

Da hullet var færdigt og flasken tom trak han sig op i det mudrede græs på alle fire og rejste sig langsomt med sine svækkede arme. Derefter gik han over til Emils skur og bankede på. “Far er ikke sur mere” mumlede han på en mekanisk og fjern måde. Han åbnede døren og så sin lille, knuste søn. Han bøjede sig over ham, greb ham om livet og rejste sig med ham. Han bar ham tilbage ud på marken. Alfred kiggede stille til imens Anton lod resterne af Emil falde ned i det hul, han havde gravet. Derefter hoppede Anton selv ned i hullet og begyndte at rette på Emils krop, så han lå ordentligt til sit møde med Gud. Igen trak Anton sig op af graven og begyndte ganske langsomt at skovle jorden tilbage i hullet. Han startede med at komme det på Emils ben og mave og imens han skovlede vendte den silende regn tilbage til Katholt. Den plaskede ned i jorden og gjorde Emils grav til en sø af mudder. Anton tøvede et øjeblik for han vidste, at han med den næste skovlfuld jord aldrig ville se sin søns ansigt igen. Da han smed den forsvandt Emil, og graven var blot en grav. Temperaturen faldt og regnen blev til sne og sneen til vand i det mudrede græs omkring graven. Vandet løb ned i hullet og på samme måde smeltede de store snefnug der ramte Antons hud og langsomt vaskedes jorden af hans krop og ansigt. 

Da Anton var færdig med at skovle stak han skovlen i den friske grav og vendte sig bort. Med fødderne slidende mod jorden og en opgivende hulken i sin vejrtrækning fulgte Alfred ham tilbage til huset. 

På vej tilbage til huset så Anton bunken med rafter nær stalden. De var blevet lagt der for en dag at blive lavet til hegnspæle. Anton greb en rafte som allerede var blevet savet kort. Derefter gik han igen forbi Emils skur, hvor han fandt Emils kasket og hans dolk. Alfred sagde ikke noget. 

I huset smed Anton sine støvler og gik ind i soveværelset. Han lagde Emils kasket på hans seng og satte sig på gulvet ved siden af sengen. Med Emils dolk i hånden og den korte rafte i skødet begyndte han at snitte. Imens han snittede kom Alfred ind i soveværelset med endnu en flaske hjemmebrændt. Han tog en slurk og satte flasken ved siden af Anton, som afbrød snitteriet for også at drikke. 

Efter at have snittet manisk i et par timer havde Anton gjort raften spids i begge ender. Han kastede den på gulvet foran Alfred der havde observeret og drukket i stilhed. 

“Du skal sætte den i jorden foran laden, men ikke for langt fra taget, og du skal skjule den med halm” sagde Anton. “Hvorfor?” spurgte Alfred snøftende. “Jeg kan ikke være her mere” sagde Anton. Alfred kiggede på raften og tænkte lidt. “Tror du at du kan snyde Gud?” spurgte han, men fik intet svar.

Anton rejste sig og gik hen til klædeskabet. Han fandt sit festtøj frem og tog det på. Da han var færdig med at knappe den hvide skjorte med de ekstravagante flæser, kiggede han på Alfred. “Kom i gang” sagde han forarget. Alfred tog en sjat mere af flasken og rejste sig.

Vinger

Antons sorte laksko blev hurtigt våde under sneen der allerede dækkede over hans såler. Han traskede frem gennem det hvide dække og hen til laden. Han tog fat i den gamle træstige på siden af bygningen og satte sin ene fod op. Træet var glat. Han begyndte at klatre op af stigen, op langs væggen og hele vejen op til tagryggen. Hans fingre blev våde og røde under den kolde vind og snefnuggene som sled imod huden. Han trådte af stien og ud på tagryggen. Taget gik stejlt ned på begge sider og hans sko var ganske flade under bunden. Vinden skubbede ham i ryggen imens han vakkelvornt bevægede sig fremad. Sneen faldt tungt og skjulte horisonten til alle sider. Kiggede han op var det som at stå i midten af en hvid, uigennemsigtig boble. Til hans store skuffelse nåede han frem til enden af tagryggen uden at glide og falde i døden. Han måtte ganske vist gøre alt hvad han kunne for at det ikke skete, for fulgte han blot sin lyst var der en cirkel i helvede der ventede på ham. Han lænede sig frem med vinden i nakken, susende om hans ører, for at se jorden under laden. Dernede stod Alfred og kiggede op og lige under Anton var en stor bunke halm. Så stor at mange spidse hegnspæle kunne stå skjult under den. Han kiggede længe for at sikre sig at han ikke kunne se den. Alfred havde gjort et godt stykke arbejde.

“Jeg hopper i halm, fordi jeg synes det er sjovt” råbte Anton livløst til Alfred. “Jeg tror ikke Gud lytter” råbte Alfred tilbage. Anton rettede sig op og trådte et skridt bagud på tagryggen. Da han mærkede at han stod sikkert, tvistede han på foden og vendte sig 180 grader. Derefter kiggede han ned imens han med museskridt bakkede sine hæle ud til kanten af tagryggen. Da han var kommet så langt som han kunne uden at falde løftede han sine arme ud til begge sider, kiggede op og lod vinden føre ham bagud, over kanten og ud i luften. Det susede omkring hans fingre og snefnuggene dalede så langsomt at de lod til at stå stille over ham når han passerede dem. Laden voksede for hans øjne og i periferien af hans syn åbnede verden sig. Det hele stoppede blødt op da halmen greb ham. Så snart han var landet vendte han sig på maven og rejste sig besværet i halmen. Han kiggede forvirret omkring sig imens han børstede halm og sne af sin fine skjorte og jakke. “Satans!” udbrød han. “Ja” mumlede Alfred. Anton kiggede ned i halmbunken og på grund af hans vægt kunne han nu se hvor pælen stod. Han havde misset den med omkring en halv meter. “Du må flytte den igen” sagde han til Alfred. “Nej” sagde Alfred. “Jo, for jeg har set, hvor den er” sagde Anton. “Du må selv gøre det” sagde Alfred. “Sådan virker det ikke!” udbrød Anton irriteret. “Hvis det lykkes, så er der ingen til at hjælpe mig med at gøre det samme” sagde Alfred. “Du kan da få Tyttebær-Maja til at hjælpe dig!” råbte Anton. “Kan du forestille dig hende med en skovl? Og hvor er hun? Hun er her kun når det passer hende!” råbte Alfred. Anton tog sig til hagen og tænkte lidt.  “Jeg kan lave en til dig også” sagde han så. “Det kan vi godt sige” sagde Alfred. “Så kom i gang” sagde Anton. “Jeg bliver nødt til at spise først” sagde Alfred og tog sig til maven. Anton så irriteret ud, men han kunne mærke at han også selv var sulten. “Vi fortjener det ikke” sagde han. “Vi fortjener ikke livet” sagde Alfred, “men vi er her nu alligevel, og jeg er sulten”. Med besvær begyndte Anton at kravle ud af bunken med halm. “Ikke engang når man skylder, gider Gud at hjælpe!” vrissede han imens han baksede med arme og ben for at komme ned. 

Foster

“Der kom noget ud af hende” sagde Alfred pludselig. Anton stoppede med at tygge og tog brødskiven fra munden. Han kiggede på Alfred med frygtsomme øjne, men Alfred kiggede ned på sin tallerken. Han var ved at smøre endnu en skive. Anton tyggede videre og skyllede biden ned med brændevin. Han tog en dyb indånding. “Jeg så den” sagde han og lod luften glide ud gennem næsen. Alfred lagde smørkniven fra sig. Han løftede den robuste skive brød med det harske, salte smør og tog en bid. Stadigt søgte hans blik mod bordet og gulvet. Det var som om at han ikke ville se Anton i øjnene. “Måske Tyttebær-Maja ved noget” sagde Alfred da han var færdig med at tygge. “Vi skal ikke alt muligt. Vi er på vej ud”, sagde Anton. “Hvad med din datter?” spurgte Alfred. “Hun er med Alma nu og de er et bedre sted, og hvis de var her, ville de stadig være bedre stillet uden mig” sagde Anton. “Du ved ikke, hvor de er” sagde Alfred. “Jeg ved nok” sagde Anton og fnøs. “Måske de har brug for hjælp”, sagde Alfred. Anton rejste sig med stor kraft så stolen faldt bagover. Han tog brændevinen og vendte den i vejret. Da han var færdig med at drikke slog han den i bordet og tørrede sin mund i ærmet. “Nu går jeg ud og snitter en hegnspæl til dig” sagde han og gik.

Fjer

Igen vendte Anton sig forsigtigt for ikke at glide. Trods sneen der stadig faldt tungt kunne han fra sin ende af tagryggen se Alfred der stod i den anden ende. “Vend dig rundt!” råbte Anton. Alfred begyndte langsomt at vende sig. Det var tydeligt at vinden tog noget hårdere i den store mand og at hans balancepunkt var nærmere hans hoved end taget. “Hvorfor gør vi det her!?” Råbte Anton da Alfred havde vendt sig. “Fordi vi synes det er sjovt at lande i hø” sagde Alfred noget mere lavmælt. “Ja, det er bare en uskyldig aktivitet!” råbte Anton. Vinden tog til og Anton kunne knapt se Alfred for sne. Deres fodspor over tagryggen var allerede blevet dækket til igen. “Jeg tror stadig, at Gud er ligeglad med hvad vi siger!” kunne han høre at Alfred råbte. “Vi gør det samtidig!” råbte Anton, men fik intet svar. Tæppet af snefnug gjorde det umuligt at se om Alfred stadig stod i sin ende. Der var heller intet at høre udover den tørre, kolde vind. “Alfred!?” Råbte Anton og igen kom der intet svar. Utålmodig lod Anton sig endnu engang falde bagover. Han ramte den sneklædte bunke halm med stor kraft og mærkede den spidse hegnspæl slide op igennem hans tøj, langs hans armhule. “For fanden!” råbte han og fik hurtigt væltet sig ud gennem sne og halm. Hans pæne tøj var blevet tungt og koldt. “Alfred!?” råbte han imens han traskede gennem sneen langs laden. Med den ene hånd holdt han sig under armhulen der var blevet svitset i kontakten med hegnspælen. Da der stadig ikke kom noget svar satte han i løb. Han kom hen til den anden ende af laden og så den store bunke halm han havde lavet til Alfred. Sneen på den var uberørt. Han kiggede op og kunne nu se at Alfreds skikkelse stadig stod på tagryggen, som en skygge bag den hvide skærm af sne. “Hop så for fanden!” råbte Anton. “Jeg er ikke klar” svarede Alfred. “Jo, du har ikke noget at leve for!” råbte Anton. “Det troede jeg også, men nu synes jeg måske at jeg har mere at leve for end jeg havde før!” sagde Alfred. “Den eneste kvinde som elskede dig er død!” råbte Anton. “Men hun var også lidt en kælling” sagde Alfred. “Det skete i går!” råbte Anton. “Sandheden har ingen pli!” sagde Alfred. Anton kiggede ned og gav sine øjne en pause fra snefnuggene. “Hvem fanden snakker jeg med, har manden glemt at tage sine fucking idiotpiller?” mumlede Anton vrissen og mystificeret for sig selv. “Du har slået min bedste ven ihjel!” lød det oppe fra Alfred. Anton kiggede op igen. “Ja, jeg fortjener at dø!” råbte han. “Ja, men jeg har ikke slået nogen ihjel. Jeg har kun mistet. På en måde er jeg et af dine ofre!” sagde Alfred. “Så uskyldig er du sgu heller ikke!” råbte Anton. “Du har ret. Jeg var en meget selvisk elsker overfor Line!” lød det fra Alfred. Den tiltagende snestorm var begyndt at æde det meste af hans stemme. “Det her gider jeg simpelthen ikke snakke om. Jeg går indenfor, og du kan komme ind når du har flyttet pælen igen!” sagde Anton og gik tilbage til huset.

Dæmon

Anton havde tændt op i pejsen i køkkenet. Han løftede underkoppen med sukkerknalden op til munden og lod kaffen flyde. Smagen fik ham næsten til at smile, men han undertrykte hurtigt smilet og blev rød af skam i ansigtet. Hans tøj var næsten blevet tørt igen. Det var begyndt at blive mørkt før Alfred kom tilbage. Anton hørte ham skubbe døren op. Fra sin plads ved køkkenvinduet kunne han ane ham træde indenfor og smække døren efter sig uden tøven og uden at børste sneen af sig først. 

Anton rejste sig fra sin stol da Alfred kom ud i køkkenet dækket af sne. Han ignorerede travlheden hvormed Alfred bevægede sig og rettede på sin fine, sorte jakke der var blevet krøllet af vand fra sneen. Han blev overrasket da Alfred pludselig tog fat i hans skulder. “Du skal ikke gå derud nu” sagde han forpustet. “Hvad nu?” spurgte Anton og kiggede Alfred lige i øjnene. Det var første gang i lang tid at de havde haft øjenkontakt og nu kunne han se at Alfred havde noget på hjerte. Randerne under hans øjne var ikke bare af fordrukken sorg, men også af øjeblikkelig frygt. “Der er noget derude” sagde Alfred og trådte hen imod vinduet for at kigge. “Hvis det er noget farligt, kan det være at det vil hjælpe mig” sagde Anton og gik ud i entreen. Alfred fulgte ham derud med et frygtsomt blik. “Du skal ikke prøve at stoppe mig” sagde Anton. “Jeg kender dig for godt” sukkede Alfred. Anton åbnede døren og trådte ud. 

Sneen lyste aftenen op, men snefnuggene mindskede stadig sigtbarheden. Anton traskede afsted ned til laden. Der var intet andet at høre end vinden og hans egne tunge skridt i det tykke, hvide tæppe. Han tog fat i den sneklædte træstige og begyndte endnu engang opstigningen til ladens tagryg. “Nu må det kraftedeme snart blive til noget” bandede han under sit gule moustache. Laget af sne på ladens tag var nu blevet så tykt at det stabiliserede sig selv så længe Anton ikke trådte alt for langt ved siden af. Uden besvær gik han hen for enden af tagryggen, vendte sig 180 grader og strakte armene ud til hver side for igen at lade sig falde bagover. Pludselig lød en kraftig knækkende lyd og Anton stod helt stille af skræk. Sneen på den ene side af ladens tag begyndte at give sig og glide ned. En stor kødagtig klo slog sig fast i tagpladerne og trak bag sig en kæmpe, muskuløs arm frem fra under laden. Endnu en arm med endnu en klo blev smækket fast i ladens tag og de to store arme trak et kæmpe, hornet hovede op til kanten af taget. Bæstet havde sylespidse tænder og lod til at smile konstant imens den stirrede på Anton med sine skæve, gule øjne. Klo for klo kravlede den videre op ad taget, op imod tagryggen et stykke fra Anton. Dens ben og arme var korte i forhold til dens runde krop, men samtidigt tykke og muskuløse. I stedet for tæer havde den en kæmpe klo for enden af hver fod som den nu pressede igennem taget for at kunne klatre op. Anton stod som frosset til stedet. Han kunne høre bæstet knurre. Da det kom op til tagryggen vendte det sig imod ham og kiggede lige på ham. “Hvor er mor!?” råbte det med en dyb, rungende stemme. Slim og spyt fløj fra dens mange tandrækker og ramte Anton i ansigtet. Skrækken var Anton for stor og han kunne ikke svare. “Morder!” brølede bæstet og stormede over taget på alle fire, lige imod Anton. Anton besvimede og faldt bagover. 

Anton vågnede ved at tykt, sort blod løb over hans ansigt. Under ham var der sne og halm og over ham, presset imod hans krop, lå det kæmpemæssige bæst spiddet på den spidse hegnspæl der strakte sig langs Antons øre, forbi hans tinding og øje og op igennem bæstets kæmpemæssige, deforme brystkasse. I chok racede adrenalinen gennem Anton og han baskede med arme og ben for at komme fri, men han sad fast. Da det gik op for ham og han også forstod at bæstet havde været et meget kort bekendtskab, blev han mere rolig. Det var nu heller ikke fordi de absurde mængder af alkohol han havde indtaget ikke hjalp på nerverne. “Alfred!” råbte han, men der kom intet svar. “For fanden…” sukkede Anton og mærkede bæstets vægt imod sin svækkede krop. I det mindste var det varmt. 

Anton havde ligget under bæstet i et stykke tid da han pludselig fornemmede et skarpt, gulligt lys over ham. Ved at læne hovedet lidt tilbage kunne han se ud mellem bæstets bryst og hovede over ham og halmen under ham. Det var som lå han i en stråle af lys, så skarp som solen på en sommerdag. Det var holdt op med at sne og på den anden side af lyskeglen kunne han se natten strække sig hele vejen ud over marken og ned til skoven, langt væk fra laden. Over skoven kunne han ane den uendelige række af grå skyer der dækkede hele Katholt. Der lød et brag som torden og lyskeglen omkring ham glimtede. En cirkel af flammer formede sig i skyerne over skoven og strakte sig frem imod laden som en tornado af ild. I midten af tornadoen så Anton en skikkelse med lange vinger der blidt kom dalende ned til ham. Det var en mand, en engel, med langt lyst hår, klædt i en gylden rustning. Englen landede ved bunken af halm og rakte ind under dæmonen med sin ene arm. Han greb fat i Anton og hev ham uden problemer ud fra halmbunken og ud i sneen foran laden. Anton så med ærefrygt på englen der tårnede over ham, badet i det gyldne lys fra flammerne der strakte sig over himlen. “Anton af Katholt. Dæmon dræber” sagde englen og hans stemme gav ekko, som stod han i en kirke. 

“Er jeg død!?” spurgte Anton stammende. “Var du død, havde du ikke set mig. Du kan ikke snyde dig til dødens ro med så billigt et trick!” sagde Englen. “Nåh, okay…” mumlede Anton og satte sig op. Han børstede sin jakke og lagde mærke til, at sneen omkring dem var smeltet, og at små blomster i mange farver skød frem. “Havde du lykkedes med dine forsøg, havde du begået en dobbelt synd. Selvmord skaffer dig en plads i helvede fordi det ellers ville være en lempelse af den straf, som er livet selv i skammens tegn!” sagde englen og et kor af lyse stemmer klang fra flammerne over ham. Anton rystede. Englen manede et sværd fra sin hånd, det var blankt og skarpt. “Nu bliver du bundet til livet på ubestemt tid Anton af Katholt, for jeg har en opgave til dig” sagde englen og rakte sværdet frem imod Anton. “I disse tider spreder den ondskab som du just selv har oplevet sig over landet. Omend egnen herfra ser uforandret ud er intet som det plejer. Djævelen selv er ved at genskabe sin hær af dæmoner og som du selv har set kræver det blot en mand og en kvinde og noget gift” forklarede englen. “Hvad skal jeg dog gøre ved det!?” spurgte Anton med en tydelig frygt for svaret. Englen der stadig holdt sværdet i strakt arm og uden held havde givet flere tegn til at Anton skulle tage det sagde: “Ja, du skal sgu tage sværdet, og så skal du gå ud og dræbe alle de dæmoner du finder”. Anton så skeptisk på englen og tog så sværdet imens han stablede sig på benene. Han vendte det for sine øjne. Aldrig havde han set så blank og fin en klinge. “Så det er et magisk sværd” sagde Anton. “Nej, der er ikke noget specielt ved det sværd ud over at det er guddommeligt rent” sagde englen. Anton så på ham som om han var gal i hovedet. “Jeg kan da ikke dræbe dæmoner med et helt almindeligt sværd!” udbrød han. Englen smilede. “Tag og kig på den der” sagde han og pegede på den store, døde dæmon bag Anton. “Der er intet våben i hverken himmel eller helvede og ingen mængde af tid og træning nogen kunne give dig, eller andre, som ville kunne gøre det muligt for et menneske at slå sådan en ihjel i direkte kamp” sagde Englen. Antons øjne blev endnu større. “Så jeg har ikke en chance!?” sagde han. “Der er mange ting du ikke har, men en chance er ikke en af dem. Din chance var lige præcis det, som slog denne her dæmon ihjel. Sværdet er en formalitet. Det betyder at Gud har en ide om at du måske kunne lykkedes med det igen. Hvis det lykkedes igen, så får du måske noget der rent faktisk kan hjælpe dig. Der er altså kun én ting der er helt sikkert og det er at i kaosset af hændelser i denne verden mellem himmel og helvede faldt tingene ud til din fordel og nu er du Anton af Katholt, dæmon dræber… Indtil du dør” tilføjede englen. Anton var rød i hovedet af raseri, han løftede sværdet højt op i luften og kylede det i jorden. “Jeg skal kraftedeme ikke dræbe andre end mig selv!” råbte han. “Du kan godt slå dig selv ihjel, hvis du gerne vil. Du kommer selvfølgelig i helvede, men det må du jo selv om. Så kunne vi kalde dig Anton af Katholt, bondeknolden der dræbte sin søn og sig selv” sagde englen. Han rakte hånden frem imod sværdet og det lettede fra jorden og svævede mellem hans fingre. “En dæmon-dræber derimod. En som forsvarer Guds ære, forsvarer vel også sin egen i Guds øjne” sagde han imens han lod sværdet svæve langsomt frem mod Antons, knyttede, røde næve. Anton kiggede på sværdet og hans sammentrukne mine sev ud i tvivl. “Du giver mig ikke et valg” mumlede Anton og åbnede sin hånd for sværdets håndtag. “Hvad skal en dødelig også med alle de valg” sagde englen og lavede en bevægelse med fingrene der fik Antons hånd til at gribe sværdet. “Dræb nogle dæmoner, red nogle stakler, så kan du måske blive forenet med din søn i himmerige”.

Anton kiggede opgivende på sværdet i sin hånd. “Super” mumlede englen og begyndte at svæve baglæns op imod den ring af ild han var kommet fra. “Hvor finder jeg dem?” spurgte Anton og kiggede op. “Det her område er nærmest allerede tabt” sagde englen. Anton tog et skridt fremad, da englen allerede var ved at være nogle meter over jorden. “Hvordan slår jeg dem ihjel!?” råbte han. “Det er din verdens kaos der bestemmer, det kan ingen styre. Mit råd er at holde dig tæt på dem og holde dig i live. Personligt tror jeg ikke på at du overlever, men det er pænt af dig at prøve” råbte englen og forsvandt sammen med flammerne og lyset. 

Mission

Alfred kiggede op på Anton fra sin plads på gulvet. Han havde været ved at hamre lange træplanker sammen til en kiste. “Nåh, jeg troede faktisk, at du var lykkedes med det” sagde han og rejste sig op. Anton sagde ikke noget. Med sværdet i hånden trådte han forbi Alfred og greb flasken med brændevin fra køkkenbordet. Han holdte den for munden længe. Da han endelig var færdig med at slubre, satte han flasken hårdt i bordet og bøvsede. “Vi skal ind til byen” sagde han til Alfred. “Det er nat” sagde Alfred. “Jeg er blevet givet en mission!” sagde Anton og løftede sværdet op foran sig. “Spormanden har ikke været her” sagde Alfred. Anton kiggede irriteret på Alfred. “Du kan godt se det her himmelske våben, ikk’?” spurgte han retorisk og viftede med sværdet. “Hestene kan ikke komme igennem sneen” sagde Alfred. “Så må vi gå!” råbte Anton. Han greb flasken med brændevin fra bordet og med sværdet stikkende ud i luften foran sig, vandrede han fuld og forfrossen ud i entreen. 

Den hvide sne gav et svagt lys, og Alfred kunne godt se det døde bæst. Anton løftede olielampen nær liget så også den rødlige, smattede hud kom til syne. “Jeg tror at det var den der kom ud af Line” sagde Anton. “Joh… Den er meget stor” sagde Alfred. “Ualmindelige væsener følger ikke almindelige regler” sagde Anton. Alfred trådte lidt nærmere. “Den har samme farve i hvert fald” sagde han. “Så er der ingen tvivl” sagde Anton og tog en slurk af brændevinen. “Giver det dig ikke lyst til at slå dig selv ihjel?” spurgte Anton med et smil da han havde drukket lidt. “Næh” mumlede Alfred og tog brændevinen fra Anton. Han løftede den højt og tømte den hurtigt. “Har vi flere?” spurgte Anton da Alfred smed flasken på sneen. “Ja” sagde Alfred.

Sne

Vinden kastede sig imod det tykke lærred de hver især svøbte sig i. Den fandt alle sprækker og åbninger og kylede de tykke snefnug igennem hvor den kunne. Sneen gik dem næsten til knæene og besværede hvert eneste skridt. Antons skæg var hurtigt blevet frossent. Selvom han skærmede sit ansigt og sænkede blikket, måtte han af og til kigge frem for at ligge kursen. De fulgte sporadiske trælinjer og toppe af stengærde som indikerede hvor vejen havde været. 

De kom forbi en bakke der skærmede dem for vinden. Her dalede fnuggene i stilhed. Kong vinters kappe kvalte alle lyde undtagen de to mænds, tunge skridt. Anton stoppede op og drog flasken fra et sted under sin lærredkappe. Da han var færdig med at drikke rakte han den til Alfred og så hans røde, frosne ansigt. 

“Det er en fin lille tur” sagde han og tvang sine frosne læber til et smil. 

“Det hårde bliver at bære dig hjem igen” sagde Alfred og tog flasken. 

Det var de første ord de havde udvekslet, siden de forlod Katholt for over en time siden. 

“Der kan ikke være mere en ti minutter til Jorgensson herfra” sagde Anton. 

“Vi må passe på vi ikke falder i Dunderkløften.”

“Ja, den er nok blevet godt skjult efterhånden.” Anton tog en dyb indånding og lod den kolde luft sive gennem sin næse imens han skannede frem for dem, som kunne han se en horisont bag det tykke tæppe af sne. Et sted mellem dem og Jorgenssons gård fandtes en lang kløft. Dunderkløften. Var det ikke for sneen ville den være let at spotte. Kun en sjælden gang var det lykkedes for nogen at falde i døden der, og kun i forbindelse med fuldskabeligt overmod eller dyb sorg. 

“Er du træt?” spurgte Alfred. 

“Nej, men måske Jorgensson har set noget.” 

“Set hvad?”

“Noget som det vi har set.” 

“Det tænkte jeg nok” sukkede Alfred, og så begyndte de at gå igen.

Jorgensson

Da de havde ventet lidt drog Anton sværdet og bankede hårdt på den robuste trædørs jernnagler med skæftet. Havd de ikke kendt til Jorgenssons gård, havde de ikke kunne se den ude fra vejen. Den mørklagte gård havde fremstået som nogle sorte streger i hvide bakker af sne.

Efter at have banket igen et par gange og sendt et tvivlende blik til Alfred, kunne de høre hængslerne på den anden side af døren. “Hvem der?” blev der spurgt da det varme skær fra et stearinlys afslørede sprækken mellem dør og karm. “Det er Anton, jeg har Alfred med” sagde Anton. “Det er Anton!” lød stemmen der nu vendte væk fra døren. Nogen længere inde i huset sagde noget som Anton ikke kunne høre. “Hvad vil I?” spurgte stemmen bag den knapt åbne dør. Anton kunne ane Jorgenssons krumme næse foran stearinlyset i døråbningen. “Vi har øhm …” Anton tøvede og sank en klump. “Vi har haft nogle uheld på Katholt og vi ville høre, om I har oplevet noget lignende” sagde han så. Han kunne høre gulvbrædderne knirke lidt på den anden side af døren. Lyden af en tvivlende mands fødder. “Joh … Vi har haft uheld” sagde Jorgensson så med en undertrykt rysten i halsen. Døren blev lukket og endnu et hængsel lød, hvorefter den blev åbnet igen. Jorgensson stod i sit arbejdstøj, brune læderbukser, en lettere slidt skjorte og en sort vest. “Nåh, I er ikke gået i seng” sagde Anton. “Hvem kan sove i disse tider” mumlede Jorgensson og vendte sig med stearinlyset for at vise, at Anton og Alfred kunne komme ind. 

De hængte med fuldskabeligt besvær deres overtøj i entreen og fulgte vaklende Jorgensson igennem gangen og ind i stuen, inde bagerst i huset. Der brændte ilden i kaminen og olielamperne i vinduerne. Den store, grønne velourbetrukne sofa var blevet skubbet væk fra kaminen for at gøre plads til en seng. På sengen lå Fru Jorgensson dækket af mange tæpper med en klud på panden og hendes hud hvid som den sne der skjulte gården. Ved hendes side sad Tyttebær-Maja. “Nåh, du kommer vidt omkring” sagde Anton med et skamløst smil, på sit røde, fulde ansigt. Ved at knipse fik Jorgensson hans opmærksomhed og fik gennet ham og Alfred over på stolene ved spisebordet. “Jeg forstår jer” sagde Jorgensson. Han hentede skåle med suppe til dem og satte en brændevin på bordet. Både Anton og Alfred var blevet sultne af den lange tur og fik hurtigt skubbet suppen indenbords. Også brændevinen blev taget godt imod, omend mindre lystigt. Bonden og hans knold havde jo været igang længe. Jorgensson observerede hvordan Anton med rystende hånd tog glasset til munden igen og igen. “Det hjælper” sagde Anton. “Ikke mig” sagde Jorgensson. “Bonden fra Katholt har, på det sidste, vist mig flere gange, at han ikke vil acceptere sine vilkår” sagde Tyttebær-Maja fra sengen imens hun holdt skarpt øje med Fru Jorgensson der af og til udtrykte sig i febervildelsens lunkne lyde. Anton ignorerede Tyttebær-Maja og kiggede på den syge kvinde og så på Jorgensson selv. “Fortæl” sagde han. Jorgensson fortalte en meget genkendelig historie der startede med et besøg fra en fremmed og en særlig drik, en pludselig graviditet og en uhyrlig fødsel. “Det der kom ud af hende var ikke menneskeligt!” udbrød han grådkvalt. Anton rakte ham en af de pænt foldede stofservietter fra den lille holder på bordet. “Vi er her for at slå den ihjel” sagde han, da Jorgensson havde sundet sig lidt. Jorgensson gjorde store øjne. “Ved i hvad det er?” spurgte han. “Det er en dæmon” sagde Anton. “Hvem har fortalt dig det?” spurgte Tyttebær-Maja med et skeptisk tonefald. “I hvert fald ikke dig, som ellers virker så ualmindeligt uoverrasket over denne ualmindeligt ualmindelige situation” sagde Anton og mødte hendes skeptiske tone. “Ja, det er ikke meget du fortæller os, selvom du lader til at vide hvad der skal gøres” sagde Jorgensson og kiggede over på Tyttebær-Maja. “Jeg prøver blot at holde din kone i live hr. Jorgensson” sagde hun irriteret. “Og jeg kan slet ikke udtrykke min taknemmelighed nok, men du kom til gården ganske uanmeldt lige præcis da vi havde brug for dig” sagde Jorgensson. “Hvor heldigt for dig!” sagde Tyttebær-Maja. “Så sandt. Jeg tænkte bare at vi måske alle var bedre stillet, hvis vi vidste de samme ting” sagde Jorgensson. Anton havde kigget skiftevis på Tyttebær-Maja og Jorgensson med et smil imens han lyttede. Han havde aldrig før set Tyttebær-Maja se tvivlende ud som hun gjorde nu. Når det kom til stykket havde han ikke set hende i særligt forskelligt humør. Mest fordi han ofte ikke kiggede på hende. Den krumme næse, de sammenbidte øjne og den sprukne hud tiltalte ham ikke. “Jorgensson har ret” mumlede hun og rejste sig fra sengen. “Jeg kan dog ikke fortælle jer hvad jeg ved, før han har færdiggjort brændevinen” sagde hun og pegede på flasken. Jorgensson smilede forvirret. “Jamen det giver jo ingen mening” sagde han. “Det bliver du nødt til. Selvom jeg ikke respekterer Antons mange benægtelser, må jeg indrømme at menneskers forstand ikke alene kan acceptere hvad jeg har at fortælle. Kun i alkoholens svøb vil dit sind kunne acceptere min sandhed!” sagde Tyttebær-Maja. Jorgensson kiggede på Anton og Alfred.

Alfred sad og sumpede som han gør når han er fuld. Det noget aggressive smil var imidlertid forsvundet fra Antons læber, og han nikkede anerkendende imod flasken. Jorgensson tog flasken og rejste sig for at hente et glas. De andre observerede i stilhed imens manden, glas for glas, tømte flasken. Ubehaget ved den stærke drik var tydelig på hans ansigt. Da flasken var tom satte han sig igen og stillede den på bordet. Anton kiggede på ham uden at blinke, som for at se hans pupiller i stuens dæmpede lys. Derefter nikkede han til Tyttebær-Maja. Hun så ned på fru Jorgensson, som lod til at sove. Derefter tog hun en dyb indånding, trådte et skridt fra sengen og ud i midten af rummet, imens hun løftede sine arme op i luften. Et tykt slør af røg strøg ned over hende. Det så ud til at komme fra loftet. Jorgensson rejste sig i chok. “Ild!” råbte han, men Anton var hurtigt på benene og fik ham skubbet ned på sin stol igen. Et kort øjeblik var Tyttebær-Maja fuldstændigt skjult af røgen, da den begyndte at sive ned i gulvbrædderne. Da hendes ansigt igen kom til syne var hendes hud ren og glat som ingen hud i Sverige. Hendes næse var ikke længere krum men spids, hendes øjne store og hendes ansigt skarpt og stoisk. Jo mere røgen svandt, jo mere af hende kom til syne. Hendes krumme ryg var blevet rank og hendes fattige klæder var blevet til en stram, sort læder heldragt og hendes slidte sko til et par robuste støvler. “Jeg er ikke den i tror jeg er” sagde hun med en ung kvindes glatte og stædige stemme. Da røgen forsvandt havde hun de tre mænd ved bordets fulde opmærksomhed. Selv Alfred der havde opholdt sig i sit fulde hoveds svimle skyer, vendte blikket for at se. “Hvad er det for hekserier?” mumlede Jorgensson. “Ja, jeg er en heks, en meget smuk heks!” sagde Tyttebær-Maja skingert med et stort smil. Værende magisk og dermed distanceret fra dødeliges standarder levede hendes skønhed op til idealer der først ville komme til at eksistere hundrede år senere. “Du ser mærkelig ud” sagde Anton, “men i det mindste kan man kigge på dig nu”. Tyttebær-Maja så fornærmet ud og hendes blik blev hurtigt en byrde for Anton. “Ja, altså din barm er så stor og din talje så lille …” mumlede han frit fra leveren. “Jeg kan godt lide det” sagde Alfred. Tyttebær-Maja så ham føre sine øjne op og ned af hende som en tunge. Anton kiggede også men med et noget mistænksomt blik iblandet en smule væmmelse. “Jeg skulle have fortalt først og smidt forklædningen bagefter” mumlede hun for sig selv. “Nej, det er fint” sagde Alfred. 

Tyttebær-Maja førte sine hænder om bag sine ører og skubbede dem langsomt fremad. Hendes hænder passerede hendes ører, og hendes fingerspidser fulgte hårgrænsen frem til hendes øjne og næse og videre forbi ansigtet. Med hver centimeter voksede hendes ansigt til uhyrlige proportioner for øjnene af de tre mænd. “Nu skal I lytte til mig!” råbte hun så flammerne i olielamperne begyndte at danse. “Ondskab er kommet til disse egne, den følger i sporene på en mand, en besat sjæl der med sin gift bringer indre dæmoner frem i uskyldige mænd og kvinder og gør kvinder til portaler for rigtige dæmoner! De kommer direkte fra helvede og de kommer for at gøre en ende på menneskets tid! Jeg er en af de få hekse der er tilbage i Sverige. Min magt er stor for jer at se, men selv jeg har ikke en chance overfor dæmoner. Jeg hjælper de mennesker, jeg kan og håber på det bedste og I bør gøre det samme!”.

Da hun var færdig med at tale førte hun hænderne tilbage til sine ører, og hendes ansigt blev almindeligt igen. De skræmte mænd sad stille lidt. Kun Alfred lod til at være upåvirket. “Jeg henter noget mere brændevin” sagde Jorgensson og rejste sig. Anton undertrykte sin forvirring ved at rømme sig. “Øhm, det er også cirka, hvad mig og Alfred var kommet frem til, ikke også Alfred” sagde han og kiggede over skulderen på Alfred som sad og åndede med åben mund og et saligt smil. “Jo” mumlede han. “Hold op, I vidste ikke en skid!” sagde Tyttebær-Maja. “Jo, vi ved faktisk en del” sagde Anton. Jorgensson vendte tilbage til bordet med en ny flaske brændevin og skænkede til sig selv. “I ved bare, at I er blevet forgiftet” sagde Tyttebær-Maja. “Jeg ved faktisk mere end det, jeg har faktisk slået en dæmon ihjel, ik’ også?” sagde Anton og kiggede på Alfred igen. “Jo …” sagde Alfred og rynkede lidt på næsen. “Det lignede nu mere, at den var faldet” tilføjede han. “På en måde er jeg så faktisk mægtigere end dig” sagde Anton til Tyttebær-Maja. Tyttebær-Maja blottede sine skarpe, hvide tænder i et spydigt smil. “Jeg er sikker på at I har set en lille dæmon” sagde hun uimponeret. “Den var stor, ik’ også!?” sagde Anton og kastede endnu et blik over skulderen. “Joh …” mumlede Alfred. “Og der kom en engel og gav mig et sværd” sagde Anton og vendte blikket fra Tyttebær-Maja, da han lagde mærke til at Jorgensson sad og fniste. “Ej, Anton jeg har da aldrig hørt dig tale sådan før” sagde han. Anton slog i bordet og pegede på Tyttebær-Maja imens han kiggede krigerisk på Jorgensson. “Hvad har du lige set!?”. Jorgensson blev stille. “Du har lige set det der og nu tror du ikke på mig!?” sagde Anton og foldede armene i vrede. “Jamen en engel, Anton” sagde Jorgensson. “Dæmoner har folk ikke noget problem med, men engle er for langt ude” sagde Anton sarkastisk. “Engle er rimelig langt ude” sagde Tyttebær-Maja. “Du er en fucking heks!” sagde Anton overrasket i et højt, skingert tonefald. “Ja, og derfor ved jeg en ting eller to om hvad der findes og hvad der ikke findes” sagde Tyttebær-Maja. Anton mærkede et lille chok da Alfred lagde sin hånd på hans skulder. “Nu så jeg selv dæmonen, men det der med englen er da rimelig langt ude” sagde Alfred. Anton rejste sig vredt og gik ud i entreen. Kort efter kom han tilbage med sværdet hævet i den ene hånd og stak det hårdt ned i gulvet så det blev stående. “Ej, mit gulvtæppe!” udbrød Jorgensson. “Det er prisen for mistro!” råbte Anton og satte sig vredt på sin stol. “Hvad, englen gav dig et sværd?” spurgte Tyttebær-Maja. “Se hvor rent det er” sagde Anton. Tyttebær-Maja bukkede sig for at inspicere. “Det er rimelig rent” mumlede hun og rettede sig op igen. “Men det beviser jo ingenting” sagde hun så. “Hvad med din egen historie!?” sagde Anton vredt og viftede med den ene arm. “Min historie?” spurgte Tyttebær-Maja. “Ja, den hænger jo ikke sammen!” sagde Anton. “Den hænger fint sammen” sagde Tyttebær-Maja. “Hvis der ikke findes engle og en himmel, hvad skal alle de dæmoner så her?” spurgte Anton arrigt. “Ja …” Tyttebær-Maja tøvede, “de er dæmoner, de er bare onde” sagde hun. “Jamen, det giver jo heller ingen mening! Og hvorfor skulle de gøre det nu!” sagde Anton. “De har vel ikke kunnet før” sagde Tyttebær-Maja. “Så står du og siger at jeg ikke ved noget!” fnøs Anton og tog flasken med brændevin og hældte op til sig selv. “Jeg vil også lige indskyde, at selv hvis der findes engle og den slags, hvilket der selvfølgelig gør i en eller anden forstand fordi vi er kristne, så forklarer det vel heller ikke hvorfor dæmonerne er her” sagde Alfred. “Hekse er ikke kristne, og rendyrket ondskab behøver ikke et formål” sagde Tyttebær-Maja. “Nåh, ja det er en anden ting, burde du ikke være på dæmonernes side?” udbrød Anton med en løftet pegefinger. “Hekse gør hvad der passer dem” sagde Tyttebær-Maja. Anton knugede sine hænder foran sit ansigt imens han blev helt rød i hovedet. “Jeg kan mærke at jeg bliver utroligt irriteret af at snakke med jer” sagde han og rejste sig fra stolen. Han hev sværdet ud af gulvet og pegede på Jorgensson. “Hvor er den skide dæmon henne!?” sagde han. Jorgenssons blik flakkede kort da klingen blev løftet, men alkoholen i hans blod holdte ham nogenlunde rolig. “Jeg kan vise dig hvor den sidst blev set” sagde han. De andre sagde ikke noget. Anton kiggede over på Tyttebær-Maja som stod med krydsede arme, løftet hage og fordømmende øjne. 

Rester

“Du plejer da også have et par karle og en pige rendende, sover de eller hvad?” sagde Anton til Jorgensson da han med løftet olielampe viste dem gennem snestormen over gårdspladsen. “De plejede at sove her” råbte han, hans stemme svindende i blæsten. Anton så op. De stod ved en tilsneet træbygning. Stormen var så tæt at han ikke havde kunnet se den da de først kom ud fra hovedbygningen. Halvdelen af bygningens væg manglede og i mørket under taget kunne han ane at det føg lige ind gennem det store hul og ind på et par senge der stod derinde. Jorgenssons skridt afslørede de knuste brædder der nu var dækket af sne. “Den kom ind her, hvis du ikke kan se det” sagde han. Bygningens resterende vægge skærmede dem for vinden, selvom sneen havde lagt sig et godt stykke ind i bygningen. Jorgensson førte sin lampe ud i mørket. Skæret fulgte det blodige spor og et stykke tarm som nu var det eneste der indikerede sammenhængen mellem en karls underkrop og hans forkrøblede torso som lå længere inde i rummet. På gulvet ved en af sengene lå en krop med et flækket, udtværet kranium nær halsen. Den friske luft fra den nærmest manglende væg, forhindrede ikke stanken. Anton så modløst på resterne og tog en slurk af brændevinen, hvorefter han rakte den til Jorgensson. “Dens spor er væk nu” sagde Jorgensson og drak af flasken, “men jeg så dem før de forsvandt. Som kæmpe store fingre på den fire lemmer”. “Den jeg så havde kløer” sagde Anton. “Vil du stadig prøve” sagde Jorgensson. “Det er en bedre død end den jeg kan give mig selv” sukkede Anton. “Nå sådan” sagde Jorgensson og drak lidt mere. “Jeg har noget til dig” sagde han så. Gennem hullet i bygningen, kunne de se den anden side af gårdspladsen forsvinde bag den dalende sne. Et sted bag det hvide slør, et stenkast fra gården, lå skoven.

Chancen

De små jernringe raslede imod hinanden da Anton trak den over hovedet. Den passede nogenlunde. “Hvorfor i alverden har du sådan en?” spurgte Anton og kiggede på sin refleksion i det lille vindue i Jorgenssons soveværelse. Jorgensson tog en slurk af brændevinen. “Den kommer fra min fars side af familien, jeg ved ikke hvor langt tilbage den går. Oldefar har muligvis brugt den” sagde han og så hvordan den lange ringbrynjes nederste del hang over Antons lår. Anton trak på smilebåndet imens han justerede den. “Jeg får jo nok tæsk alligevel” mumlede han. “Ja, du dør nok” sagde Jorgensson, “men måske ringbrynjen vil sørge for at der er noget at begrave”. “Så sandt” sagde Anton, “det vigtigste er at jeg virker som om jeg ikke gjorde det for at dø”. “Hvorfor er det egentlig du er så forhippet? Jeg mener jeg har en ide om at der er sket nogenlunde det samme på Katholt som her, men du har ikke sagt noget” sagde Jorgensson. Anton kiggede ham lige i øjnene. Væk var hans smil. “Jeg slog min egen søn ihjel” sagde han dystert og brød øjenkontakten igen, som var hans indre følelse en karrusel man bare kunne hoppe af og på som man ville. “Det var vel giften” sagde Jorgensson. Anton tog brændevinen ud af Jorgenssons hånd og drak imens han rettede et øje på vinduet for at se sig selv i spejlingen. “Gud beskæftiger sig ikke med undskyldninger” sagde han, da flasken var tom.

Anton nærmest sparkede døren op til stuen. Alfred havde ikke rykket sig, men det glas der stod foran ham på bordet var blevet fyldt igen. Tyttebær-Maja sad igen og holdte et vågent øje på Fru Jorgensson der lod til at have fundet en urolig søvn. “Skal i se mig dræbe en dæmon!” råbte Anton og vendte sig rundt så de kunne se hele ringbrynjen. “Jeg vil gerne se det, men nogen skal blive her” sagde Tyttebær-Maja og kiggede på Fru Jorgensson. “Det skal jeg nok” sagde Jorgensson, “af os fire er det alligevel mest sandsynligt at jeg dør” tilføjede han. “Jeg tror det mere sandsynligt at Anton dør” sagde Alfred og tømte sit glas imens han rejste sig fra stolen. “Så tror du alligevel lidt på mig” sagde Anton og smilede til Tyttebær-Maja. Hun rynkede på næsen og rejste sig fra kanten af fru Jorgenssons seng. “Jeg er i hvert fald nysgerrig nok til at jeg vil lade det blive min opgave at redde jer to igen” sagde hun. 

Fra gårdspladsen over den lille snedækkede eng vandrede de imod skovbrynet. Snestormen tog ingen pauser og de undlod at tale sammen, for der ville intet være at høre. Anton og Alfred gik langsomt, som to skildpadder. Deres skjolde det lærred de dækkede sig med, så de kun kunne se deres egne fødder. Kun engang imellem måtte de kigge ud, for at se om kursen blev holdt og om der var nogle dæmoner derude. Tyttebær-Majas skarpe, unge ansigt skar gennem stormen. Hun bar intet andet end sin stramme, glatte læderdragt, men var ganske upåvirket af kulden. Trods de gamle fyrtræers højde, så de dem først da de var nogle meter derfra. Da de kom tættere på kunne de se vejen som det store bæst havde banet. Som en tunnel gennem skoven var træerne omkring dens rute enten bøjede eller knækket helt. Sneen havde dækket dens spor i udkanten af skoven, men bag træernes tætte dække kunne man tydeligt se hvor den havde været. Herinde lå sneen kun i et tyndt lag. Få snefnug klarede sig forbi trætoppenes mange nåle og vindens susen skulle man lytte efter. Til gengæld var mørket tykkere og man kunne knapt ane den hvide skovbund. “Det her bliver lettere end jeg troede” sagde Anton da de var kommet igennem den åbning i skoven som monsteret havde lavet. Han smed sit lærred på jorden ved siden af et kæmpe fyrtræ. Dets stamme var dobbelt så tyk som de andre træers. “Det var her vi kom fra” sagde Anton og vendte sig mod de andre. I den ene hånd havde han sit sværd og i den anden en olielampe han havde holdt under lærredet. “Vi kan vist bare følge tunnelen” sagde Alfred. “Ja, ja” sagde Anton. “Men jeg tror vi må slukke lampen” sagde Alfred. “Hvis den er her, så har den både set og hørt os” sagde Tyttebær-Maja. “Nåh, okay. Jamen så foreslår jeg at Anton går et godt stykke foran os” sagde Alfred. “Det er en god ide” sagde Tyttebær-Maja. “D’ fin’” sagde Anton uden at kigge på dem og begyndte at gå. 

Sporet af bøjede træer og knuste grene under det tynde lag sne lod til at fortsætte for evigt. Og hvor Anton løftede sin olielampe rakte lyset ikke længere end at han mødtes af kulsort mørke. Da de først var kommet ind i skoven havde han med bøjet ryg forsøgt at list, men skovbunden larmede under hans store støvler og en del meter bag ham kunne han også høre Alfred og Tyttebær-Majas skridt. Foran ham herskede komplet stilhed. Måske dæmonens tilstedeværelse havde rømmet skoven for dyr. Med tiden opgav han sit forsøg på stilhed. Havde han ment det skulle han have ladet ringbrynjen blive på gården. Fremfor at spænde sine benmuskler i rolige, kontrollerede skridt, lod han sin frygt glide ud i sin højre hånds hårde greb om sværdet. Klingen var så blank at den reflekterede lampens lys ud i skoven. Ofte fandt hans berusede, frygtsomme øjne på tvivlsomme syn i mørket mellem stammerne og han beroligede sig selv ved at vende sværdets refleksion derud. Selv uden dæmoner var det let at forskrække sig selv i nattens skove. Ofte lyste små, gule øjne i busk og krat. Denne nat havde sådanne øjne været kærkomne.

Da de langsomt og forsigtigt havde fulgt dæmonens tunnel gennem skoven i lidt over en time, hørtes pludselig et ordentligt brag. Anton var ved at falde bagover af skræk. Han knugede sværdet endnu hårdere og vendte sig til alle sider med lampen løftet. Med lyden rikochetterende mellem skovens stammer var det umuligt at vide hvor den var kommet fra. “Jeg tror at den har udvidet sin tunnel” sagde Alfred, da de alle havde været stille lidt. Anton kiggede hen på sine to følgere, han kunne høre dem, men knapt se dem et godt stykke væk. Han tog en dyb indånding og fortsatte sin færd. 

Omtrent en halv time senere tog Anton sig til maven. Det rumlede voldsomt. Han faldt på knæ. “Nej, nej …” mumlede han. Alfred skulle til at træde nærmere, men Tyttebær-Maja holdt ham tilbage. 

“Vent!” sagde hun og skannede kanten af skæret fra Antons lampe der nu stod på jorden. Anton begyndte at græde højlydt. 

Alfred ignorerede Tyttebær-Majas hånd og løb hen til Anton. Han hev i Antons modvillige hænder for at se om der var sket noget med hans mave. Der var intet at se. 

“Hvad skete der?” spurgte Alfred oprevet. 

“Min søn!” hulkede Anton og kiggede op på Alfred med store våde øjne. “Og dæmoner!” udbrød han. 

“Det er alkoholen” sagde Tyttebær-Maja der også var kommet derhen. “Vi har vandret i for lang tid. Menneskers sind er skrøbelige. Han kan ikke håndtere alt det der er sket. Hvis alkoholens slør forsvinder, så knækker hans sjæl” forklarede hun. 

Alfred tog en flaske brændevin frem han havde haft hængende i sit bælte og rakte den til Anton. 

“Nej!” råbte Anton og skubbede den væk. 

“Du bliver nødt til at hjælpe ham” sagde Tyttebær-Maja. 

Alfred nikkede forstående og satte sig på hug bag Anton. Med sine kæmpe arme krammede han Anton og holdt ham fast, imens han tvang den stærke alkohol ned i halsen på ham. Anton lød som om at han var ved at drukne. Da Alfred var sikker på at manden havde fået nogle store slurke indenbords gav han slip. Anton lod sig slapt falde ned i den kolde, stikkende skovbund. Tårerne løb langs hans kinder og i lyset fra lampen kunne man se hans tomme blik søge i mørket blandt trætoppene over dem. 

“Det lover ikke så godt” sagde Alfred. 

“Næh” mumlede Tyttebær-Maja. 

Efter en ti minutters tid begyndte Anton at røre på sig igen. Han rejste sig og skænkede de to et lunkent blik. Så greb han lampen og sværdet og gik videre. Da afstanden var stor nok fulgte de to efter. 

Efter at have vandret en time mere kunne Anton se skyerne lysne mellem trætoppene. Det var snart morgen og de havde hverken set eller hørt mere til dæmonen. 

“Måske skulle vi …” sagde Anton over skulderen, men blev stille. Foran sig kunne han nu se en ende på skoven. 

“Hvad?” lød det fra Alfred i skyggerne bag ham. 

Anton sagde ikke noget og gik et par skridt videre. Den hvide sne lyste på den anden side af træerne og et par meter foran ham lå et kæmpestort fyrretræ væltet. Dets stamme var markant større end de andre træers, og det var mærkelig,t at dyret ikke var gået rundt om. Anton stod stille og løftede lampen. Træet var så langt at han ikke kunne se hvad der var for enden.

“Det har den ikke gjort før” sagde Tyttebær-Maja da hende og Alfred kom tæt nok på til at se træets kæmpemæssige rødder. 

“Præcis” sagde Anton uden at vende sig. Hans bliks formodninger holdt det fastlåst på træet og skoven omkring det. 

“Det er ikke min oplevelse at dæmoner har opholdssteder” lød det fra Tyttebær-Maja. Anton vendte sig og gik helt hen til hende med hastige skridt og lampen holdt frem mod hendes ansigt. 

“Hvad ved du overhovedet om dæmoner!” udbrød han spyttende og forsøgte ikke at råbe højt. 

“Det her var en magtdemonstration” sagde hun køligt. Hun kunne godt se frygten i hans øjne der kortvarigt udgav sig for vrede før den vendte tilbage som han selv vendte sig bort og gik tilbage til den store stamme foran dem. Efter et par tøvende skridt valgte han at følge stammen højre om. Uden at blinke og uden at sænke lampen dukkede han sig under de få, men store grene. Han holdt vejret så meget han kunne af frygt for at hans ånde ville blive set. Han kiggede op og ned af stammen for ikke at blive overrasket. Et par træer borte, på hans højre side endte skoven og derude rasede snestormen stadig. Under den stadigt blundende dag kastedes et hvidt skær ind i skoven som øgede sigtbarheden. Da han begyndte at kunne se træets krone opdagede Anton en åbning i skoven, som den de var kommet ind af. Han holdte lampen over imod den og ud af øjenkrogen anede han noget på skovbunden. Det var det stykke lærred han selv havde lagt der, da de kom ind i skoven for nogle timer siden. 

“Nej!” udbrød han og satte i løb. Han glemte lærredet, smed lampen og spurtede ud mellem træerne, ud i snestormen. 

De mange brædder og tagsten der havde udgjort Jorgenssons gård lå i ruiner. Nogle enkelte vægge stod stadig, men ingen af gårdens bygninger kunne tilbyde ly mere. Midt i hovedbygningens ruin lå den store dæmon på maven og sov som en baby. Kun skærmet af en enkelt væg og det store knogle-lignende skjold der dækkede dens ryg og nakke. Den kommende morgen gav for lidt lys til at se hele dens grumme krop, men Anton kunne fra sit skjul ane dens ryg og lemmer. På både arme og ben havde den store fingre. Der hvor rygskjoldet ikke dækkede, havde den kraftig, grå hud som en elefants. 

Anton sad på hug ved en af de knuste bygninger et stykke fra den, da de andre indhentede ham. Ingen turde sige noget, men med aggressive, markante håndbevægelser og et frustreret ansigtsudtryk gav Anton tegn til at de enten skulle blive der, eller gå længere væk, men i alt fald lade ham alene. 

Efter at have kigget lidt satte han i bevægelse. Så stille som det var muligt iført en ringbrynje og med sneen brydende under hans støvler, sneg han sig ind på den ruin bæstet lå i. Rammen til hoveddøren stod stadig og det var den letteste vej ind, hvis han skulle slippe for at kravle over de smadrede vægge andetsteds. Jo tættere han kom ruinen jo mere måtte han gøre for ikke at træde på diverse knækkede brædder, tagsten og knuste glas. Han indså hurtigt at det var umuligt at være lydløs. Heldigvis lod dyret ikke til at lade sig påvirke når han trådte skævt og noget knækkede under hans skridt. Da han trådte gennem dørkarmen som hoveddøren havde efterladt blev det umuligt ikke at larme. Ovenpå resterne af de gulvbrædder der engang havde udgjort gulvet i gangen og i stuen, lå rester fra alle andre steder i huset. Det eneste Anton kunne styre var sin egen vægtfordeling, hvilken var anderledes end den plejede at være på grund af ringbrynjen. Den udfordrede også hans balance, hvilken heller ikke var som den plejede på grund af de massive mængder alkohol han havde indtaget. Koblet med hans søvnmangel var hans evne til selvkontrol i det hele taget udfordret. 

Da han først havde forsøgt at liste på det ustabile underlag kort, gav han op. Han vadede larmende over bjælker og gennem knuste lamper og møbler og malerier. Hen til bæstet. Det lod sig ikke forstyrre. 

Stående ved siden af bæstet fandt han lidt fodfæste og indså at han var på den forkerte side. Det store rygskjold var det eneste han kunne se og eftersom dyret endnu ikke var vågnet, turde han ikke miste sit fodfæste for at komme om til hovedet. Uden videre overvejelse drog han sit sværd og huggede ind i bæstets rygskjold. Det gav et tørt dunk og klingen formåede at producere et lille hak, men dæmonen forblev sovende. Han huggede igen et par gange med samme resultat. Han ville flytte sig videre, men kunne se at det ikke bare ville larme, det ville også være noget sværere end at gå i den tykke sne, med alle de knuste ting der lå ud over det hele og som snestormen arbejdede på at skjule. 

Laget af sne var stadig tyndt. Husets varme var endnu ikke helt væk og den store, sovende dæmon ikke helt kold. Da Anton kiggede over gulvet for at finde en mulig sti gennem fragmenterne så han pludselig en flaske brændevin ligge for sine fødder. Han kunne kun lige se flaskehalsen stikke frem mellem knuste materialer og det lille lag sne. Han greb den uden tøven og trak den til sig. Med flasken kom Jorgenssons separerede arm. De lange, blege fingre klemte krampagtigt om flaskens krop. 

“For fanden!” mumlede Anton og stillede sværdet, så det stod lænet op af ham. Med lidt besvær fik han skubbet armen af flasken. Han tog en slurk og kiggede sporadisk rundt på sine omgivelser. Han fik øje på Alfred og Tyttebær-Maja der var blevet siddende der hvor han havde siddet før han sneg sig hen til dæmonen. De sad helt stille og gjorde intet. Anton tog endnu en slurk af flasken og kiggede op på dæmonen foran sig. Dens rygskjold bestod af store, firkantede flager af knogle. De var rug og fulde af revner og ujævnheder. 

Anton greb i en af flagerne. Han hev lidt i den og mærkede hvor robust den var. Selv med de store handsker var det let at få et godt greb. Han tog en sidste slurk af flasken og stillede den ved sine fødder. Derefter tog han sit sværd op igen. Han havde intet naturligt sted til sværdet og fandt derfor på at sætte det i ringbrynjen. Han løftede det op og stak spidsen ned i ringbrynjen langs sin nakke og ryg, så det stak ud i bunden af ringbrynjen, ved hans bagparti. På den måde kunne han have begge hænder fri. Han greb fat i dæmonens rygskjold igen og satte også en fod på. Han trak sig op og begyndte at klatre op på dæmonen. 

Fra toppen af dens rygskjold kunne han se den del af skjoldet der gik ud og blev til dens hoved. Langsomt og forsigtigt bevægede han sig derhenad. Dæmonen var ikke varmere end at sneen havde lagt sig i et tyndt lag på den øverste del af dens rygskjold hvor Anton stod. Et tyndt lag sne som samtidigt smeltede langsomt under varmen fra dæmonen og frøs under vindens strøg. Det var blevet til is. Med det andet forsigtige skridt som Anton tog, rykkede dæmonen lidt på sig og hans støvle begyndte at glide. Af frygt for at falde lod han sig dumpe ned på numsen med det resultat at sværdets spids, som stak ud under hans ringbrynje, borede sig ned mellem to af de flager som udgjorde bæstets rygskjold. 

Bæstet vågnede og hvinede lidt under den lille smerte som Anton havde forvoldt. 

Anton sad fast. Han prøvede at tage fat i toppen af sværdet ved sit baghovede for på den måde at trække sværdet op af bæst ringbrynje, men det rokkede sig ikke. Bæstet begyndte at rejse sig. Anton rev desperat i sværdet og forsøgte at læne sig frem og tilbage for at få det løst. Han kunne mærke det kolde stål gennem sit tøj. Det gned mod hans rygsøjle og skulderblade. Da bæstet var kommet op på alle fire vendte det sig frem og tilbage, som for at se på den destruerede gård. Det fik Anton til at opgive sine forsøg på at komme fri. Med hver bevægelse monsteret lavede gled han på sine ben og bagdel og var ved at blive kvalt i ringbrynjens krave der blev stram om hans hals. Kun sværdet forhindrede ham i at glide af. 

Igen fik han øje på Alfred og Tyttebær-Maja der flyttede sig i takt med at bæstet vendte sig for ikke at blive set. Bæstet lavede nogle mærkelige, snøftende lyde. Den prøvede at få færten. 

Efter lidt venden og drejen opgav den gemmelegen, valgte en retning og begyndte at gå væk fra gården. Med hvert skridt gled Anton på sin bagdel og blev stoppet af ringbrynjens kvælertag. Et stykke fra gården formåede han at finde fodfæste i en af revnerne i bæstets rygskjold. Således slap han for at blive kvalt, men ikke for at sidde fast. 

Sneen rev i hans kinder og ansigt og vinden kølede ringbrynjen hurtigere end hans krop kunne varme den op. Uden sit lærred til at skærme sig for stormen, ville han hurtigt fryse ihjel. 

Ganske uvidende om dette traskede bæstet afsted gennem sneen. Pludselig var Jorgenssons ruin langt væk. Bag det tykke tæppe af sne kunne Anton end ikke have gættet hvilken retning den lå i. Kun bæstets gigantiske fodspor afslørede det. 

Han kunne heller ikke vide om Alfred og Tyttebær-Maja fulgte dem. Hvis de gjorde måtte de være tæt på, for selvom fodsporene var store, ville de hurtigt forsvinde. Han kunne dog ikke fortænke dem, hvis de ikke gjorde. Det var rent held at de ikke allerede var blevet ædt. 

Den kolde vind nærmest brændte Antons lemmer og hans mistede mere og mere følelsen i sine ekstremiteter. Trods de store handsker frøs hans fingre og førelsen i hans hænder blev dårligere. Trods nedsat følelse mærkede han et skift i sin balance da bæstet begyndte at gå ned af bakke. Han ryg blev igen trykket imod den hårde klinge. Han måtte skubbe i en af rygskjoldets revner med sin ene fod for at spænde sig op imod sværdet klinge. På den måde skar det lidt i hans skulderblade, men han undgik at blive kvalt i ringbrynjen, som han ville komme til at hænge, begyndte han at glide igen. 

Omkring voksede sneen op som en væg på begge sider. Dæmonen var vandret ned i Dunderkløften. Der var kun lige plads nok mellem den dybe kløfts høje sider, til at den kunne gå der. Af og til ramte dens rygskjold mod en side og fik sneen til at glide af. 

Anton havde svært ved at holde sit hoved. Han kæmpede for at holde musklerne i sine ben spændte, så han ikke blev kvalt i ringbrynjen. Viljens forsøg på at overkomme trætheden og kulden og smerten var aftagende. Desperationens tårer løb fra hans lukkede øjenlåg og begyndte at fryse og forsegle hans blånende ansigt.

“Emil” mumlede han, vel vidende at det kunne være hans sidste ord.

“Emil” sagde han og løftede med besvær sit hoved, vel vidende at det kunne være sidste gang han strakte sin hals.

“Emil!” råbte han og åbnede sine øjenlåg, så de frosne tårer knækkede. 

“EEEEMIL!” råbte han så varmen fra hans ånde skød ud i luften, som blodet ud i hans læber. 

Bæstet stoppede sin gang og forsøgte at vende sig for at se hvor lyden kom fra. 

Anton råbte sin søns navn så hele kløften rungede. Sneen begyndte at vælte ned af kløftens sider og med sig trak den store mængder af sand og sten som havde siddet løst. 

En sidste gang kaldte Anton mod skyerne på sin dreng. Råbet blev til et skingert, døende skrig og skriget løsnede mere sne fra kløftens side og med sig bar sneen en kæmpe sten som ramte bæstet i hovedet med et knækkende brag. Et træ med frossen krone og store rødder landede på bæstets rygskjold lige bag Anton og fejede ham og sværdet ned af bagsiden. Med sin genvundne mobilitet genantændtes fuldskabens adrenalinbål i Anton. Blodet accelererede under hans frosne hud og sled mod indersiden af hans årer som et torv trukket gennem håndflader. I rodet af snestøv og sand og jord der dansede vildt omkring ham kunne han endelig trække sit sværd fra ringbrynjen. Med det i hånden sparkede han sig ud af den bunke sne han var landet i. Han satte i løb. Henover bunker af sand og sne der som en rampe lod ham spurgte op af bæstets skjold. Han satte en hånd på stammen af det træ der havde befriet ham og kastede sig over på den anden side. Der, fra toppen af bæstet kunne han se dets hovede og den store sten som stadig holdte det klemt mod jorden og den ene side af kløften. Bæstet hvinede forvirret og forsøgte at komme fri. 

Sneens matte lys i kløftens mørke afslørede for Anton en svaghed i bæstets armering. Hvor skjoldet løb fra den runde ryg over nakken til hovedet var huden tynd. Havde den ikke været det, havde bæstet ikke kunne bevæge sit hoved. 

Anton tænkte ikke to gange. Han lod sig dumpe ned fra toppen af rygskjoldet. Som englen havde antydet skulle der mere end menneskelig styrke til at dræbe en dæmon. Derfor faldt Anton med sværdet først. Han spændte i armene så godt han kunne og rettede spidsen mod den blottede nakke. Luften susede om hans kinder og greb i hans hår. Sværdet skar gennem den hårde hud og brusk og knogle med en lyd som træ der flækker. Dyret brølede og vred sig for at komme fri, men stenen på dens hovede var for stor og kløften for trang. Anton pressede sværdet til hilsen. Det boblende, varme blod skød op langs bladet fra dyrets indre. De tykke stråler skyllede Antons bryst og ansigt. Dampen drev af den klistrede væske hvor end den landede. 

Overskrævs på bæstets nakke måtte Anton spænde i benene for at blive siddende, imens det asede og masede for at komme fri. Han ruskede sværdet fra side til side for at gøre såret så stort og dybt som muligt. Med hvert ryk fik han åbnet den tykke nakke mere op. De kraftige blodsprøjt svækkedes og blev til strømme der som tæt lava fyldte en slugt og fik den til at løbe over. Anton kunne mærke at dæmonen mistede styrke. Dens vilde bevægelser mod kløftens sider blev dovne. Såret var nu så stort og dybt at der ingen modstand var når han løftede og sænkede sværdet. Han begyndte at stikke endnu dybere, så dybt at hele hans hånd og noget af hans arm måtte følge sværdet ned. Efter nogle stik begyndte blodet at blive drænet fra såret. Han havde stukket hul i halsen og nu løb blodet ud i sneen under bæstet førend det kunne nå at fylde såret. 

Lydene fra bæstet ophørte og kun en sagte rislen af strømmende blod lød under vinden der susede gennem kløften. Med de mange hug og stik havde Anton fået svækket den tykke ryghvirvel i dyrets nakke som nu, uden støtte fra brusk og hud, knækkede sammen under ham. Han sank ned og kom til at sidde fastspændt mellem de to store, blødende halsåbninger. Den fra hovedet pressede imod hans mave og den fra kroppen pressede imod hans ryg. Anton prøvede at sparke, men han kunne ikke bevæge sine ben. Han prøvede at hugge med sværdet, men bæstets skjold var i vejen de fleste steder. De steder hvor han kunne stikke, kunne han også komme til at ramme sig selv. Han tog en dyb indånding og mærkede det tykke, sorte blod der var ved at størkne overalt på hans ansigt. Det fik hans hår til at stivne i vinden. Han sukkede. 

“Man kan da holde varmen” mumlede han og lukkede sine øjne. 

Himmerige

Anton havde sovet i en ti minutters tid da han pludselig vågnede med ondt i kinden. På bæstets døde hoved, lige foran ham, kunne han se den hellige hånd der havde slået ham til bevidsthed. Englen havde sat sig på hug for at kunne give Anton en lussing, men nu rejste han sig op, så Anton måtte bøje hovedet langt tilbage for at se ham i øjnene. De store ringe af ild susede langt over englens hoved og satte en stopper for sneen.

“Joh, din verdens kaos er med dig” mumlede englen og kiggede på Antons værk. 

“Kan jeg komme med op nu så?” Antons læber var klistrede af dæmonblod og hans stemme tør af alkohol og frost og råben. 

“Måske hvis du dør i kamp, men kun hvis det ikke var med vilje.” Englen smilede.

Anton sænkede sit hovede. “Det kommer til at fortsætte.”

“Hvis man er god til noget, så skal man gøre det og du skal bare vide at det er en kæmpe service.” Englen rakte sin hånd frem imod Anton. Anton kiggede opgivende på ham, men greb fat. Englen hev ham op fra den døde dæmons hals og satte ham på benene. Han vaklede og faldt på numsen på dæmonens rygskjold. Der blev han siddende foroverbøjet og lod sine arme hvile på sine knæ. 

“Så verden holder med mig?” mumlede han.

“Det har den gjort i hvert fald” svarede englen.

“Hvad skal det betyde?” 

“Det kan være, at du får dræbt alle dæmonerne. Det kan være ,at du dør af kulde, når jeg smutter. Verdens kaosset giver ingen garantier.”

“Hvis jeg døde af kulde nu, ville jeg så komme i himlen?” 

“Så længe du gør dit bedste, så kan ingen holde det imod dig. Ikke engang Gud.”

Anton kiggede ned på det livløse bæst og smilede for sig selv. 

“Har du fået varmen?” spurgte englen.

“Ja.”

“Godt, så kan det være at vi ses igen.” Englen begyndte at svæve til himmels.

“Du kan jo blive og hjælpe!” Udbrød Anton.

“Det er ikke sådan vi hjælper” sagde englen.

Anton rejste sig. “Har du noget jeg kan bruge så!?”

“Øhm, du kan få denne her” sagde englen og kastede en flaske. Anton greb den og før han så sig om var englen væk. Flammerne forsvandt fra himlen og snestormen vendte tilbage. 

Anton løftede flasken i sin blod befængte handske. Glasset var grønt og bunden formet som en kugle og indbundet i strå. Han hev proppen ud og snusede. Det var en kraftig brændevin. 

“Hey!” lød det fra toppen af kløften. Anton havde smidt ringbrynjen og var begyndt at trave tilbage gennem sneen i håbet om at bæstets spor var så store at sneen ikke helt havde skjult dem endnu. Måske han kunne finde tilbage til Jorgenssons gård, og måske det ville være muligt at få lavet et bål. Han kiggede op da han hørte Alfreds stemme. 

“Kan du få mig op herfra!?” råbte Anton. 

“Nej!”

“Hvad med hende heksen?” 

“Jeg kan ikke bare flytte folk!” råbte Tyttebær-Maja.

“Tag den her!” råbte Alfred. Anton kunne kun se at hans silhuet lavede en hurtig bevægelse. Kort efter kom hans lærredkappe dalende ned til ham. Anton greb den og pakkede sig stramt ind. Med den om sig, sværdet i den ene hånd og flasken i den anden, fortsatte han turen tilbage.

Adrenalinen var for længst forsvundet. Selv med lærredkappen havde han knapt energien til at holde sig varm. Hvert skridt i den dybe sne var opslidende. På vej op af den stejle skråning der førte ud af Dunderkløften, gled hans skridt og han måtte arbejde dobbelt så hårdt for at komme fremad. Han var nær toppen da han så at Alfred og Tyttebær-Maja ventede på ham. Han gled og faldt forover i sneen. Alfred kom ham i møde og hjalp ham med at komme op. Sammen gik de sidste par meter op. 

“Jeg kan ikke klare den tilbage til Katholt” sagde Anton da de havde gået et stykke. Han blev tungere og tungere som hans kræfter svandt. Alfred støttede ham ved at holde hans arm over sine skuldre. Han bar næsten halvdelen af Antons vægt.

“Der er stadig lidt læ hos Jorgensson, og vi kan lave et bål” sagde Alfred.

“Og måske hende der kan et eller andet” sagde Anton.

“Måske” mumlede Tyttebær-Maja som travede et stykke bag dem.

“Stop” sagde Anton pludselig og Alfred stoppede op.

“Hvad nu?”

“Måske jeg skal se min søn snart” peb Anton.

“Du er kommet for langt” sagde Alfred.

“Der er ingen garantier.”

“Du har også en kone og en datter.”

“Kvinder” mumlede Anton, hans stemme tør af frost, og så kollapsede han. 

 

Anton af Katholt

Fanfiction

Alex G. Østergaard