For børn fra ca. fem år men de enestående illustrationer, der ligger et sted mellem collage og maleri, kan også nydes af mindre børn.

Anna har mistet sin mor, og sorgen er overvældende for Anna og for hendes far: I dag er der nogen der sender søm ned fra himlen.

Men Anna er god til at reflektere over døden og livet og til at genfinde sin mor i hendes ejendele, hendes ord og hendes handlinger, og får med sin vidunderlige fantasi trukket sin far gennem sorgen og frem til en rolig accept, han kan leve videre med.

Himlen som Anna og hendes far oplever den er et roligt, spraglet, smukt sted med alle slags væsener, sommerfugle i havet, flyvefisk i himlen. På et af billederne sejler skibene på hovedet, og de døde – blandt andre Elvis og Picasso – befinder sig i et stort hav. Det efterfølgende billede viser mennesker og dyr, der hviler i himlen. Mest fantastisk er en illustration af paradisets have, der repræsenterer et sandt orgie af farverigt og eksotisk flora og fauna. Anna mener, at hendes mor hjælper med at luge der, fordi Gud har travlt med meget andet. På billedet af paradis er der en meget bleg kvinde, Annas mor, der står blandt blomster og dyr i kraftige farver.

Det kan også være, at mor er på besøg hos nogen, hun ikke har set længe – den mulighed er der i himlen. Eller hun kan være på biblioteket.

Efter den forbløffende tour er Anna og hendes far omsider klar til at gå i kirke – måske til begravelsen?

Annas himmel

Stian Hole

Oversat af Naja Marie Aidt

48 sider

Høst & Søn

Udgivet: Marts 2013

Birte Strandby