I min anmeldelse af Effi Briest kom jeg til at skrive, at det var Rainer Werner Fassbinders tiende film, men det er forkert. Angst Æder Sjæle Op er hans tiende film, den tog to uger at lave og var egentlig tiltænkt som en stiløvelse før Fassbinder skulle i gang med at lave Effi Briest, som han lavede samme år. Den produktive instruktørs lille stil-projekt, som han også lige skrev musikken til nu da han var i gang, skulle imidlertid vise sig at være et af hans mesterværker og gik da også hen og vandt to priser i Cannes.
Angst Æder Sjæle Op handler om den gamle rengøringskone Emmi, som en aften søger ly for regnen på en bar, hvor hun møder den unge Ali, en fremmedarbejder, som hun forelsker sig i. Selvom hun siger, at hun bare ville søge ly for regnen, virker det dog som om, da Ali tager hendes overfrakke af så de kan danse, at der er noget meget intentionelt i hendes valg af kjole. Uanset bliver de forelsket trods aldersforskellen, og sover sammen samme aften i hendes lejlighed. Det grundlæggende tema er selvfølgelig racisme. Narrativet er struktureret ud fra konfrontationerne imellem parret og resten af verden.
Rainer Werner Brecht
De tidligere film jeg har set af Fassbinder kan indtil nu siges, at læne sig meget op af teater. Dette grundet lighederne med Bertolt Brecht, i hans fokus, ikke på følelser men på form. I Angst Æder Sjæle Op er det som om at Fassbinder radikaliserer sin håndtering af skuespil og ender et sted på den anden side af teatret. Alt er så mekanisk nu, at det ikke kan fungere uden kameraet, hvilket håndteres mindst ligeså mekanisk. Det som Fassbinder vinder med denne rigide metode er meget interessant. Vi får det som mange Hollywood produktioner, som også forsøger at takle racisme, overser. Nemlig at racisme lige præcis ikke er et spørgsmål om intolerance. Den intolerance som Fassbinders karakterer her udviser overfor Ali er fremstillet på en sådan måde, at det ikke føles som om at personerne selv styrer deres følelser. Det mekaniske skuespil afslører karaktererne som et udtryk for en større social orden. De udviser ikke bare had fordi de personligt er intolerante mennesker, men fordi den sociale orden taler igennem dem. De er grundlæggende følsomme maskiner der konstant er i færd med at processeere den kode som er det sociale netværk, som dikterer opførsel. Jeg vil endda påstå, at dette udføres med en sådan finesse, at vi ikke bare ender i det klassiske venstre-orienterede forsvar for bøller: ”De kan ikke gøre for det, de er et produkt af deres omgivelser”. Alle er individer, men deres kapacitet til individuelle friheder, er et produkt af deres konstante forhandling med den sociale orden. Deri ligger også hele konflikten, Ali tilhører ikke vores sociale krop, han er udefrakommende og han forstyrrer vores forhandlinger med den sociale orden på en sådan måde, at vi mister individuel frihed til fordel for ham. De racistiske fordomme fra Emmis kolleger lyder da også ”Fremmedarbejdere tænker kun på to ting: Penge og sex”. Problemet med dem er altså deres forsimplede evne til at nyde det vi selv ser som den andens overfladiske, individuelle friheder, således at vi kan sige: ”men findes der ikke mere end det?”, og lade os skræmme ved den manglende dybde, i det svar vi giver os selv.
Emmi
Filmen handler i den forstand ikke bare om mennesker, men den sociale orden som konstituerer dem. I første halvdel af filmen ser vi Emmi som den mest sympatiske karakter, hun gør alting rigtigt, hun beskytter Ali og stiller sig i vejen for dem der angriber ham verbalt. Hun gør sådan som vi tænker om os selv, at vi ville gøre, hvis vi fik muligheden for at leve op til de standarder vi har for det at være et godt menneske. I anden halvdel af filmen ser vi så, hvordan det er folk som os selv, med sådanne tanker, der i effekt opretholder problemerne i vores kultur. Emmi og Ali er taget på ferie for at slippe for det racistiske pres der har været på dem siden de blev gift. Da de kommer hjem, er der sket et radikalt skift. Dette skift illustreres meget fint med en kort scene, hvori den lokale butiksejer ser fra sit vindue på den anden side af gaden, at parret er kommet hjem fra rejsen. Han havde før deres rejse nægtet at handle med dem, fordi Ali jo er fremmedarbejder, men nu kommer han i en samtale med sin kone, frem til at forretningens velvære og hans indtjening må komme før hans racistiske holdninger. Hans kone siger grundlæggende til ham ”lad som om intet er sket, så går det nok over igen”. Pludselig er alle i lokalområdet, inklusiv Emmis børn fra et tidligere ægteskab meget åbne og venlige. Ligesom butiksejeren er de kommet frem til, at det ikke kan betale sig at være aggressiv.
Det er et genialt tvist. Da den eksplicitte konflikt ophører, opdager vi pludselig, at konflikten allerede var i Emmi og Alis forhold. Emmi er gået lige i fælden, i det dilemma som altid står og venter på godhjertede mennesker. Hvis man sympatiserer med og aktivt søger at hjælpe en bestemt, marginaliseret befolkningsgruppe til at blive accepteret i kulturen, så er de problemer man forsøger at takle allerede en del af ens egen aktivitet. I starten af filmen, når Emmi beskyttede Ali, så var forudsætningen for denne beskyttelse allerede marginalisering. Den gav mening da konflikten var eksplicit, men ligeså snart der ingen eksplicit konflikt er, så er Emmis beskyttelse af Ali effektivt objektificering. Her finder vi også den moderne misforståelse, at racisme skulle have noget med intolerance at gøre. Racisme har ikke noget med intolerance at gøre, racisme fungerer allerede i form af den sociale ordens objektificering af minoriteter. Det er ligegyldigt at Emmi ikke ser på Ali med had i sit blik, for hun har allerede formuleret ham som et objekt, i kraft af hans rolle ikke som individ, men som offer. Deres relation viser sig at være en mester/slave -relation, hvor Ali er slaven der betaler for Emmis beskyttelse med sin potens, forstået som personlig magt. I virkeligheden var det aldrig Emmis valg at træffe. Det sekund hun valgte Ali var allerede en bekræftelse af hans rolle i den sociale orden, uanset om hun var enig med den rolle eller ej. Da hun beskyttede Ali kunne hun ligeså godt have sagt til sin verbale modstander: ”Lad være med at angribe Ali for at være en fremmed som søger at forstyrre vores fælles, sociale orden, for jeg har sympati med ham fordi han er en fremmed som søger at forstyrre vores fælles, sociale orden”. Pointen værende, at hun i sit forsøg på at forsvare ham, laver den præcist samme racistiske objektificering som sin modstander. Forudsætningen for hendes individuelle frihed til at beskytte Ali er garanteret af den samme sociale orden som gør ham til et offer.
Oscar Wilde skrev på et tidspunkt om folk der giver til velgørenhed at ”det er umoralsk at bruge privat ejendom, til at forsøge at løse de problemer som er et produkt af institutionen privat ejendom” (parafraseret). Fassbinders pointe er ligeledes her, at det er umoralsk at bruge individuel frihed til at forsøge at løse de problemer, som er et produkt af den institution som garanterer individuel frihed, den sociale orden.
8/10 (Den er også flot!)
Produktionsår: 1974
Instruktør: Rainer Werner Fassbinder
Medvirkende: Brigitte Mira, El Hedi ben Salem, Barbara Valentin
Spilletid: 1 time og 29 minutter
Anmeldtg af Alex G. Østergaard
