Roman om Rakel, Lea, Jakob og Ruben – og så Anton der tydeligvis falder uden for de bibelske rammer, men ikke desto mindre tilfører Rakels familie noget arvegods om ikke arvesynd.

Bogen veksler mellem to fortællervinkler den ene i 1959 hvor den gamle Rakel tænker tilbage på sin ungdom i skyggen af 1. verdenskrig og Det store Nordsøslag mellem briter og tyskere i Skagerrak og den anden i 2007, hvor hendes barnebarn Inga finder et gammelt brev, der leder hende på sporet af en grum historie om kærlighed og had.

Inga har mistet sin mand og har to år efter dødsfaldet stadigt vanskeligt ved at leve med savnet. Hun tager en pause fra sit arbejde som fotograf og flytter tilbage til barndommens og ungdommens miljø, hvor hun igen mødes med ungdomsvennen, Niklas, og måske er hun heldigere i kærlighed end hendes farmor var.

Rakels historie begynder med en plads i huset sammen med Lea, der bliver hendes sjæleveninde. Vilkårene i det herskabshjem, hvor Lea og Rakel arbejder er miserable, men Lea har viljestyrke og energi til at planlægge sit eget liv, omend det kræver, at hun snyder såvel fædre som sønner og øvrighedspersoner. Rakel er mere passiv, men indstillet på at følge sin elskede Anton over havet til det ny land, uagtet Jakob kan tilbyde hende en rolig og tryg tilværelse: …som om ægteskabet aldrig kunne blive noget farvestrålende.

En god og spændende fortælling om små mennesker i krig og krise fortalt gennem personernes egne mange dialoger og af Rakel, der ser på ungdommens letsind med alderens store overblik og tolerance.

Maria Ernestam

Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild
320 sider
People’s Press
Udgivet: 27.08.2012

Birte Strandby