Blaire og Rushs forhold endte dårligt i Alt for mange hemmeligheder. Blaire er blevet gravid, og vender tilbage til Rosemary Beach for at arbejde, så hun kan tjene penge til at påbegynde en ny tilværelse.

Tiltrækningen til Rush er større end nogensinde og gensidig, og såvel usikkerhed som jalousi har gode vilkår. Blaire holder sin graviditet hemmelig, men morgenkvalme afslører hende overfor hendes chef. Hun er bange for at blive fyret, men i stedet udvikler han et forrygende beskytterinstinkt, og det gør i øvrigt også andre venner og veninder. Da Rush først erfarer, at Blaire er gravid, gør han noget lignende:

Jeg havde været så fokuseret på at sikre mig, at hun ikke bar noget, der var tungt, at ingen behandlede hende dårligt – og ingen flirtede –

Trods forhindringer ser det ud til, at det unge forhold kan overleve både had fra familiemedlemmer, nærgående og hyper omsorgsfulde unge mænd henholdsvis en enkelt ung kvinde – når det handler om Rush – og en seriøs række misforståelser, som nærmest kun kan opstå og trives i nye forhold. Sproget er ualmindeligt floskelholdigt – Jeg vil altid være der for dig. … Man fortjener kun det, man er værdig til.

Sexlivet fungerer fantastisk, men rummer også en del floskler, og personerne er betagende selvoptagede, skønt de er noget over teenagealderen. Blaire får omsider sandheden om sit ophav og baggrunden for Nans had.

Romanen er måske skrevet til et yngre publikum end Fifty Shades og romanerne af Chase og Day, men behandler som dem kærlighed med forhindringer, omend på en mindre original måde.

Abbi Glines

Alt for tæt på

Oversat af Marie Kopp

249 sider

Turbine

Udgivet: 2017

Birte Strandby