Romantisk roman med så mange klicheer, at man skulle tro det var løgn.

Vores heltinde, Blaire, er ung, dårende smuk og en kloning mellem Scarlett fra Borte med blæsten og Annie fra Annie, Get Your Gun. Hun har en pistol, og hun er ikke bange for at bruge den. Samtidigt er hun uskyldig og ikke helt sikker på, hvornår horderne af rige unge mænd flirter med hende.

Vores mandlige hovedperson, Rush, er til gengæld et par år ældre, vidunderlig sexet – især bemærkes øjne og sixpack – meget erfaren og megarig, og så behandler han sine kvinder dårligt. Og det er naturligvis den mand der står for Blaires første seksuelle vækkelse. Det er en iscenesættelse der også er velkendt fra Fifty Shades og adskillige andre amerikanske romaner. Uendeligt typisk men stadigt underholdende, hvilket måske også forklarer, at romanen her har været nummer et på New York Times’ bestsellerliste.

Blaires mor er død efter flere års sygdom, hendes hjem blev solgt for at dække udgifterne til medicin, og Blaire har nu ikke andre muligheder end at opsøge sin far, der fraflyttede familien og siden giftede sig igen. Faren er ikke i sit hjem, men hans hustrus søn regerer i det rige hus, og han er ikke venlig. Som en anden Harry Potter kommer Blaire til bo i rummet under trappen. Hun får hurtigt job, en repræsentativ udadvendt stilling der får mænd til at flokkes som fluer. Hun er kun interesseret i Rush, og Rush i hende, men da de officielt ikke bryder sig meget om hinanden, varer det lidt inden andre end læseren ved det. Og herfra bliver det kun mere kompliceret. Der er nemlig flere familiemedlemmer der spiller en rolle, og forholdet render ind i en del benspænd og hemmeligheder, der burde være forblevet hemmelige.

Abbi Glines

Alt for mange hemmeligheder

Oversat af Marie Kopp

234 sider

Turbine

Udgivet: 24.03.2017

Birte Strandby